• Læs op
• Udskriv

Af Anne Guldager

Uden for ligger smoggen tungt over en råkold, fugtig vinterdag, men ikke tungt nok til at kunne kvæle lyden af den konstante susen fra bilerne på Lyngbyvejen. Inden for dominerer lyden af det grønlandske sprog, og det dufter af suaasat, en suppe med fisk og fugl.

Vi er på besøg i Omøgade på Ydre Østerbro, hvor Det Grønlandske Patienthjem, drevet af det grønlandske sundhedsvæsen, ligger som et lille stykke af Grønland midt i den københavnske myldretid.

Her møder vi social- og sundhedsassistenterne Henrik Sand, Marianne Petersen og Kista Kuitse og social- og sundhedshjælper Johanne Petersen.

Sproget hjælper

”Man behøver ikke at kunne sproget for at arbejde her, men det hjælper”, siger Henrik Sand, der foruden at være fast aftenvagt også er tillidsrepræsentant.

Han kom hertil i 2010 efter at have arbejdet 12 år i Grønland og forstår det meste, men dog langt fra på samme niveau som Kista Kuitse og Johanne Wille Petersen, der er fra henholdsvis Øst- og Vestgrønland.

Kun Marianne Frydling Petersen ”kom ind fra gaden”, som hun siger. Det er 14 år siden, men hun kan stadig huske, hvordan det var at skille sig ud som en af de meget få på stedet uden relationer til Grønland og uden at kunne sproget.

Et kulturchok, men ikke noget at regne for det, som mange af patienthjemmets beboere oplever, når de lander i København uden nogensinde før at have været uden for Grønland.

”Vi har haft beboere her, som aldrig havde prøvet at køre i en elevator”, fortæller Henrik Sand.

Boede her i 20 år

Beboerne er patienter fra Grønland - og deres ledsagere - der er i Danmark for at modtage hospitalsbehandling.

De bor på hjemmet eksempelvis i forbindelse med udredningen og frem til en eventuel operation. Eller i forbindelse med en ambulant behandling, de ikke kan modtage i Grønland.

Hvilke diagnoser, der er tale om, svinger meget, afhængigt af hvilke specialister landshospitalet Dronning Ingrids Hospital i Nuuk aktuelt måtte råde over.

”Vi kan også mærke, om for eksempel øjenlægen lige har været på tur rundt mellem bygderne, for så modtager vi pludselig flere, der skal ind og opereres for grå stær”, siger Henrik Sand.

Med 57 sengepladser og mulighed for gratis opredning til ledsagere, er der en heftig trafik ud og ind af huset. Mange af beboerne besøger kun patienthjemmet i forbindelse med en enkelt indlæggelse, men ved længerevarende sygdomme kan de samme patienter dukke op igen og igen.

Og så er der dem, der er tvunget til at slå sig ned mere eller mindre permanent på grund af en kronisk lidelse, der kræver en behandling, der ikke er tilgængelig i Grønland som eksempelvis hæmo-dialyse-behandling.

”En enkelt patient nåede faktisk at bo her i 20 år”, fortæller Marianne Frydling Petersen.

Isbjørn i fryseren

Receptionen er døgnbemandet, og stedet minder på mange måder om en blanding af et hotel og et mini-sygehus, men det er et hjem, fastslår Henrik Sand.

”Med 23.000 overnatninger om året og med ofte meget syge mennesker blandt beboerne, er der grænser for hvor meget vi kan få det til at ligne et hjem. Man kan ikke have sine egne møbler med, og vi kan selvfølgelig heller ikke have en hund, men vi prøver at gøre det hjemligt på andre måder”.

Det betyder eksempelvis, at der ofte afholdes sangaftner, da sang er en meget stærk tradition i Grønland. I aktivitetsrummet arbejdes der med perler ligesom hjemme i Grønland, og også maden har en væsentlig betydning, når man skal skabe et hjem så langt væk hjemmefra.

Et ophold på Det grønlandske Patienthjem er med fuld forplejning, men i Grønland tager man ikke bare på lange rejser uden proviant. Derfor er beboernes frysere i kælderen fyldt – ifølge Henrik Sand blandt andet med isbjørn og tørret torsk.

Tilberedningen kan foregå i fælleskøkkenerne, der er på hver etage, eller hvis man bor i en af de fire lejligheder, i eget køkken, men de fleste måltider indtages samlet i spisesalen, hvor køkkenet serverer varm mad om aftenen for at få hverdagen til at ligne en normal hverdag så meget som muligt, og der serveres en blanding af dansk og grønlandsk mad.

Savner udsigten

Men selv den bedste rensdyrsteg kan ikke kompensere for det, der går tabt på den over 3.000 kilometer lange rejse.

”De, der kommer fra de små bygder, har det sværest. De er vant til at have udsigt”, siger Kista Kuitse, så man forstår, at udsigt i dette tilfælde ikke blot er det, man ser, når man kigger ud af vinduet, men også en følelse.

”Lige pludselig har de ikke den frihed, de er vant til. Hvis man kommer fra en tilværelse som fanger, kan det være meget svært at skulle underlægge sig nogle rutiner, tidspunkter og regelsæt. Det er svært at forholde sig til, at bussen kører til Rigshospitalet på et bestemt tidspunkt, hvis det eneste, man før har skullet underlægge sig, er vejret”, siger Henrik Sand.

Sundhedsvæsen i kravleafstand

Marianne Frydling Petersen fortæller om mandlig beboer. ”Til at begynde med kravlede han nærmest langs panelerne og var rædselsslagen, indtil der efter et par dage dukkede en op fra samme bygd. Det viste sig at være en bygd med kun 35 indbyggere, og den bange mand aldrig været uden for bygden før”.

Pointen bliver understreget, da det banker på døren og en beboer stikker hovedet ind for at udtrykke sin bekymring for en forestående taxatur til Glostrup.

Trods det grønlandske sundhedsvæsens mangler, har det en kvalitet, det danske ikke har på samme måde, nemlig nærhed, uddyber Henrik Sand.

”Hvis man er fra Lolland, er man vant til at skulle afsætte en dag, hvis man skal til behandling på et sygehus. I Grønland er der er lokale sygeplejestationer i de fleste bygder, der kan behandle det meste, og telemedicin er meget udbredt. Det betyder, at indbyggerne i Grønland er vant til at have sundhedsvæsnet i gåafstand eller faktisk kravleafstand, så de føler sig enormt begrænset, når det pludselig er et fuldtidsjob at være syg”.

Nærmeste pårørende

Af formålsbeskrivelsen fremgår, at stedet blandt andet skal ”sikre at patienterne får ”den nødvendige observation og pleje, både fysisk, psykisk og socialt”.

At være social- og sundhedsmedarbejder på Det grønlandske Patienthjem handler derfor lige så meget om at hjælpe med at forstå den nye fremmede virkelighed og afhjælpe familiære afsavn som at hjælpe med at behandle et sår eller skifte en seng.

”Når man arbejder med meget syge mennesker, er der nogle af dem, der dør under opholdet”, siger Henrik Sand. ”Det sætter et spor, hvis det er mennesker, man har lært at kende gennem måske flere år”.

Patienterne kommer tæt på, og derfor er der også regelmæssig obligatorisk supervision.

”Beboerne bruger os rigtig meget. Når man er alvorligt syg og langt væk hjemmefra, har man brug for andre mennesker”, supplerer Kista Kuitse og nikker bekræftende til, at man som medarbejder for en beboer på det lille stykke Grønland på Østerbro næsten kan opleve at få status af nærmeste pårørende.

 - 0 -

Fakta:

Det grønlandske Patienthjem råder over 53 enkeltværelser og 4 lejligheder, alle med mulighed for opredning til ledsagere.

I 2016 blev det til 23.672 overnatninger, svarende til dagligt 65 overnattende beboere. Heraf 51 patienter og 14 ledsagere. Herudover var der 966 overnatninger på hotel, svarende til 3 patienter/ledsagere pr. dag.