Lone Poulsen th. er vejleder for Birgitte Jensen tv på akutmodtagelsen.

Lone må gerne forstyrre

Lone Poulsen er vejleder på Sydvestjysk Sygehus (akutmodtagelsen), og social og sundhedsassistent-elev Birgitte Jensen fortæller med stolthed i stemmen, at hun har Lone som vejleder.

Det hører ikke til de daglige begivenheder, at et medlem ringer til FOA Vest og roser en kollega i høje toner. Men det gjorde Birgitte, der er elev på Fælles akutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus (SVS), og vi skulle komme og snakke med Lone Poulsen, der er vejleder for Birgitte.

- Det jeg lærer af Lone, er jo det jeg kommer ud med som elev – Og det er ikke så lidt. Hun giver tryghed og tillid, fortæller Birgitte.

Selv understreger Lone, at hun har hele afdelingen bag sig i jobbet som vejleder, og det høje læringsmiljø på akutmodtagelsen gør, at det er et godt miljø at være vejleder i. Og læringen mellem vejleder og elev går begge veje, synes hun.

- Eleverne skal lære at koble teorien med praksis. De kommer med den nyeste teori, som jeg måske ikke er opdateret på, så jeg lærer også noget som vejleder, siger Lone Poulsen.

Hun forstyrrer

En af de ting som Birgitte er glad for ved Lone er, at hun ”forstyrrer.”

- Lone er altid klar til at lære fra sig – Hun spørger altid, hvordan er det nu lige med? Man kan næsten se på hende, at hun har et spørgsmål – på den måde er hun næsten krøbet ind i hovedet på mig, siger Birgitte.

Lone siger selv, at hun giver sig 100 procent som social- og sundhedsassistent og 120 procent som vejleder.

- Jeg kan godt gå og reflektere over dagen, når jeg kommer hjem fra arbejde, eller på gåturen tænke over, hvad jeg skal spørge om i morgen – Og så tænker jeg tit på, om Birgitte har bagt kage – hun er nemlig tidligere bager – Jo, det er blevet en livsstil at være vejleder, synes Lone.

Vejleder til fremtiden

Hun har fået vejlederuddannelsen på Social- og Sundhedsskolen, og hun har også en mentoruddannelse i bagagen, men det vigtigste for Lone er, at hun er med til at uddanne de kommende kolleger.

- Jeg vejleder, som jeg gerne vil have mine kommende kolleger skal være. Alle er jo forskellige, men vi er her alle sammen for patienterne. Jeg prøver at sætte Birgitte i patientens situation, så hun tænker ”hvad ville jeg blive glad for i den her situation og så handle derefter.

Og det er i den grad lykkedes for hende, synes Birgitte:

- Lone giver eleverne så meget, understreger hun.