• Læs op
• Udskriv

Fortalt til Anne Guldager

Jeg blev tillidsrepræsentant, fordi jeg synes, at det faglige arbejde er vigtigt. Kun hvis der er et stærkt sammenhold på arbejdspladsen, kan vi udfordre ledelsen, hvis der er noget, som vi på gulvet mener, der bør være anderledes.

Jeg er opdraget med en stærk retfærdighedsfølelse, og min morfar var fagforeningsmand. Jeg havde en folkeskolelærer, der syntes, jeg blandede mig lidt for meget i hans undervisning, og som derfor foreslog, at jeg gik et andet sted hen med mit engagement. Så blev jeg politisk aktiv i Socialdemokratiet. Jeg har også siddet i byrådet i Gladsaxe, men er stoppet, så jeg kan koncentrere mig om at være tillidsrepræsentant.

Jeg tror, at min ledelse mener, at jeg blander mig tilpas meget. De har forståelse for, at når man er kollegernes repræsentant, så er de oplevelser, man tager med ind til møderne, den opfattelse, der er på gulvet.

Jeg er tillidsrepræsentant for mange, der er meget ældre end mig, men det har jeg ikke oplevet problemer med. Hvis man viser, at man kan være der for folk for eksempel i forbindelse med en sygefraværssamtale, og de føler sig lyttet til, og at man kan tale på deres vegne, når de ikke selv kan, så betyder alderen ikke noget.

Det bedste ved at være tillidsrepræsentant er, når ens kolleger giver udtryk for, at de føler sig godt repræsenteret. Det værste er selvfølgelig, hvis en kollega bliver opsagt. Men det er bedre, at der står en ved siden af kollegaen, end at hun står der alene i den situation. Man håber i hvert fald, at man har gjort en forskel.

Mit engagement i FOA rækker længere end min egen arbejdsplads. Jeg var delegeret til kongressen, hvor vi valgte ny forbundsformand. Forbundshuset er langt væk, men jeg kan se, hvor vigtig Dennis Kristensen har været for identiteten. Jo mere, man føler sig repræsenteret, jo tryggere er man.

Overenskomstforløbet gav os en stor styrkelse af sammenholdet og har gjort fagforeningen synlig for mange. Vi har fået talt om ting, vi ikke plejer. Om hvorfor principperne har været vigtige, selvom det ikke var mange penge. Og om, at hvis man ikke havde taget kampen, ville gabet mellem offentligt og privatansat bare vokse og vokse. Vi tog den, og vi vandt. Ikke bare pengene, men først og fremmest befolkningens opbakning og respekt.