Otte måneder uden indtægt

Judith Tugsen måtte have hjælp fra fagforeningen, da kommunen stoppede hendes sygedagpenge.

Af Anne Guldager

Judith Tugsen har smerter, mange smerter. Nogle dage er værre end andre, men ingen dage er gode, og når det er værst kan hun ikke engang klare at lave morgenmad til sig selv, men må trække på hjælp og ikke mindst tålmodighed fra mand og børn.

Samme tålmodighed har Judith Tugsen ikke altid mødt i sin hjemkommune. Her betød en afgørelse, der siden er blevet underkendt, at hun i otte måneder stod uden indtægt og måtte have hjælp fra en socialrådgiver i fagforeningen for at få råbt kommunen op og få de penge, hun havde krav på med tilbagevirkende kraft.

Tilbage til start

Judith Tugsens historie begynder i Elfenbenskysten i Vestafrika. Elfenbenskysten er længe siden, men lige så langt Judith kan huske tilbage har hun haft smerter. Smerterne var der, da hun var barn, og de er med, da hun kommer til Danmark som 17-årig i 1984.

Fire børnefødsler gør det ikke bedre, men alligevel lykkes det i 1997 at gennemføre en uddannelse til social- og sundhedshjælper og bestride jobbet i syv år i Valby hjemmepleje. Men efter en sygemelding, der varer et helt år, fordi ryggen ikke vil mere, bliver hun tilkendt revalidering og går i gang med en kontoruddannelse.

Kontoruddannelsen trækker ud, fordi smerterne spænder ben, og Judith Tugsen indimellem må sygemeldes, men hun bider tænderne sammen og gennemfører.

”Jeg blev færdig i maj 2008, men så kom finanskrisen, og så der var ikke nogen job”, fortæller Judith, der dermed er slået tilbage til start og nu også ryger ind i en depression.

Det ene løntilskud-job følger det andet, uden at det fører til et fast arbejde, og da Judith til sidst er tæt på at ryge ud af dagpengesystemet, begynder hun på uddannelsen til social- og sundhedsassistent.

”Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg var jo nødt til at have et job”, forklarer hun.

Får endelig en diagnose

Men smerterne resulterer i sygemelding i forbindelse med både den anden og den tredje praktik, så Judith Tugsen til sidst opsiges fra sin uddannelsesaftale.

Først herefter får Judith sat navn på sin følgesvend, da en reumatolog diagnosticerer hende med fibromyalgi.

”Han så på mig og sagde ”Du har det ikke godt”. Endelig …”, siger Judith Tugsen, der oplever det at få sat navn på diagnosen som en lettelse.

Men hun får et nyt slag, da hun får brev fra kommunen, der raskmelder hende og stopper hendes sygedagpenge pr. 1. januar 2017. Bare sådan.

”Heldigvis var jeg medlem af fagforeningen, ellers ville det jo have været en katastrofe for mig”, mener hun.

En socialrådgiver i FOA Social- og Sundhedsafdelingen anker sagen, og Judith Tugsen tror, at det har haft betydning for udfaldet, at hun ikke har skullet klare anken selv.

”Det er vigtigt ikke at give op, og jeg ville nok have anket under alle omstændigheder, også hvis jeg ikke havde haft fagforeningen. Men jeg er sikker på, at sandsynligheden for afslag havde været større. Jeg er virkelig glad for at jeg tog mig sammen og kontaktede fagforeningen dengang”.

Uden indtægt i 8 måneder

Mens Judith Tugsen venter på svar fra Ankestyrelsen, har hun ingen indtægt. Kontanthjælp er ikke en mulighed på grund af mandens indkomst, og tankerne om, at familien med to hjemmeboende børn kan blive nødt til at flytte og sælge rækkehuset i Ishøj, holder hende vågen om natten.

Men endelig efter 8 måneder kommer svaret. Judith Tugsen skal ikke raskmeldes, men have et ressourceforløb, og de otte måneders manglende sygedagpenge skal efterbetales.

”Den 6. juli blev vores yngste datter sygeplejerske, den 7. juli kom brevet fra Ankestyrelsen, og dagen efter blev vores datter gift. Det var en god uge”, husker hun.

Gode uger er der ikke mange af, men der er dage, der er mindre dårlige end andre, og Judith Tugsen tror på, at det nok skal blive bedre.

Hun er på venteliste til et forløb på en smerteklinik, og hun har en sagsbehandler, der efter Ankestyrelsens afgørelse ”ikke længere bare vil have mig til at tie stille og søge et job”, som hun siger.

Drømmen er et piccolinejob nogle timer om ugen, med lette praktiske opgaver og med plads til de nødvendige pauser, der kan holde smerterne i ro.

Hvordan det hele ender, ved Judith Tugsen ikke, men hun er glad for også at kunne trække på fagforeningen til jobafklaringsmøderne med kommunen.

”Det er en lettelse at have en, der kan tale min sag. Det er som om, jeg selv blokerer, når jeg sidder der, så jeg først ved, når jeg kommer hjem, hvad jeg skulle have sagt”.