Bente Skjøth begynder som arbejdsmiljøansvarlig i FOA Vest 1. marts.

FOA Vest sætter fokus på arbejdsmiljøet

Bente Skjøth er ny ”arbejdsmiljøansvarlig” i FOA Vest og har til opgave at tænke arbejdsmiljøet ind overalt i arbejdslivet.

I forbindelse med fusionen mellem FOA Esbjerg og FOA Varde blev det besluttet at oprette en ny stilling som ”arbejdsmiljøansvarlig” i FOA Vest. Og pr. 1. marts begynder Bente Skjøth i den nyoprettede stilling.

- Overordnet set bliver det min opgave at tænke arbejdsmiljøet ind overalt – Det er en grundlæggende del af arbejdslivet, som vi skal have sat mere fokus på, fortæller Bente Skjøth.

En af de første ting hun vil gøre er at oprette en arbejdsgruppe med nogle af arbejdsmiljørepræsentanterne, hvor der blandt andet skal være mulighed for at snakke om aktuelle problemstillinger. Hun forestiller sig også, at gruppen skal drøfte nye tiltag på området og vurdere, hvilken betydning de kan få for medlemmerne. Og så skal der selvfølgelig være mulighed for at sparre med hinanden.

- Og så skal jeg rundt i de allerede eksisterende netværk og høre, hvad der foregår. Det er arbejdsgiverne, der har ansvaret for arbejdsmiljøområdet, men vi skal også blive bedre til at bruge vores arbejdsmiljørepræsentanter og deres kompetencer og komme med input på området, understreger Bente Skjøth.

Corona og sygefravær

Især under pandemien med Covid-19 har Bente Skjøth noteret sig, at arbejdsmiljøet har været under pres, og medarbejderne har strakt sig langt for at få det hele til at løbe rundt.

- Jeg ved godt, at det har været en helt speciel situation, som vi forhåbentligt snart er ude af, men arbejdspresset er bestemt ikke blevet mindre under pandemien. Når der samtidigt er rekrutteringsproblemer i ældreplejen, og vi kan se, at man let bliver afskediget under sygefravær – Så er der bestemt en meget god grund til at sætte mere fokus på arbejdsmiljøet, pointerer hun.

Vigtigt med relevans

Bente Skjøth er godt klar over, at der er forskel på at være tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant. Og det hænger måske sammen med, at der er mindre fokus på arbejdsmiljøet.

Desuden er der også ofte kun afsat fornøden tid til arbejdsmiljø-arbejdet, mens en tillidsrepræsentant ofte er frikøbt x antal timer.

Derfor er det også vigtigt for Bente, at de arrangementer, som arbejdsmiljørepræsentanterne bliver inviteret til er relevante og brugbare.

- Eksempelvis nytårskuren er et godt eksempel på et arrangement med et fagligt indhold og her plejer arbejdsmiljørepræsentanterne at møde op. Men der skal være et relevant fagligt indhold for ellers kan det være svært at få fri til det fra arbejdsgiverens side, forklarer Bente Skjøt.

Fakta om Bente Skjøth

- Bente er 55 år

- Hun kommer fra en stilling som Fællestillidsrepræsentant i Vejen Kommune på dagplejeområdet, hvor hun også er arbejdsmiljørepræsentant.

- Bente Skjøth har tidligere stået i butik, og her begyndte interessen for arbejdsmiljøet, og hun blev valgt som arbejdsmiljørepræsentant for første gang.