Det er beskeden fra Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og ikke mindst Sophie Løhdes Moderniseringsstyrelse til alle offentligt ansatte.
-
Arbejdsgivernes påstand om, at offentligt ansatte får for meget i løn sammenlignet med privatansatte. Den er usand og et udslag af ”kreativ” læsning af lønstatistikkerne og derfor helt urimelig.
-
Sophie Løhdes manglende vilje til at forhandle kutymeaftalte betalte spisepauser ind i overenskomsterne. Kravet er opstået, efter at vi har oplevet arbejdsgivernes manglende respekt for kutymeaftaler, og det er rejst på områder, hvor der i årevis har været betalt frokost. I virkeligheden er betalt frokost kun et udtryk for, at vi har ”fået lov” til at spise, mens vi arbejder. De betalte pauser betyder, at arbejdspladsen kan fungere, fordi vi står til rådighed og ikke må forlade arbejdsstedet.
-
KL’s og Moderniseringsstyrelsens manglende vilje til sammen med organisationerne på undervisningsområdet at finde en overenskomstaftalt løsning om arbejdstiden. Modsat alle andres regler om arbejdstid reguleres læreres og underviseres arbejdstid i dag ved lov – Lov 409. Det er et alvorligt brud på den danske model, som skal lappes.
-
KL’s angreb på aftalerne om seniordage. KL vil ændre ordningerne, så alle først har ret til seniordage fra fem år før folkepensionsalderen. Med den stigende pensionsalder betyder det, at de, der fylder 55 i år, først vil få ret til seniordage, når de har rundet 63 år. Det står i skærende kontrast til kravet om, at vi alle skal blive længere tid på arbejdsmarkedet, og ønsker om forebyggelse af nedslidning.
-
KL’s krav om direkte lønnedgang for de pædagogiske assistenter og deres argumentation om, at pædagogiske assistenter mange steder laver samme arbejde som de ufaglærte pædagogmedhjælpere. Vi vil ikke acceptere, at vi og vores kolleger skal sættes ned i løn på grund af dårlig ledelse. Kommunerne skal i stedet sikre, at deres ledere sætter alle kompetencer i spil i landets daginstitutioner – også når de ansatte er pædagogiske håndværkere med en erhvervsuddannelse på knap to et halvt år.
Ordentligheden er for længst gået fløjten. Principper som løn uden grænser hersker i overmål for politikere og kommunale chefer, som rask væk tildeler sig selv og hinanden lønforhøjelser på op til mere en 15 %. Lønforhøjelser så store, at de svarer til den samlede årsløn for én af os.
Og nu – når vi ikke bare makker ret – følges de 5 flade op af 10 kolde tæer bagi, hvor vi kommer til at betale for arbejdsgivernes lockout – en straffeekspedition helt ude af proportioner.
Kampen er ulige, men tvingende nødvendig. Vi står fast! GOD KAMP