Når pædagog Krestina Tang havde været i kontakt med en af de unge, som hun er kontaktperson for, skulle hun tidligere lave et journalnotat i Familiehuset Amagers dokumentationssystem.
Et eksempel på et journalnotat kunne være, at Krestina Tang blev ringet op af en ung, der fortalte, at hun havde misset bussen, og nu ikke vidste, hvordan hun kom i skole til tiden.
”Jeg ville typisk skrive, at jeg var blevet ringet op, og at hun virkede usikker og ked af det. Og så ville jeg beskrive, hvordan vi i fællesskab finder frem til en løsning. Det tager alligevel noget tid, for jeg skal logge på et bestemt system og gøre mig umage med at formulere sætninger, der indfanger det, som er sket,” siger Krestina Tang.
En byrde i arbejdet
I Familiehuset på Amager har de tidligere dokumenteret, hver gang de havde kontakt med en borger.
”Vi har skrevet journalnoter, evalueringer hver ottende uge, og vi har skrevet statusrapporter. Det er rigtig meget skriftligt arbejde,” siger afdelingsleder Susanne Tsoskunoglu.
Under en brainstorm på et personalemøde skrev medarbejderne de ting op, som, de kunne ønske sig, ikke var en del af arbejdet. Det blev startskuddet til en omlægning af arbejdspladsens dokumentation.
”Det er ikke lovpligtigt at skrive journalnotater i behandlingsforløb, og i stedet for at skrive de daglige og ugentlige journalnotater har vi rettet blikket mod at få udarbejdet nogle gode evalueringer sammen med borgerne, som beskriver, hvad der er sket, og hvordan der er arbejdet de seneste tolv uger,” siger Susanne Tsoskunoglu.
Erfaringerne med at fjerne journalnotaterne har været frisættende, er både pædagog Krestina Tang og afdelingsleder Susanne Tsoskunoglu enige om.
”Det er en byrde, at hver gang man har kontakt til en borger, så skal man hjem og journalisere det. Og én ting er, at det er meget tid at bruge foran computeren, men man er jo også optaget af at få det skrevet rigtigt, så det ikke kan misforstås, og borgeren kan se sig selv i det,” siger Susanne Tsoskunoglu.
Fik jeg det hele med?
Da Familiehuset Amager havde systemet, hvor de skulle notere hver gang, de havde været i kontakt med en borger, kunne Krestina Tang opleve, at hun blev i tvivl, om hun nu fik det hele med.
"Det var yderst sjældent, at nogen skulle se vores journalnotater. Nu kan jeg skrive en linje, hvis jeg har brug for at huske noget til evalueringen. Men jeg behøver ikke at journalisere det i et system og forholde mig til, om jeg har brugt den helt rette formulering,” siger Krestina Tang og tilføjer:
”Det er også en fordel for mig, at noter nu også kan være på en blok, så computeren ikke absolut skal tændes hver gang. Jeg har også ofte mine unge inde til en samtale, hvor vi bruger tavlen i rummet. Så kan jeg nu blot tage et billede, jeg så kan finde frem, når jeg skal skrive min evaluering,” siger hun.
Ikke lovpligtigt
Familiehuset har eksperimenteret med at fjerne journalnotaterne siden første februar.
Peter Vedel er familiebehandler. Han har forældregrupper i terapi, og en del af hans arbejde består i at ringe til forældrene og høre, hvordan det går med deres hjemmeopgaver.
”Før i tiden skulle jeg skrive forældrenes svar ned og journalisere det. Det gør jeg ikke på samme måde længere, og det er jeg superglad og tilfreds med. For det gør faktisk, at vi kan tale om nogle andre ting, og jeg får mere tid til kontakten med familierne, fordi jeg ikke også skal bruge tid på at skrive, hver gang jeg har været i kontakt med dem,” siger Peter Vedel.
Krestina Tang og Peter Vedel er enige om, at det stadig er vigtigt i deres arbejde at skrive ting ned, men fokus nu kan være et mere meningsfuldt sted.
”Det er rart for mig i mit arbejde at skrive evalueringer og statusser, fordi det samler. Tingene kan gå rigtigt stærkt, når man har mange familier. Der er meget at holde styr på, og det vigtigste er jo, at de får noget ud af det, og at de får noget med sig,” siger Peter Vedel.
Barnets perspektiv
Et andet skift i Familiehuset er, at dokumentationen i dag skrives direkte til børnene. Fagtermer bruges ikke længere, og forkortelser er også blevet forkastede. Korte og til tider daglige journalnotater gjorde det svært at beskrive barnet eller den unge så nuanceret, som de ønsker i Familiehuset.
”Nogle unge har fortalt os, at når de har læst deres sag, så har de følt sig som problembørn, og det, synes vi ikke, at der er nogen, der skal føle. Hvis man er urolig i skolen, så er det måske, fordi man prøver at give udtryk for noget på den måde, som man nu engang kan. Det giver en anden ro, når familiebehandleren skriver, at det er rigtig svært for dig at sidde stille i skolen, fordi du bruger så meget energi på at tænke over, om din mor har det godt derhjemme. Det var vanskeligt at skrive i de daglige journalnotater, fordi man skulle prøve at få det hele med, men også gøre det kort,” siger Susanne Tsoskunoglu.
Det er derfor hendes overbevisning, at sløjfning af journalnoter bidrager til, at dem, det hele handler om, bedre kan spejle sig i det, som bliver gengivet.
”Hvis man som 25-årig gerne vil finde ud af, hvad det var, der foregik, da man havde en sag i Socialforvaltningen, skal man kunne genkende sig selv i det, der er skrevet. Det skal ske i et værdigt sprog med konkrete oplevede eksempler og uden fagtermer, for det skal give mening for den unge, der læser det.”