Dagplejere får forhøjet skattefradrag
Folketinget har forhøjet dagplejernes fradrag fra 60 til 68 procent. Det gælder for hele 2023
I år er priserne kun gået én vej, og det er op. Det er blevet dyrere at være dansker. Nu har landets dagplejere fået en hjælpende hånd af folketingets partier i form af et forhøjet skattefradrag. Det er blevet forhøjet fra 60 til 68 procent.
Du kan læse mere om, hvad det betyder for dig her.
Udover, at det forhøjede fradrag giver mere i lønningsposen, så hæfter Heidi Bergholt Thomsen, der er formand i Pædagogisk Sektor i FOA Vest, sig ved den anerkendelse af dagplejernes situation, der ligger i det forhøjede fradrag.
- Fra centralt hold har FOA gjort en kæmpeindsats for at få et forhøjet fradrag til alle dagplejere - og nu er det så endeligt blevet vedtaget af Folketingets partier. Den anerkendelse er jeg super glad for, siger Heidi Bergholt Thomsen.
Hun sammenligner det med et isbjerg, hvor man også kun kan se toppen, der stikker op over havoverfladen, mens resten er skjult under havoverfladen.
- Hver eneste dag arbejder FOA - både fra centralt hold og i alle lokalafdelingerne - for at forbedre forholdene for vores medlemmer. Det er derfor, det er så vigtigt at være organiseret i en rigtig fagforening. For når vi er mange, der står sammen, så kan vi lettere påvirke de politiske beslutninger - og for eksempel få forhøjet skattefradraget, siger Heidi Bergholt Thomsen.
I FOA Vest arbejder vi i øjeblikket med et tema, vi kalder for "Fremtidens Dagpleje." på mandag 19. juni klokken 17.30 - 20.00 inviterer vi til temamøde om fremtidens dagpleje i vores lokaler i Frodesgade 125a. Birgit Stechmann og dagplejeleder Svend Besser kommer og holder oplæg. Du kan tilmelde dig på qr-koden.