Læs op Udskriv $name Godmorgen fru Himmelbjerg En beretning om livet på et Schweizisk alderdoms- og plejehjem. Af Plejehjælper Pernille Bjerremose Det er tidlig morgen, klokken er 6.25. Der er glat på vejen til alderdoms- og plejehjemmet "Sonnengarten", Solhaven, i Hombrechtikon. Jeg lader tankerne flyve til de mange social- og sundhedshjælper kolleger i Danmark, der også er på vej til arbejdet. Jeg glæder mig over diskussioner fra menneskekundskabstimerne på Social- og Sundhedsskolen i Ballerup, hvor jeg underviste i 5 år. Så mange tænksomme og fornuftige mennesker der vælger denne uddannelse. Så svært, hårdt og ansvarsfyldt arbejde i praksis. Danmark kan roligt kalde sig et foregangsland på social- og sundhedsuddannelserne. Så går det løs Jeg slår hjernen over til at tænke på tysk. På den måde forbereder jeg mig til kulturmødet med mine Schweiziske kollegaer og beboere. Kl. 7 går det løs. Rapport fra nattens hændelser og dagens aktiviteter rulles op. Det forventes at jeg er mødt 10 minutter før, så jeg har orienteret mig om mine tildelte beboere. Så synger plejepersonalet morgensang. Har en beboer fødselsdag foregår det uden for beboerens dør. Det er et pudsigt hus med mange krinkelkroge. Det er et Rudolf Steiner hjem, eller som det kaldes her et antroposofisk alderdoms- og plejehjem. Det er meget smukt bygget i naturmaterialer, harmonisk og fredfyldt, som det ligger der med udsigt over sneklædte bjerge. Indendørs er væggene dekoreret med farverige men rolige akvareller. Der er koncertsal, bibliotek, små tekøkkener i hjørner, atallie, væve- og systue, men ingen fjernsynsstue. Udendørs er der små nyttehaver, bærbuske, lægeplanter og krydderurter og året rundt er der stor aktivitet derude. På lune sommeraftener spille beboerne petangue på den anlagte bane. 1,5 millioner kroner I plejeafsnittet, hvor jeg arbejder, går livet i gang. I dag starter jeg hos fru "Himmelbjerg" og den gamle børnesygeplejerske. De ligger to på de fleste stuer her i plejeafsnittet, så der er ikke meget privatliv. En "lejlighed " på alderdomsafsnittet koster imellem 500.000 og 1,5 million danske kroner. Derudover betaler man hver måned alle omkostninger for kost, rengøring og pleje. Jeg siger godmorgen til de to damer og ruller persiennerne op. "Godmorgen lillemor" siger 93 årige fru Himmelbjerg på dansk. Hun var i sine unge dage ½ år på folkehøjskole i Danmark nær ved Himmelbjerget. Hun og jeg har her i det bjergklædte Schweiz grinet lidt og undret os over den danske storhed, hvor man kan kalde en bakke på 149 m. for Himmelbjerget. En wienervals Så bliver der vasket og pjasket med stålfade, der skal være højtpolerede, når jeg er færdig. Vi bruger altid gode olier og cremer, der sørger for, at de gamle har det fysisk godt. Fru Himmelbjerg kan ikke stå selv, så det kan være lidt svært at forflytte hende fra seng til kørestol. Vi to har nu opfundet vores helt egen metode. Jeg byder hende op til vals, og med Johan Strauss wienervals og en god fornemmelse for vores fælles balancepunkt ender hun godt og sikkert i sin stol. Tit sender jeg en tanke til Danmark og hele vores sikkerhedsorganisation, til gennemtænkte regler om hvornår man f.eks. skal være 2 til en forflytning. Her i huset har jeg lige været på et kursus i Kinæstetik, det er sådan en fælles bevægelseslære, som er udbredt i Tyskland, Østrig og altså her i Schweiz. Det har hjulpet en hel del, men kræver som så meget andet, øvelse før det rigtigt fungerer. 2 - 3 beboere mere når gennem mine hænder inden, det bliver tid til morgenmad. Hjælp til selvhjælp og styrkelse af egenomsorgsevnen er også begreber, der er i anvendelse her. Det tager tid og kræver høj grad af empati og ligeværdig kommunikation. Ikke alle her er uddannede til denne udfordring, og tiden er lige så knap, som vi kender den i Danmark. Jeg må overveje, hvad mine beboere kan lige netop i dag. De kan noget af de sammen som i går, men måske har de sovet dårligt, måske har de mere ondt, måske er de bare trætte - eller friske. Hver enkelt beboer kræver, at jeg stiller ind på netop deres kanal - samtidig med at jeg støtter dem til at opnå egne og udefrakommende mål, som for eksempel af være anstændige påklædte til indtagelse af morgenmaden. Ifølge badeplanen skal fru Himmelbjerg i bad i dag. Jeg fylder det store stålbadekar i det fælles badeværelse med vand og lavendelbademælk - varmer badeværelse og håndklæder op og gør liften klar. Fru Himmelbjerg er med på at få sit bad i dag. Godt for det er vist 1 mdr. siden hun var frisk nok til det sidst. Jeg kikker på min tidsplan og sveder lidt. Det skal bare lykkes, mine beboere skal være "færdige", velplejede og værelserne skal være i orden inden jeg går til klokken 11 rapport. Fanger kanalen En kollega spørger mig til rapport, hvordan jeg får fru Himmelbjerg til at være så vågen. Det lykkes nu heller ikke altid, men jeg tror, at det netop er dette, med at bruge min energi på at fange hendes kanal. At anvende min viden om, at hun var musiker, kunstner og leder af et plejehjem, koble det med dagen i dag og så få det bedste ud af det. Det giver bonus. Empati er nok i anvendelse her på plejehjemmet, men den dybere forståelse af, hvad det betyder i hverdagen er ikke sådan rigtigt integreret. Dette med af have respekt for og viden om, hvem disse gamle mennesker er hver især, at de hver især skal behandles, som de individer de er. Det er så svært i praksis. Jeg er faktisk stolt af den uddannelse, vi har i Danmark. Pleje og omsorg er for os her på "Sonnengarten" endnu ikke to adskilte begreber. Her er omsorg noget med, at der kommer nogle frivillige og besøger beboerne, og grundlæggende ligger det ikke i plejen. Der skal være respekt om plejepersonalet, men jeg mærker ikke helt den samme respekt den modsatte vej. Alt skal ofte gå efter en snor, og det betyder, at beboerne på en del områder mister deres egen identitet, når de træder ind over dørtrinnet. Jeg kan nu slet ikke lade være med at prøve at have "det hele menneske" med, når jeg plejer. Blandt beboerne er der så meget positivt feedback, så jeg klør på. Jeg mærker også, at der er sket meget i holdninger og handlinger blandt mine kollegaer i det lille år jeg snart har været her. Vi har en læsegruppe hvor vi læser en bog om "Skabende pleje", vi deltager i et kursus, der hedder "Veje til kvalitet", og snart skal vi også have et kommunikationskursus her på stedet. Og det smitter af på vores hverdag. Dagens rytme Så er det middagstid og beboerne kommer ud i spisehjørnet og får serveret fremragende vegetarisk og biodynamisk mad. Klokken 12.30 går jeg til velfortjent pause, og beboerne sover middagssøvn. Nu kan jeg puste ud til klokken er 17, hvor jeg så møder igen for at hjælpe beboerne ved aftensmaden og lægge dem i seng. Klokken 20 er der ro på plejeafsnittet. Ikke en radio eller et fjernsyn hører man køre, men måske kan man i det fjerne fra den store sal høre tonerne fra en smuk koncert, eller en enlig pianist der endnu sidder og øver. I det store hus får de friske stadig besøg, eller måske er en litteraturgruppe forsamlet i skumringen. Hvor er det forskelligt Arbejdstiden er denne dag delt for mig, men det betyder ikke, at jeg så får et tillæg eller lignende for delt tjeneste, det betyder blot, at jeg kan kan bruge to timer på transport i stedet for en. Det er nu rart, at vi har noget der hedder arbejdstidsregler hjemme i Danmark. Det er også godt, at vi har retningslinier for indretning af plejehjem, så man f.eks. kan komme rundt med en kørestol i badeværelset, og hver beboer har deres eget værelse. "Sonnengarten" er et privat plejehjem, og jeg tror i den dyrere ende. I fjernsynet har jeg set andre plejehjem her i Schweiz med endnu flere senge på samme stue, med langt mindre privatrum. Det må være svært med så meget egenbetaling, som der ligger i det schweiziske system. Der er private sygekasser, som man betaler ind til af sin løn, men man skal alligevel selv betale en stor del. Det betyder for eksempel, at det er op til de pårørende at bestemme, om bedstemor skal have en ny kørestol eller om ens løn "kun" rækker til at forsørge den yngre generation. De tanker flyver gennem hovedet på mig, mens jeg langsomt tuner om på dansk og kører de 25 kilometer hjem langs den smukke Zürichsø. Sidehistorie Rubrik: Sonnengarten Pernille Bjerremose fortæller om "Sonnengarten": Alderdoms- og plejehjemmet Sonnengarten er et Rudolf Steiner hjem. Beboerne der vælger et Rudolf Steiner hjem, har valgt at leve deres livs efterår her, fordi de interesserer sig for deres åndelige udvikling, biodynamisk mad, miljøvenligt byggeri og husførelse. De bliver hovedsagligt plejet med naturmidler hvis de bliver syge og deres dagligdag er præget af harmoni og en søgen efter de mere indre værdier. De fleste beboere er meget kreativt anlagte, og det giver sig udtryk i akvarelmalerier, keramik, instrumentspil og om sommeren i de smukt anlagte nyttehaver. Beboerne har et mere åbent forhold til døden og hele dødsprocessen end jeg kender til og de fleste har en tro på at der er mere end et liv, og at de også har levet før. Hjemmet har forbindelse til andre Antroposofiske institutioner for mennesker i alle aldre, ikke kun i Schweiz, men også i andre dele af verden. Infoboks: Pernille Bjerremose , 42 år, er uddannet ernærings og husholdningsøkonom. Hun har undervist fem år på Social- og sundhedsskolen i Ballerup. Hun mødte sine danske mand for tre år siden, og for et år siden tog hun springet, giftede sig med ham og bosatte sig i Schweiz, hvor han arbejder. Hun skulle finde en ny ernæringsvej og lysten til at arbejde i plejesektoren, som hun havde været med til at uddanne elever til i Danmark, gjorde at hun startede på plejehjemmet "Sonnengarten".