Læs op Udskriv $name Drengene fik uddannelse - Pigerne fik en kommode Valborg Hansen, tidligere sygehjælper, har skrevet sine barndomserindringer i anledning af Barnets Århundrede. Som næstyngste og pige i en søskendeflok på 12, i et Indremissionsk hjem, var det ikke altid, der blev lyttet, så Valborg hun skrev. Det har hun gjort siden Af Merete Astrup Når maj folder sig ud i al sin forårspragt, går Valborg Hansen ind i sit efterår. På ingen måde falmet eller trist, tværtimod, at blive folkepensionist er en ny fase i livet, mener hun. Ikke fordi hun regner med, at hverdagene bliver så meget anderledes, end de former sig nu, for hun har ikke været på arbejdsmarkedet i flere år. - Men der sker alligevel noget, når man bliver folkepensionist, mener hun. Hun finder det i hvert fald spændende og udfordrende, som hun har gjort det gennem hele sit liv, hver gang der skete nogle afgørende forandringer. - Den første store forandring var jo nok, da jeg flyttede hjemmefra, hvilket jeg gjorde tidligt. Vi piger kom ud at tjene så hurtigt som muligt. Drengene derimod fik lov at gå længere tid i skole. De fik en uddannelse. Pigerne fik en kommode og flyttede hjemmefra. Valborgs far var snedker. Og snedkerens børn var populære, for de havde lært at bestille noget, og de var velopdragne. "Flinkeskolen" har varet hele mit liv, siger Valborg. Bordbøn og andagt Barndomshjemmet var på Langeland. I faderens selvbyggede hus boede Valborg med sine forældre og 11 søskende. De kunne have været flere. To børn var dødfødte og to døde af lungebetændelse som spæde, dengang havde man ikke penicillinen. Til gengæld fik de en adoptiv lillesøster, da Valborgs tredjeældste søster fik et barn uden for ægteskabet. Søsteren blev sendt til Jylland i to år. - Det var jo en stor synd, så barnet blev adopteret af mine forældre og indlemmet i søskendeflokken, for at folk ikke skulle snakke for meget. Men alle vidste det jo, fortæller Valborg. I det indremissionske hjem bad man bordbøn, og efter middagen blev der læst et stykke fra en andagtskalender eller fra bibelen. - Det var svært at sidde stille, når de andre børn løb ude på vejen og kaldte på os, erindrer Valborg. Der var ting børneflokken ikke måtte. De måtte gerne gå til gymnastik og håndbold. De måtte gerne deltage i de årlige opvisninger. - Men vi måtte aldrig være med til bal bagefter. Der var mange ting børnene skulle. Som for eksempel på søndagene, som var afsat til strygetøj. - Vi havde fem - seks strygejern, der blev varmet på komfuret, og så strøg vi tøj. Søndag var også store badedag. Der blev sat en stor balje midt på køkkengulvet. Så fik vi rent tøj på, og om søndagen havde vi altid hvide ankelsokker på, husker Valborg. Pandekage konkurrence Søndagen var også dagen, hvor der blev bagt æbleskiver, pandekager eller klatkager. - Vi fik lov at konkurrere om, hvem der kunne spise flest, smiler Valborg ved mindet. - Vi havde et godt hjem, vi manglede ikke noget, selvom vi var mange. Vi havde alle grøntsager ude i haven, vi havde en gris, vi havde høns og nogle gæs, så vi led ingen nød. Og så var tiden en anden dengang. Vi forlangte ikke så meget. Jeg husker, at min lillebror Tage en gang gav julegaver til os alle sammen. Det var små gaver, han selv havde lavet af nærmest ingenting. Jeg fik et postkort, og vi var alle meget glade. Ellers havde vi nok i at stå med næsen mod ruden i det lokale varehus og se juleudstillingen. Det kunne vi bruge dage på, fortæller Valborg. Og nu vi er ved vinter, så gyser hun lidt ved erindringerne om de kolde vinternætter under de tunge dyner, som var dækket af rimfrost om morgenen. Men det var også om aftenen, da alle børnene var kommet i seng, at de lå under dynerne og fortalte hinanden historier. Hyggelige historier, men også mange røverhistorier. - Vi var alle sammen gode til at fortælle historier, siger Valborg. Hun holder stadig af at fortælle historier og i dag er det især barnebarnet Sofie på syv år, der får glæde af farmors historier. - Hun elsker at høre om dengang, jeg var barn, og hun er selv blevet rigtig god til at fortælle historier, siger Valborg. Sorg skrivning Da Valborg blev opfordret til at skrive sine barndomserindringer, tænkte hun: "dem har jeg jo næsten skrevet." - Jeg troede, jeg blot kunne tage mine dagbogsnotater, men det kunne jeg ikke. De var skrevet af et barn, og opfattelsen og læsningen er anderledes, når man er voksen. Så jeg måtte jo skrive igen, selvfølgelig ud fra notaterne, forklarer Valborg, som syntes, at det var sjovt at læse det hele igen. Valborg skriver stadig meget, og i sit voksne liv tog skriveriet for alvor fat og tog en anden drejning, da hun i 1972 mistede en datter på seks år. - Jeg prøvede at skrive mig ud af min sorg. Valborg "syndede" I modsætning til Valborgs strenge indremissionske, men trygge, barndomshjem, fik hun en barsk start på sit voksne liv. Det var egentlig ikke det, vi skulle snakke om. Men når Valborg Hansen i dag er en aktiv dame både personligt og politisk, så skal forklaringen findes i, at hun har klaret sig selv fra den dag, hun forlod det indremissionske hjem på Langeland, og flyttede til Sjælland. Allerede meget ung fik hun hurtigt to børn med en mand, der drak. Hun blev langt om længe skilt fra ham, og da blev hun lagt på is, i den indremissionske familie. Hun forelskede sig nogle år senere, og blev lykkelig gravid. Men manden stak af. Enlig mor med tre børn og ufaglært. Men der var stadig ingen hjælp og kærlighed at hente i den indremissionske familie. Valborg tjente sine egne penge ved skiftende job. Hun var dog i en længere årrække fabriksarbejder på Lagermans Lakridsfabrik i Slagelse. Hun bukkede under på et tidspunkt og blev meget alvorlig syg. Først da, fik hun besøg af sin mor. Valborg rejste sig. Men hun skulle ikke fortsætte på lakridsfabrikken. Så fik hun tippet om at blive sygehjælper på institutionen Andersvænge i Slagelse. - På et tidspunkt mente jeg, at provinsen var for lille til mig, siger Valborg lidt genert. Hun mente simpelthen, at hun kunne lære mere i København, så hun tog til Frederiksberg Hospital. Her sluttede hun også sin aktive karriere på arbejdsmarkedet. I dag bruger hun tid på at male akvarel, og er politisk aktiv i sin socialdemokratiske partiforening. Der udover deltager hun i en forsøgsgruppe for gigtpatienter på Frederiksberg Hospital, hvor filosofien er, at gigtsmerten kan nedsættes med 25 %, hvis man taber 10 kg. Og så er der Sofie på syv år, som får historier, fra dengang farmor var barn. Boks: Valborg Hansen har skrevet sine barndomserindringer i hæftet "Barn i Barnets Århundrede", som blev udgivet i foråret af landsforbundet DUI Leg og Virke. Tre andre der ligesom Valborg Hansen er opvokset i "barnets århundrede" har skrevet deres erindringer. Hæftet er udgivet, fordi det er 100 år siden, at den svenske kvindesagskvinde Ellen Keys bog: "Barnets Århundrede" blev udgivet i Danmark. Ellen Key kædede kvindesagen sammen med børnenes vilkår, hvilket var meget unikt på det tidspunkt. Hun ville gerne have samfundet til at fatte, at en god barndom var at vokse op i et hjem med en mor, som drog omsorg for barnet døgnet rundt. Hun støttede sig til videnskaben, om at barnet skal behandles som et barn og ikke som en lille voksen. Hun mente ikke, at forældrene behøvede at være gift. Kvinder havde ret til at være mødre og den ret måtte staten garantere gennem sin omsorg for mor og barn. Ellen Keys bog vakte opsigt og forargelse. Men udtrykket "Barnets Århundrede" stødte man sidst på i 1950'erne. Til de andre: Valborg var med på det første afspændingshold i Foreningen for Sygehjælpere. Det eksisterer ikke mere, men hun og to andre fra det gamle hold er fortsat på aftenskole, og de kan ikke undvære det. Valgborg er en politisk aktiv dame. Men hun får også tid til at male akvarel, og har lige været på kursus i Skagen