• Læs op
• Udskriv

Fortalt til Anne Guldager

Jeg blev valgt som arbejdsmiljørepræsentant (AMR) for to år siden, simpelthen på grund af min store interesse. Jeg går frygtelig meget op i arbejdsmiljø. Jeg har været forflytningsvejler alle de steder, jeg har været ansat, og jeg meldte mig med det samme, da min kollega stoppede som AMR. Forflytning er en stor passion, og det giver rigtig god mening, at AMR og forflytningsvejler er en og samme person, så man har et overblik over den del af det fysiske arbejdsmiljø.

Men det er især det psykiske arbejdsmiljø, jeg bruger min AMR-tid på. Jeg har arbejdet så meget med det fysiske, at det var det psykiske arbejdsmiljø, jeg skulle udfordre, men det er også det, der fylder mest for kollegerne i det daglige. Jeg har gennemført en række apv’er for at finde ud af, hvor det haltede, og de viste, at vi efter en travl periode især havde brug for at blive bedre til at hjælpe hinanden, hvis vi skulle øge trivslen.

Jeg synes, det har hjulpet. Hver morgen når vi mødes, så slutter vi af med at minde hinanden om, at man ringer til kollegerne i teamet og hører, om der er noget, man kan hjælpe med, når man selv er færdig med morgenplejen. Følelsen af at vi løfter sammen er blevet styrket. Det kan godt være, at det forsinker pausen for de hurtige, men det opvejes af, at pausen kan holdes i en god stemning, hvor alle er glade, og ingen sidder med en følelse af uretfærdighed.

Jeg prøver generelt at være en god kollega. Når jeg tager AMR-kasketten på, er det især i forbindelse med indførelsen af nye procedurer. Så prøver jeg at ”sælge varen” på en god måde. Som AMR skal jeg være foregangsmand på, at det nok skal gå, selvom noget måske ikke fra starten lyder som den bedste ide.

Jeg gør, hvad jeg kan for at være en synlig AMR, og mine kolleger ved godt, at det er mig, der er den. Jeg sørger for at melde tilbage på et personalemøde, når jeg har været afsted på konference, så alle får glæde af det, jeg har lært, og så de ved, hvad jeg bruger min tid på.

Jeg synes, jeg har gode vilkår. Jeg har bedt om at få en dag om måneden til AMR-arbejdet plus efter behov, og det fungerer fint. Den månedlige dag bruger jeg for eksempel til at gennemføre APV’er i forbindelse med ny-indflytninger eller på at lave opslag som dem, der i øjeblikket hænger på personaletoilettet om vigtigheden af at holde pauser. Det er som om, at inden for vores felt føler vi aldrig, at vi har tid til at holde pauser – også selvom vi skemalægger dem.

Men i det store og hele, synes jeg, at vi har et godt arbejdsmiljø her på stedet. Her er nogle, der har været her i mange år, og som kan huske, da vi ikke var så mange og derfor meget tætte. De bærer den ånd med sig og giver den videre, når der kommer nye. Og så har vi en centerleder, der går meget op i arbejdsmiljøet, og som anerkender vigtigheden af et godt socialt fællesskab. Her bliver gjort meget for, at personalet kender hinanden på kryds og tværs.

Jeg tænker, at jeg vil fortsætte som AMR på ubestemt tid! Jeg bliver ved med at brænde for et godt arbejdsmiljø, og jeg er ikke bange for at kæmpe for det og sige til, hvis noget ikke er, som det skal være.