• Læs op
• Udskriv

Af Anne Guldager

Diana Peters og Jesper Thorsted er social- og sundhedshjælpere i Høje Taastrup Kommune. Det har de været i henholdsvis 10 og 4 år, og ingen af dem har planer om at flytte sig foreløbig.

At kommunen omvendt også sætter pris på deres og deres kollegers tilstedeværelse har de nu et konkret bevis for i form af den lille folder ”Profil, Social og Sundhedshjælper i Høje Taastrup Kommune”, som de begge har været med til at lave.

”Jeg ser i høj grad profilen som tegn på anerkendelse”, siger Jesper Thorsted. ”Vi møder af og til den opfattelse, at vi bare er dem, der tørrer numse på de gamle, men nu har vi på skrift, at vi laver så uendelig meget andet”.

Ser overvældende ud

”Der er profiler på social- og sundhedsassistenter, på sygeplejersker og så videre, så selvfølgelig skal der også være på os, når det er os, der har den tætte kontakt til borgerne. Men der følger også et ansvar med beskrivelsen af kompetencerne. Vi kan bruge det til at holde hinanden op på, hvad vi skal kunne. Med profilen i hånden er vi nødt til at opsøge ny viden, så vi kan være med på beatet og leve op til de forventninger, der nu er beskrevet”, mener Jesper Thorsted.

Også lederne har gavn af profilerne, eksempelvis i forbindelse med den årlige medarbejderudviklingssamtale, hvor opgaver og kompetencer er oppe at vende, tilføjer han.

Og så bliver der linket til profilen, når kommunen slår stillinger op, så ansøgere kan se, hvad forventningen er til en social- og sundhedshjælper i Høje Taastrup Kommune, forklarer Diana Peters.

”Vi arbejder jo forskelligt fra kommune til kommune og har forskellige snitflader mellem hvem der udfører opgaver inden for sundheds- og serviceloven, men nu er man ikke i tvivl om, hvordan det er her. Nye elever får den også udleveret, og mange bliver helt forskrækkede, fordi det ser så overvældende ud, men det beskriver faktisk bare, hvad det er, vi gør”.

Vi kan og må også

Noget mindst lige så vigtigt, mener de to, er, at andre faggrupper med profilen kan få en ide om, hvad kommunens social- og sundhedshjælperne kan, og hvad de må enten på egen hånd eller efter delegering. Og de andre faggrupper har været både nysgerrige og interesserede, understreger Diana Peters – ”nu ved de, at det måske ikke nødvendigvis altid er en assistent, de skal have fat i”, tilføjer hun.

”Det er ikke altid, man selv tænker på, hvor meget man egentlig laver, når man er i det. Men når jeg læser det her, kan jeg da godt forstå, jeg er træt, når jeg går hjem”, griner Jesper Thorsted, der dog understreger, at han ikke kan forestille sig at lave noget som helst andet og helst heller ikke andre steder.

”Jeg elsker mit fag og mit arbejde. Jeg kom fra en kommune, hvor det fortrinsvist var assistenter og sygeplejersker, der dokumenterede, men her stilles der andre krav, og jeg går hver dag hjem med en følelse af, at jeg bliver brugt til det, jeg er uddannet til”.

Diana Peters kommer fra en fortid som frisør og indrømmer, at hun til tider har været i tvivl om, hun på et tidspunkt ville være nødt til at tage sig en uddannelse nummer tre.

”Jeg synes, der har været meget snak om, at hjælperne var i gang med at blive udfaset, men det er jeg ikke nervøs for længere. Man ville ikke have lavet det her, hvis man ikke ville os”.

Beskrivelse af fagligheden

Chefkonsulent Mariann Lyby har været tovholder i arbejdet med profilen. Hun glæder sig over, at den er blevet taget så godt imod, selvom der var lidt modstand, da kommunen i sin tid begyndte arbejdet med profilerne, der startede med sygeplejerskerne.

”Da vi lavede sygeplejerskeprofilerne, var der mange assistenter, der så det som en liste over ting, de nu ikke måtte, mens hjælperne sagde ’nu skal vi lave det, de andre ikke gider’. Men da man så, at det ikke handlede om at dumpe kedelige opgaver, men om at beskrive, hvad man kan i kraft af sin uddannelse, vendte stemningen. Vi har oplevet en stor erkendelsesproces i udarbejdelsen. Der ligger meget anerkendelse i at få beskrevet sin faglighed”.

Se profilen her