• Læs op
• Udskriv

Af Anne Guldager

Trine Krak bliver altid lidt urolig, når der er tomme bygninger på Sundholm på Amager. Ikke kun på grund af den evige bekymring for, at de over 100 år gamle, charmerende bygninger, der gennem tiden har givet socialt udsatte tag over hovedet, bliver erstattet af dyre ejerboliger.

Trine Krak får også uro i kroppen ved synet af en tom bygning, fordi hun ikke kan lade være med at tænke på, hvad den kan bruges til. Selvom hun er leder af hele tre botilbud og indimellem oveni har været konstitueret leder andre steder i kommunen, kan hun nemlig ikke lade være med at se nye muligheder.

Vil lede det hele

Egentlig ville Trine Krak vist have været jordemoder. Men i stedet blev hun social- og sundhedsassistent og fandt som helt nyuddannet over en lille bitte annonce fra Sygeafdelingen på Sundholm i Amagerbladet.

”Jeg vidste bare, at det job ville jeg have”, fortæller hun.

For ikke at falde igennem som den spirrevip, hun er, iklædte Trine Krak sig sin kærestes tøj til jobsamtalen og lod makeuppen blive hjemme, så ingen skulle være i tvivl om, at her var en, der sagtens kunne hamle op med de mest solide ansøgere og de hårdkogte brugere af Sundholm.

”Den daværende personaleleder, spurgte mig lidt kækt, hvorfor de lige skulle vælge mig, og jeg kan huske, at jeg satsede og svarede lige så kækt retur, at det skulle de, fordi jeg en dag ville komme til at lede det hele”.

Trine Krak fik ret, eller næsten ret. Efter et par år som mening medarbejder på sygeafdelingen lukkede denne, og tilbage var blot en lille demensenhed, hvor Trine Krak sammen med en kollega fik den uformelle ledelse. Efterhånden blev tilbuddet til syge mennesker med misbrug af alkohol eller stoffer udvidet med etablering af først Plejekollektivet siden Fristedet, og de tre tilbud er i dag samlet i én organisatorisk enhed, kaldet Sundholm Pleje, under Trine Kraks ledelse.

Ikke faglig spydspids

Som leder for hele butikken er Trine Krak også leder for sygeplejersker og akademikere, men det ser hverken hun eller de som et problem.

”Hvis man tager sin ledelse på sig, er det ikke et problem at lede nogen som helst faggrupper. Mine medarbejdere vil ledes af en leder, ikke af en sosu-assistent. Jeg ville efterhånden nødig være patient med mig som sosu-assistent, og jeg kan ikke være faglig spydspids for nogen, men jeg har nogle ledelsesmæssige uddannelser og værdier samt et menneskesyn i forhold til målgruppen, som alle fagligheder kan bruge til noget. Og jeg har kun én interesse: At området anerkendes og ledes som det speciale, det er”.

De ca. 50 medarbejdere har en nogenlunde ligelig fordeling mellem pædagogisk og sundhedsfagligt personale, og Trine Krak lægger vægt på, at pædagoger så vidt muligt arbejder med pædagogiske opgaver, og sundhedspersonale med sundhedsfaglige opgaver.

”Man skal ikke skabe en stor gråzonefaglighed i tværfaglighedens navn. Selvfølgelig arbejder vi sammen på tværs, men folk skal først og fremmest arbejde med det, de er ansat og uddannet til”, mener hun.

Skal kunne rumme det destruktive

Foruden en stærk, specialiseret faglighed, kræver det helt særlige personlige kompetencer at kunne begå sig et sted som Sundholm, maner Trine Krak.

”Man skal have et personligt og menneskeligt overskud for at være her. Man er nødt til at være fordomsfri i forhold til, hvordan den her målgruppe er endt med at leve deres liv, og man skal kunne rumme, at vi ofte er vidne til nogle meget destruktive forløb”.

”Som medarbejder her skal man kunne balancere i en trekant baseret på faglighed, professionalisme og omsorg. Omsorg er vigtig, men det skaber ikke fagligt drive, dialog og udvikling, hvis man synes, det er synd for nogen. Så degraderer man det her sted til det sidste stop og glemmer at se muligheder. Vi vil ikke være det sidste stop, vi vil være det bedste stop for vores beboere”.

Det er ikke livsomvæltende muligheder, Trine Krak og hendes medarbejdere kan stille beboerne i udsigt. Beboernes afhængighed overskygger alt i deres liv, og mange lever ikke mere end 3-4 år, efter de er flyttet ind.

”Men der er også beboere, der har tilbragt 13-14 år på deres lille værelse her uden eget bad og toilet. Men vi forsøger vi af alle kræfter at skabe en tryg, værdig og hjemlig base der kan bidrage til stabilitet for den enkelte beboer. Fordi beboerne har mindre end os andre, betyder det ikke, at de har brug for mindre, tværtimod. Derfor har vi også udarbejdet en moderniseringsplan, som vil kunne give alle beboere eget bad og toilet, og det vil være en kæmpe drøm der går i opfyldelse, hvis projektet godkendes til finansiering”.

Beundrer når beboerne klager

Trine Krak erkender, at hun ikke kommer så meget ud blandt beboerne, som hun kunne ønske. Det er mest til en impulsiv snak på fællesarealerne, til fællesarrangementer eller hvis samarbejdet med beboeren går i hårdknude, at hun kommer på banen i forhold til den enkelte beboer.

”Jeg beundrer, når beboerne klager, fordi det viser, at de stadig har en holdning til deres eget liv”.

Trine Krak har efterhånden befundet sig på Sundholm i 20 år, og hun har befundet sig godt, erklærer hun.

”Jeg holder meget af målgruppen. De giver mig noget særligt både professionelt og personligt. Man lærer sig selv at kende, når man hele tiden udfordres på sit menneskesyn og sin rummelighed”.

Hvor kærligheden til de anderledes, de udsatte, kommer fra, ved Trine Krak ikke. Hun ved bare, at hun altid har haft let ved at tage kontakt til dem.

”Jeg har aldrig haft problemer ved at sidde ved siden af ham, som lugter, i bussen eller hende, der har møl i håret. Jeg tror mange af medarbejderne her vil kunne genkende, at det nærmest er et drive, de er født med”.

Hendes erfaring er, at det tager to år for en medarbejder at lande et sted som Sundholm. ”Men hvis man kommer igennem de to år, bliver man her hele livet”.