Leder: Det daglige nødberedskab

I marts måned blev der som en del af overenskomstfornyelsen udsendt konfliktvarsler.

Fagforeningen udsendte strejkevarsler i både kommuner og region, og Region Hovedstaden sendte lockoutvarsler på hospitalerne.

Da vi jo på grund af vores arbejdes karakter ikke bare kan lukke og slukke, låse døren og gå hjem, gik arbejdet med at lave nødberedskabsaftaler i gang. Et arbejde, der på mange måder blev en øjenåbner.

I en kommune var hjemmeplejen hele døgnet udvalgt til strejke. Normalt er der lidt mere end 100 ansatte i aftenvagten, men med fem ubesatte stillinger og fem langtidssyge, var driften hver aften afhængig af vikarer og timelønnede og af, at faste tog ekstravagter.

Dertil kom at vi ikke forsvarligt kunne fjerne opgaver fra aftenvagten, for der var ikke nogen som helst af de opgaver, der blev udført i aftenvagten til hverdag, der var udover det, der ville indgå i et nødberedskab.

I et nødberedskab holder man ikke restferie, man afspadserer ikke helligdage og man holder ikke omsorgsdage. Det betyder at virkelighedens april måned i aftenvagten så endnu værre ud, end vores nødberedskabsaftale gjorde.

Er det så en enlig svale?

Nej. Vi måtte undtage rigtig mange aften- og nattevagter fra konflikten, og på hospitalerne måtte vi undtage en meget stor del af de medicinske og akutte afdelinger af fuldstændig de samme grunde. Ingen opgaver kunne fjernes, og der var reelt ikke ansat fast personale nok til at få den almindelige hverdag til at fungere.

Er det et hovedstadsproblem?

Nej. Meldingerne fra vores kolleger flere steder i landet er de samme. Masser af arbejdspladser med social- og sundhedspersonale måtte undtages fra konflikten.

Det kan ikke undgå at have betydning for kvaliteten af både pleje og arbejdsmiljø, at det, vi tilbyder patienter og borgere til hverdag ikke engang kan opfylde kriterierne for et nødberedskab.