• Læs op
• Udskriv

Fortalt til Anne Guldager

"Jeg har altid arbejdet. På fuld tid. Jeg boede på landet på Fyn og havde mange søskende, og vi flyttede alle sammen hjemmefra og begyndte at arbejde, da vi var 14 år. Det gjorde man på landet dengang.

Jeg arbejdede først hos en bager, så hos en skibshandler, og da jeg var 17 år, fik jeg job på et plejehjem. Min familie spurgte, hvorfor jeg ikke uddannede mig til plejer på Statshospitalet i Middelfart, men jeg skulle i hvert fald ikke være i psykiatrien!

Men det kom jeg. Jeg flyttede til København, blev sygehjælper, og startede i psykiatrien, så snart jeg var færdiguddannet. Jeg mødte op om mandagen og blev låst ind på den lukkede afdeling uden nogen som helst form for introduktion. Jeg vidste intet om psykiatri. De fire af patienterne var indlagt til mentalundersøgelse fra Vestre Fængsel, men jeg var ikke bange. Heller ikke når de smed rundt med håndvaskene. I den alder tror man jo, at man er usårlig. Og jeg har heller aldrig været udsat for noget.

Egentlig skulle man jo være plejer for at være i psykiatrien, men først efter 23 år som sygehjælper gik den ikke længere. Jeg ville helst have ventet på sosu-uddannelsen, men blev tvunget med på det allersidste hold på plejeruddannelsen. Så et halvt år efter jeg var færdig, kom de og spurgte, om jeg ikke ville have assistenten. Så sagde jeg, “nej, nu stopper det”.

Nu skal det hele være sygeplejersker og behandlersygeplejersker. Jeg har elsket mit arbejde og følt mig forkælet, men det er ikke det samme længere. Jeg tror, at mange af min kolleger føler, at vi som sosu’er er på tålt ophold i psykiatrien, især i det akutte. Vi kan ikke være der, hvis vi ikke kan tage blodprøver og EKG, og det må vi ikke lære. ‘Det kommer oppefra’, siger lederne altid, når man spørger. Jeg ved ikke, om det er fra Vorherre, de mener.

Jeg har været på psykiatrisk skadestue siden 1976, hvor jeg var med til at åbne den. For nogle år siden, blev jeg varslet, at jeg skulle flyttes til arbejde på den lukkede afdeling, men da sagde jeg, at så ville jeg stoppe. Det var for sent med sådan et skifte, når jeg var på vej mod 70 år, syntes jeg. Så lavede vi en aftale, om at jeg kunne blive i skadestuen tiden ud.

Det er tid nu. Jeg har ventet, til jeg følte mig klar til at stoppe. Men jeg har ingen planer for, hvad jeg så skal lave. Jeg har levet efter planer hele mit liv.

Der er nogle patienter, jeg har lovet, at jeg vil blive ved med at ringe til. Patienter, jeg har lært at kende gennem mange mange år - dem slipper man ikke bare. Men jeg har sagt til de unge, at de kan ikke bare gøre det med patienterne, som jeg gør - man skal kende dem rigtig, rigtig godt. Det er der ikke rigtig tid til mere.

Jeg meldte mig i fagforeningen, da jeg startede som elev. Dengang hed den Sygehjælperne i Storkøbenhavn. Min far var socialdemokrat, og han har altid fortalt os, at man skulle være med i en fagforening. Det har jeg også sagt til mit barnebarn på 18, der skal til at starte på sosu-uddannelsen. Han skal melde sig ind, lige så snart han begynder på skolen.

Jeg har engang hørt en kollega sige, “fagforeningen har aldrig gjort noget for mig” - så spurgte jeg “hvad har du bedt den om?”.

Jeg har aldrig selv haft brug for fagforeningen, men det har givet en tryghed at vide, at den var der. Jeg havde en kollega, der blev slået ned. Han kom aldrig tilbage på arbejde igen. Hvis ikke fagforeningen havde været der og hjulpet ham med at få styr på det hele, også økonomien, så ved jeg ikke, hvor den familie havde været i dag. Jeg tænker altid på det, når jeg læser i bladet om dem, der bliver hjulpet. Det er synd, at de, der ikke er medlemmer, ikke læser bladet. De forstår jo ikke alvoren.

Hvis jeg skal komme med de vigtigste grunde til at være i fagforeningen, vil jeg først og fremmest sige solidariteten. Det er også det, jeg har sagt til mit barnebarn: “Du skal vide, hvordan min far har kæmpet for det, vi har i dag”.

Hvis man ikke står sammen, er det arbejdsgiveren, der er stærkest.

Der er i det hele taget mange gode grunde til at være i fagforeningen - ellers havde jeg nok også meldt mig ud for mange år siden".