• Læs op
• Udskriv

Pia Dahl ser ikke syg ud. Man kan ikke umiddelbart se på den 44-årige social- og sundhedshjælper, at hun har været diabetiker i 40 år. Man kan ikke se hendes blodsukkers udmattende køren op og ned, der forværres af de abscesser (infektionstilstande, red.), der har plaget hende, siden hun var 14 år. Og man kan heller ikke se, at hun som mange andre diabetikere har fået konstateret leddegigt og desuden døjer med to frosne skuldre.

”Jeg tænkte egentlig heller ikke selv på diabetes som en sygdom; det var mere bare et vilkår”, fortæller hun.

Kan blive i jobbet

Men Pia Dahl er syg, og hendes krop er slidt. Meget slidt. Og derfor har hun nu på grund af en rummelig arbejdsplads og ved fagforeningens hjælp fået et fleksjob. Ikke et nyt sted, men på den arbejdsplads, hun holder af, og hvor hun været i de sidste 13 år, Hjemmeplejen Indre By/Østerbro.

Et fleksjob, som Pia Dahl forventer vil give hende den ro og det overskud, som efter mange år på arbejdsmarkedet med en kronisk sygdom som ledsager er forsvundet.

”Til sidst sad jeg hver morgen på sengekanten og tænkte ’hvor mange timer kan jeg holde til i dag?’. Og når der kom en sygemelding var min dag ødelagt, fordi jeg vidste, at jeg ikke engang kunne klare de besøg, der var på min liste i forvejen”, fortæller hun.

Hendes arbejdsplads har fra begyndelsen kendt til hendes sygdom, og Pia Dahl blev i sin tid ansat med en såkaldt §56-aftale. Det er en aftale, der kompenserer arbejdsgiveren økonomisk, hvis en medarbejder har meget fravær på grund af en kronisk sygdom. Men hun har tidligere oplevet at miste et job på grund af for meget fravær og har derfor forsøgt at mindske sit fravær ved at lægge hospitalsbesøg på fridage og bruge ferie og afspadsering til små pusterum.

”Men det betød jo, at jeg aldrig fik de længere pusterum, som jeg havde brug for, så jeg blev bare mere og mere udmattet”, fortæller hun.

Har strakt sig langt

Alligevel nåede fraværsdagene et antal, som fik Pia Dahl til at frygte, at arbejdspladsen måtte skille sig af med hende.

”FOA har jo hele tiden sagt til mig, at jeg ikke skal bruge ferie og afspadsering til at være syg, men jeg så jo stadig ikke min diagnose som en sygdom. Men hvornår er man syg? Er det når man får en diagnose, eller er det, når man ikke kan hænge sammen mere, og det går ud over ens familie og evne til at deltage i sociale sammenhænge og passe et arbejde”, spørger Pia Dahl.

Hun blev derfor enig med sin arbejdsplads, om at der skulle søges om et fleksjob, der kunne fastholde hende på arbejdspladsen.

For at kunne få et såkaldt fastholdelses-fleksjob, skal det kunne dokumenteres, at arbejdspladsen i en periode på minimum et år har gjort, hvad den kan for at beholde medarbejderen på almindelige vilkår.

”Og det havde de. Jeg slap for borgere med støttestrømper, for det kunne mine arme slet ikke holde til. Og jeg blev heller ikke sendt ud til hjem med tykke tæpper, der skulle støvsuges, ligesom jeg heller ikke skulle slæbe poser i forbindelse med indkøb. Jeg blev heller ikke sendt ud til borgere, jeg ikke kendte, fordi det med det samme fik mit blodsukker til at falde. Så de strakte sig langt – de må jo være glade for mig”, mener Pia Dahl.

Det var bare ikke nok, og i 2016 søgte hun så om det fleksjob, som hun fik bevilget med virkning fra 1. juli i år.

Kan holde mange år endnu

I dag arbejder Pia Dahl 20 timer pr. uge, fordelt på fem dage. ”Så nu kan jeg holde til at arbejde i mange år endnu”, erklærer hun og sender en varm tanke til både lederen af hjemmeplejen Elsebeth Henriksen og gruppeleder Grethe Lieb:

”De kunne jo sagtens have sagt nej. Hvis ikke de havde sagt ja til at rumme mig, havde jeg skullet finde mig et fleksjob et andet sted”. 

Undervejs har været utallige møder og mails frem og tilbage, hvor Pia Dahl desuden har trukket på forskellige kræfter i FOA.

”Jeg har fået rigtig meget hjælp af fællestillidsrepræsentanten og ved slet ikke, hvordan jeg skulle have undværet min tillidsrepræsentant, Pia Sahlgreen, der har ledsaget mig til sygefraværs-samtaler. Hun har formået at tale min sag, som jeg ikke kan selv, fordi jeg bliver flov over, at der er ting, jeg ikke magter”.

Også fagforeningens socialrådgiver har måttet på banen, blandt andet når paragraf-sproget blev for overvældende, og hende skal Pia Dahl i øvrigt have fat i nu igen.

”Regnestykket omkring udbetalingen af fleks-ydelse i forbindelse med ferie er simpelthen så indviklet, at jeg er nødt til at have fagforeningen til at se på, om jeg har fået det, jeg skal. Så alting er ikke faldet på plads endnu. Men jeg håber, at jeg om et par måneder er dér, hvor jeg kan komme hjem fra arbejde og sige, at nu er jeg bare almindeligt træt”.