Ja til overenskomsten og frygt for sparekniven
FOA anbefaler et ja til overenskomsten på det private område - Og så er der sorte skyer over det specialiserede socialområde.
Onsdag 12. april ved vi, om overenskomsten på det private arbejdsmarked bliver stemt igennem, eller om der udbryder storkonflikt. Længere nede i nyhedsbrevet, kan du læse, hvordan resultaterne ser ud på FOAs private overenskomster. Vi anbefaler et ja til overenskomsten. Og så ser vi spændt hen mod OK 24, hvor der også er store forventninger til en lønfremgang svarende til det, der er lagt frem på det private område. Vi har heller ikke glemt, at St. Bededag blev fjernet som helligdag fra 2024.
Regeringen har lagt et udspil frem for finansloven 2023. Som udspillet ser ud, vil der fortsat blive afsat midler til en opkvalificeringspulje til pædagogmedhjælperne, hvilket vi hilser meget velkommen.
Det ser også ud til, at der afsættes midler til at dække befolkningstilvæksten. Derfor er det nødvendigt, at regeringen forholder sig til inflationen og dermed de stigende udgifter for kommuner og regioner og kompenserer dem for prisstigningerne. Sker der ikke kompensation på dette område, kender vi alt for godt budgettilpasningerne, som så igen betyder besparelser på de enkelte velfærdsområder. Den helt store udfordring er det specialiserede social-område.
Området har været underfinansieret gennem lang tid, og bekymringen er, om de afsatte midler slår til, eller det vil betyde endnu større besparelser i de enkelte kommuner.
Netop nu er man i gang med dialogmøder om voksen-socialområdet i Esbjerg kommune. Budgettet hænger slet ikke sammen, og området har været underfinansieret gennem lang tid. Nu skal sparekniven så svinges med store konsekvenser for de udsatte borgere og personalet, hvor der er varslet massefyringer. Derfor har det så stor betydning, at også regeringen indser, at dette område er betydeligt underfinansieret.
Vi har netop holdt et vellykket arrangement - Fælles Faglig Dag – med 450 deltagere. Du kan se mange billeder fra dagen på vores facebookside og læse mere andet sted i nyhedsbrevet.
Jeg vil opfordre dig til at holde øje med hjemmeside og vores sociale medier, da vores medlemsarrangementer nogle gange udbydes med kort varsel
Med ønsket om en god påske til dig og din familie.