Helle Elgaard Nebelong

Foto: Henrik Frydkjær

Troede ikke, at det ville hjælpe at klage

Da Helle Elgaard Nebelong ikke fik anerkendt sin arbejdsskade, måtte hun have fat i fagforeningen for at få afgørelsen lavet om.

Af Anne Guldager

 

”Mød dine kollegaer fra hele kommunen til en hyggelig dag med høvdingebold og et brag af en fest om aftenen”.

Sådan lyder det, når Hvidovre Kommune hvert år inviterer medarbejdere på tværs af institutionerne, og sådan lød det derfor også i november 2015.

Den opfordring fulgte Helle Elgaard Nebelong, som hun havde gjort det året før.

Denne gang nåede den 53-årige social- og sundhedsassistent dog ikke at få festen med. Allerede i kamp nummer to gik det galt. Hun løb baglæns for at undgå at blive ramt af en bold, og knæet svigtede under hende.

”Jeg skreg som en sindssyg på grund af smerte og vidste med det samme, at det var rigtig galt. Jeg kunne slet ikke bevæge benet”, fortæller hun.

Efter en tur på skadestuen kom Helle Elgaard Nebelong hjem iført en skinne, men i januar måtte hun på operationsbordet og have støvsuget den brusk, der viste sig at være blevet knust i forbindelse med skaden. Og bagefter ventede 9 måneders genoptræning.

Var ikke i tvivl

Med det samme blev hændelsen anmeldt som en arbejdsskade, og hverken Helle Elgaard Nebelong eller hendes leder var i tvivl om, at det var det, den var.

”Jeg havde jo læst, at det er en arbejdsskade, når man for eksempel kommer til skade under julefrokosten, mens der er en leder til stede”, siger Helle Elgaard Nebelong, der som arbejdsmiljørepræsentant mente at kende reglerne.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring var dog ikke umiddelbart til sinds at sammenligne julefrokost og høvdingebold og besvarede anmeldelsen med et afslag.

”Vi har herved lagt vægt på, at det ikke var din arbejdsgiver, der arrangerede arrangementet, men selve kommunen”, lød det blandt andet i afslaget.

Helle Nebelong var forbløffet, men også autoritetstro, så hvis ikke en kollega havde sagt ”du må da have fat i FOA”, var det blevet ved dét.

”Jeg kunne ikke rigtig se, hvad det skulle kunne hjælpe, men henvendte mig alligevel til fagforeningen, og den hjælp, jeg fik dér, var helt fantastisk”, erklærer Helle Elgaard Nebelong.

Hun fik hjælp og inspiration til en klage. I klagen forklarede hun blandt andet, at hendes reelle arbejdsgiver er Hvidovre Kommune, og at kommunen havde opfordret til deltagelse i kampene, der blev overværet af både Helle Elgaard Nebelongs lokale leder og kommunens ældrechef.

Og så var det ellers bare at vente.

Erstatning for mén

I juli i år kom svaret så – 2,5 år efter skaden: Helle Elgaard Nebelongs skade er en arbejdsskade, vurderet til en méngrad på 8 procent, hvilket udløser en erstatning på 60.000 kroner fra kommunens forsikring.

Pengene er et plaster på såret i en hverdag med et ”øv-knæ”, som hun kalder det. En hverdag, hvor hun hele tiden skal bevæge sig med forsigtighed, når hun er på arbejde, og hvor håndbold, rundbold og trampolin med børnebørnene er lagt på hylden og erstattet af ”mormor, du kan ikke fange mig!”.

”Og det har de jo ret i”, griner Helle Elgaard Nebelong, der i lang tid troede, at hun også arbejdsmæssigt måtte finde på noget andet, men som i hvert fald indtil videre holder den gående i sit job på plejecenteret.

Og de 60.000 kroner? De er investereret i en el-cykel og en bil med automatgear.