• Læs op
• Udskriv

”Hvordan går det derhjemme”? Det var det spørgsmål, Pernille Frisch blev mødt med, da hun opsøgte kommunens daværende ældrecenterchef for at fortælle, hvordan situationen på arbejdspladsen pressede både hende og hendes kolleger.

Siden er ældrechefen blevet fyret, mange af kollegerne er flygtet, og Pernille Frisch selv har været sygemeldt med stress.

I dag er hun tilbage på fuld tid, men hun kan stadig blive rasende ved tanken om ældrechefens spørgsmål, ”for det var mit arbejde, der gjorde mig syg”, erklærer hun.

Byggede pyramiden fra spidsen

Social- og sundhedsassistent Pernille Frisch er ansat på et kommunalt ældrecenter. På grund af en dårlig skulder arbejder hun ikke i plejen, men som planlægger, og derudover er hun lokal tillidsrepræsentant og også fællestillidsrepræsentant.

Da kommunen for få år siden besluttede, at Pernille Frisch’ arbejdsplads skulle skifte fra somatisk plejehjem til ”demensfyrtårn”, så hun med det samme advarselslamperne blinke.

”Det var en beslutning i kommunalbestyrelsen. Den kom ikke i MED-udvalget, vi fik det bare trukket ned over hovedet. Vi fik en masse penge til nye møbler og folie på dørene, og så begyndte man at flytte alle dem ind, der kravlede på væggene. Men uden hverken at uddanne os til opgaven eller ændre normeringen. Jeg sagde alle steder, at man havde bygget pyramiden fra spidsen, og at den ville vælte, men ingen lyttede”.

Resultatet blev, at Pernille Frisch’ kolleger ikke følte, at de kunne levere et ordentligt stykke arbejde inden for de givne rammer, og mange søgte derfor væk.

”Der var masseflugt. Da der ikke var nogen assistenter tilbage, fik jeg besked på, at så måtte jeg ud på afdelingen. Oveni i mit arbejde som planlægger”.

Pernille Frisch forsøgte at forklare sin daværende leder, at det var for meget, men lederen var lige så presset og kunne ikke se andre løsninger.

Du skal gå hjem

”Jeg fik det dårligere og dårligere. Nogle dage gik jeg i seng kl. 19, og jeg kunne ikke engang holde børnebørnene ud. Jeg snerrede af alt og alle og havde hjertebanken og svedeture. Jeg vidste godt, at jeg havde brug for hjælp, og vi talte også om det, men så længe de ikke fjernede nogle af mine arbejdsopgaver, blev presset ved med at være der”.

En dag sad Pernille Frisch og arbejdede ved pc’en, mens tårerne løb, og først da en kollega kom ind og sagde ”du skal ikke være her, du skal gå hjem og melde dig syg, gik det op for hende, at det var det, hun var - syg.

”Så skrev jeg en seddel og lagde på lederens bord, ’jeg er gået hjem, og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer igen’.

Kan ramme alle

Efter 6 uger kunne Pernille Frisch så småt vende tilbage igen. Hun forsøgte først med et par timer tre dage om ugen, men det blev for meget og måtte skæres ned til to dage pr. uge, og først efter 16 uger var hun oppe på fuld tid.

Til gengæld er den kollega, der sendte hende hjem, nu også selv bukket under.

”Stress kan ramme alle. Man tror ikke, det kan ske for en selv. Men det kan det, og vi er nødt til at være åbne om det. Mit bedste råd til andre er at tage det alvorligt, når man kan mærke, at det er ved at være galt. Det er ok at have travlt, men hvis man får fysiske symptomer, skal man bede om hjælp”.

Selvom Pernille Frisch havde forsøgt at sige fra, var hun ikke tydelig nok i sit råb om hjælp, erkender hun.

”Jeg ville ikke se mig selv som svag og troede nok også, at jeg var uundværlig. Da jeg gik hjem, sad jeg derhjemme og havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke var på arbejde. Det kan man ikke blive rask af, og det var først, da jeg begyndte at kunne sige ’de kan rende mig’, at jeg begyndte at få det bedre”.

Læs også Sille Solgaard Christensens beretning om, hvordan arbejdet gjorde hende syg