Områdeformand i Politiken: Der skal handling til, før vi kan komme pædagogmanglen til livs

De seneste uger har det været blandt de helt store emner, at der mangler pædagoger og pædagogisk faglærte. Det fylder mest i medierne, når det gælder børneområdet, men problemet findes også hos handicappede og samfundets udsatte. 

Det er godt, hvis et større fokus får ting til at ske, for selv om problemet har kunne forudses længe, har der ikke været handling – og det bør ske! 

Der er bare ikke nogen enkeltstående løsninger, og i debatten overses nuancerne, og at flere ting gensidigt må virke sammen. 

Jeg kan pege på tre overskrifter, som ville betyde noget. 

Den første handler om fagets værdi både for “den anden” og det fantastiske arbejdsliv, det byder dig. 

Jeg er selv pædagog og bærer den titel som et ridderslag. Jeg har næsten 20 års erfaring, hvoraf en stor del af dem er som ufaglært pædagogmedhjælper. Min livsdrøm var at være skuespiller. Det var en drøm, jeg faktisk investerede rigtigt meget i. Jeg blev ikke skuespiller, men pædagog. Jeg landede her, ikke fordi jeg først tog en uddannelse. Men fordi jeg fik et arbejde og derigennem fandt ud af, at det er fantastisk at arbejde med og for andre mennesker. Jeg oplevede, at jeg havde det rigtigt sjovt, og at de mennesker, jeg arbejdede med, var med på at gøre hverdagen sjov og meningsfuld. Jeg har lavet tonsvis af teater, cirkus, skovture, bål, racerløb, historieoplæsning og fortælling, spil, kaos, leg, ballade, eventyr, rollespil, slåskampe og alt muligt andet. Jeg er aldrig gået hjem og været træt af mit arbejde som pædagogisk medarbejder. 

Nej, alting er ikke nemt og ikke en dans på roser, og mange gange har også været en hård dag på kontoret. Jeg har ikke fortrudt, at min karriere gik mod pædagogland. Jeg ville ønske for mange flere mennesker, at de fik øjnene op for vores fantastiske fag. Hvor mange jurister møder egentlig mennesker 15 år efter, de har arbejdet med dem, der fortæller, at de stadig bliver husket og næsten har været omtalt som et familiemedlem derhjemme? 

Den dag, samfundet indser betydningen af vores fag, vil langt flere lokkes til. 

Løn og arbejdsvilkår er den næste overskrift. 

Man vælger ikke pædagogfaget for pengenes skyld. Det siger mange. Det er ikke helt rigtigt. Hvis ikke der kom løn, så var butikken hurtigt lukket. Vi kommer ikke udenom, at folk går på arbejde, for at deres liv udenom kan finansieres. Vi er nødt til at have en samfundsdebat med hinanden om, hvorfor så mange mennesker helst vil have jobs, hvor de rådgiver andre, i stedet for at være dem, der udfører det. Hvorfor kan det bedre betale sig i løn og arbejdsglæde at være dem længst væk fra det direkte arbejde? Hvorfor er det meget vigtigt, at professionsuddannelser skal åbne for nye karrieremuligheder, frem for at det skal være fedt at blive der, hvor det sker? 

Der er masser at sige om normeringer og den slags. Det er der mange, der gør, og derfor dvæler jeg ikke så meget ved det. Er det vigtigt? Ja! Jeg ved dog, at man kunne vinde meget ved at se på opgaver og forventninger fra arbejdsgiverne først. 

Uddannelse er min tredje overskrift.

Det er hævet over enhver tvivl, at pædagoguddannelsen skal være bedre og have flere undervisningstimer. Pædagoger har brug for at være meget dygtige til en række ting i deres livsvigtige arbejde. Vi har en massiv faglig krise på vej, og pædagoger skal vide mere. Det kalder ikke på mere forskning eller undersøgelser - men mere ind i hoved og hænder på nye som gamle pædagoger.

Efteruddannelse og videreuddannelse er vigtigt. Langt mere uddannelse skal sikre, at pædagogerne bliver ved med at trives sammen med børn og borgere. Vi skal bruge flere kræfter på at styrke praksis. Uddannelsen skal være mere konkret og med mindre akademisk analyse og distance. 

Når politikere og andre pludselig begynder at underkende uuddannede pædagogmedhjælpere og den pædagogiske assistentuddannelse, som der har været eksempler på i medierne på det seneste, så vender det sig i mig. Dels udstiller de deres åbenlyse uvidenhed om virkeligheden, og dels slår de lige nogen i oven hovedet på samme tid.

Som pædagog og som tidligere leder må jeg bare sige, at jeg har mødt uendeligt dygtige pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter. Jeg har også mødt dårlige pædagoger. Selvfølgelig har vi brug for så meget faglært arbejdskraft så muligt, og pædagogerne er rygraden. Selvfølgelig har vi brug for mange flere pædagoger. Men vi har sådan set også brug for pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere og dagplejere og alle gode kræfter! Både nu og langt ude i horisonten.