Pædagogisk Sektor i FOA Vestsjæelland arbejder for dagplejerne

I FOA Vestsjællands Pædagogiske Sektor har vi de seneste seks måneder haft et stærkt fokus på de resultater, som OK24-aftalen har bragt med sig, især i forhold til den nye dagplejeroverenskomst, der træder i kraft 1. april 2024.

Pædagogisk Sektor i FOA Vestsjælland arbejder for dagplejerne

I FOA Vestsjællands Pædagogiske Sektor har vi de seneste seks måneder haft et stærkt fokus på de resultater, som OK24-aftalen har bragt med sig, især i forhold til den nye dagplejeroverenskomst, der træder i kraft 1. april 2024. For første gang har vi rettet en intens opmærksomhed mod dagplejen, og en af grundene er, at 66,6 % af dagplejerne i vores område stemte nej til overenskomstforliget. Vi kan ikke ændre overenskomsten, men vi kan arbejde målrettet for en god overgang og implementering.

Vi har derfor afholdt virtuelle møder for dagplejerne og er i fuld gang med fysiske medlemsmøder i alle seks kommuner. På disse møder hører vi medlemmernes input, så vi kan bringe deres stemmer med til møder med kommunerne. Målet er at tilpasse forhåndsaftaler og arbejde hen imod nye lokalaftaler, der støtter den nye dagplejeroverenskomst.

Overenskomsten spiller også en vigtig rolle i projektet *Fremtidens Dagpleje*, som blev iværksat af FOA centralt for et par år siden. Den 29. oktober var vi værter for en drøftelse med dagtilbudsområdeledere, dagplejeledere, dagplejepædagoger og tillidsvalgte. Fokus var på, hvordan vi sammen kan sikre rekruttering af nye dagplejere, håndtere udfordringer omkring gæstepleje og styrke kompetenceudviklingen for dagplejerne. Målet er at sikre dagplejen som et unikt pædagogisk dagtilbud for fremtiden.


Arbejdet med arbejdsmiljø og uddannelse

Arbejdsmiljø har også været et centralt emne i vores arbejde det seneste halve år. På FOA Vestsjællands Facebookside kører vi en kampagne, der sætter fokus på arbejdsmiljø. Derudover har vi sendt inspirationskasser ud til dagtilbudsområdet, som indeholder dialogværktøjer, der kan hjælpe arbejdspladserne med at sætte arbejdsmiljø på dagsordenen.

Derudover har vi afholdt informationsaftener om pædagogisk assistentuddannelse, som er rettet mod erfarne dagplejere, pædagogmedhjælpere og omsorgsmedhjælpere. Et af møderne har allerede resulteret i, at 90 % af deltagerne nu er i gang eller snart begynder på uddannelsen.

 

Fokus på specialiserede indsatser og små faggrupper 

Fremover vil vi i sektoren også prioritere det specialiserede socialområde som en del af FOA's indsats *Sammen om Handicap*. Herudover vil vi sætte fokus på, hvordan vi kan styrke de små faggrupper inden for Pædagogisk Sektor, som dagplejepædagoger, dagplejeledere og pædagogiske konsulenter. Vi opfordrer medlemmer fra disse faggrupper til at komme med input til, hvad vi kan gøre for dem, og inviterer dem til sektorgeneralforsamlingen den 4. februar 2025. Overvej også at stille op til sektorbestyrelsen, så vi sammen kan styrke sektoren.

 

På vegne af formandskabet i Pædagogisk Sektor i FOA Vestsjælland  

René Strunch, sektorformand