LFS begræder ikke akademikernes farvel til Forhandlingsfællesskabet
Jan Hoby, næstformand i LFS, kalder Akademikernes exit fra Forhandlingsfællesskabet for ”en kærkommen gave.”
Tekst: Agnete Solvej Christiansen
De højest uddannede og de lavest uddannede kommer ikke til at stå sammen om krav ved OK26. Det står klart efter, at Akademikerne med deres 30 medlemsorganisationer har meddelt, at de forlader Forhandlingsfællesskabet.
”Akademikernes farvel til Forhandlingsfællesskabet er en kærkommen gave, for uden akademikerne bliver det lettere at rejse kronekravet ved OK26,” siger Jan Hoby, næstformand i LFS.
Det har været svært at blive enige i Forhandlingsfællesskabet. Skal vi have lønstigninger i kroner og ører eller procenter? Skal de lavestlønnede løftes mest, og skal de, der har haft hårdt fysisk arbejde, have ret til anden type pension end de, der først har ramt arbejdslivet langt senere og i øvrigt har mindre fysisk nedslidende jobs?
Det har der ikke kunne skabes enighed om inden for Forhandlingsfællesskabet. Akademikerne har eksempelvis meldt ud, at de ikke kommer til at støtte FOAs krav om at gå væk fra procentstigninger og støtte kronekravet.
Fælles fodslag uden dødvægt
Med akademikernes farvel bliver det nemmere at finde fælles fodslag i det fællesskab, der er tilbage, spår Jan Hoby.
”Akademikerne har været dødvægt, den slipper vi for nu. Resten af Forhandlingsfællesskabet skal nu rykke tættere sammen. Vi skal presse arbejdsgiverne og sige, at I kan lige vove på at begunstige Akademikerne. Deres lønandel skal være lavere nu, hvor de er trådt ud. Det er styrkeprøve, som vi skal vinde.”
Det er en yndet parole i fagbevægelsen, at enhed skaber styrke, og at sammen står vi stærkest. Derfor vil nogen mene, at det er svækkelse af fagbevægelsen, når Akademikerne vil forhandle på egen hånd. Den opfattelse deler Jan Hoby ikke – tvært i mod.
”Vi skulle have vist Akademikerne døren for længe siden. Det er kun godt, at de tager deres gode tøj og går selv.”
Skadelige modsætningsforhold
Jan Hoby peger på, at der er og altid har været nogle i boende modsætningskrav mellem Akademikerne og resten af Forhandlingsfællesskabet.
”Det arbejdsliv, de fastansatte akademikere har, er markant bedre end hovedparten af offentligt ansatte, og fagtoppen har i deres tid i Forhandlingsfællesskabet ikke været solidariske med andre end dem selv, de har kun været en del af fællesskabet, når det har gavnet dem selv 100 procent,” siger næstformand i LFS, Jan Hoby.