Hvordan søger jeg Seniorpension?

Seniorpension er for dig der er nedslidt eller har væsentlige helbredsproblemer efter et langt arbejdsliv.

For at få tilkendt seniorpension skal du opfylde en række betingelser:

  • Du har seks år eller mindre til folkepensionsalderen.
  • Du har arbejdet i mindst 27 timer om ugen i mindst 20 – 25 år. Er du ansat i fleksjob, er kravet til antal timer mindre.
  • Din arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat til højest 15 timer om ugen i forhold til dit seneste job.

Du søger om seniorpension via borger.dk Du kan søge op til seks måneder før det tidspunkt, du tidligst kan få seniorpension. Du skal have afgørelsen på, om du kan få seniorpension, senest seks måneder efter, du har søgt.

Det er ATP, der administrerer ordningen, og afdelingen Seniorpension undersøger om betingelserne er opfyldt. Kommunen bliver bedt om sagsoplysninger omkring helbred og job. Derefter vurderer Seniopension arbejdsevnen og afgør, om du kan tilkendes seniopension.

Når du er blevet tilkendt seniorpension, er det Udbetaling Danmark, Pension, der beregner og udbetaler den.

Hvis du har brug for råd og vejledning i forhold til dine muligheder for at søge om seniorpension, vejledning om økonomiske konsekvenser eller hjælp til at søge seniorpension, kan du kontakte din kommune.

Har du spørgsmål til din ansøgning eller sag- f.eks. sagsbehandlingstid, hvad du skal gøre hvis du vil arbejde igen m.m., så skal du kontakte Seniorpension.

Hvis du har spørgsmål omkring beregning eller udbetaling af din seniorpension, skal du kontakte Udbetaling Danmark.

borger.dk kan du læse mere om seniorpension.

Når du tilkendes seniorpension, skal du ikke selv opsige dit arbejde, medmindre der er særlige omstændigheder der taler for det. Din arbejdsgiver skal opsige dig eller måske lave en aftale om, at du kan blive i jobbet på færre timer.

Du er velkommen til at kontakte FOA Vest, hvis du har spørgsmål omkring seniorpension eller ansættelsesforhold/opsigelse, hvis du tilkendes pension.