Læs op Udskriv $name Det stærke hold må videre Den første fredag i det nye år, stod et hold glade nyudklækkede social- og sundhedsassistenter i mødelokale 106, på skolen i Fensmarksgade. De er et særligt kuld. Da de startede for et år siden, havde de lukket og slukket seks plejehjem i Københavns Kommune. Nu suser de videre til nye opgaver, sammen eller hver for sig. Af Merete Astrup Lykønskninger, fællessang, taler fra blandt andre, skolechef Inger Margrethe Jensen og udlevering af eksamensbeviserne, var de traditionelle indslag, da et helt særligt hold nye social- og sundhedsassistenter på en af årets første dage, blev sendt fra skolen i Fensmarksgade ud i den barske virkelighed. Til at hjælpe godt og festligt på vej, var der også også hvidvin, kransekage og masser af blomsterbuketter fra venner og familie, som også fik lov at deltage i festlighederne. Det var kun retfærdigt, for de har på forskellig måde, måske følt sig lidt tilsidesat i det forløbne år. Mor har nemlig fordybet sig, mor har været træt og mor har meldt afbud til familiefødselsdagen, fordi hun skulle lave eksamensopgave. Det har været sejt, men godt. Stemningen hos de seje tøser er en blanding af lettelse, højt humør og lidt vemod, som ind imellem drukner i mange mange ord. Selv om de har været sammen et helt år, er der pludselig en masse, der skal siges, eller også er det bare en måde, at klare sindstilstanden på. For det er underligt at sige farvel til et hold kolleger, man har grædt tårer sammen med og fået og givet skulderklap. - Joh, det er underligt at slutte, men det er også en lettelse, siger Dorte, som var en af de elever, infoa snakkede med i maj sidste år. Man har et standpunkt Den gang i maj var et år lang tid, og så pludselig er det gået. Nogle af de nyudklækkede social- og sundhedsassistenter, starter på nyt job mandagen efter afslutningen. Andre har søgt jobs, men venter på svar, mens andre igen har brug for at tænke lidt mere over, hvor de vil søge hen. Fælles for eleverne var, at de kom fra de seks plejehjem, som Borgerrepræsentationen lukkede 1. januar 2001. Fælles for dem var også, at de ville bruge lukningen og deres opskoling til at prøve nye udfordringer. De glædede sig til at komme i praktik på hospitalerne. De fleste af eleverne havde aldrig prøvet andet end plejehjem. Anni sagde i maj, at hun benyttede anledningen til at sadle helt om, og hun kunne sagtens forestille sig, at hendes fremtid blev på et hospital eventuelt indenfor psykiatrien. Hun starter i et gruppelederjob på plejehjemmet Bryggervangen. - Praktikken overbeviste mig om, at hospitaler ikke er mig. Jeg blev aldrig fortrolig med, at patienterne kun er der i perioder - sådan hurtigt ind og ud af døren. Man kan ikke nå at danne sociale relationer med patienterne, det skal man jo heller ikke, men det generer mig. Det hele bliver så upersonligt, og jeg synes, at det er et privilegium at komme meget tæt på folk. Derudover fandt jeg ud af, at jeg helst vil arbejde med ældre mennesker. Så da jeg fik tilbudt jobbet på Bryggervangen, slog jeg til. Dorte var kollega med Anni, på det hedengangne plejehjem "Lillehjemmet". Nu har hun søgt job på en gynækologisk klinik. Hun vil noget helt nyt, men har også valgt hospitalerne fra. - Det er fordi jeg vil have et job uden weekend vagter. Og så er det meget vigtigt for mig at få et job, hvor jeg ikke bare falder tilbage i min gamle sygehjælperrolle. Jeg vil være social- og sundhedsassistent. Hvis jeg bliver ansat på et hospital eller et plejehjem, kan jeg godt forestille mig, at jeg har svært ved at gå ind og sige, at jeg skal have nøgle til medicinskabet, og at jeg skal have ansvar selv om det er det, vi har lært. For mig vil det kræve, at der er en god ledelse, der sparker lidt. Jeg tror, at jeg får nemmere ved at bruge min nye uddannelse på den anden måde, jeg vælger her, siger Dorte. På hjerteafdelingen Joan har valgt hospitalet. Hun starter på hjerteafdelingen på Bispebjerg Hospital. - Jeg besluttede, da plejehjemmet lukkede, at jeg ville bruge min uddannelse i noget nyt. Jeg har været på plejehjem i så mange år, så nu måtte der gerne ske noget andet. Jeg vidste ikke hvad, og jeg havde ingen forestillinger om hospitaler . Joan blev betaget af hjerteafdelingen, da hun var i praktik. - Jeg kan godt lide hospitalet, fordi der hele tiden sker noget. Der er fart på. Patienterne kommer ud og ind. Når de udskrives er de raske, og det synes jeg er en dejlig oplevelse. Der er selvfølgelig nogle, der dør, men i princippet kommer de ind som syge og går ud som raske. På plejehjemmene går det kun mod livets afslutning. Joan ved godt, at hun skal lære meget endnu i sit nye job, men det er hun ikke nervøs for. - Man må jo blive god til at sige fra og til, som vi har lært det i vores uddannelse. Joan mener ligesom Dorte, at det er vigtigt hvordan ledelserne på hospitalerne tager imod de nye social- og sundhedsassistenter. Så er der Kirsten. Hun starter som aktivitetsmedarbejder, og det er et ønskejob. - Jeg var beskæftigelsesvejleder på mit gamle plejehjem, og jeg har gået bevidst efter et job som aktivitetsmedarbejder, som det hedder nu. Det har jeg fået på Rundskuedagens Plejehjem, siger hun. Ud af 21 ansøgere valgte de Kirsten efter to personlige samtaler. Hun skal have ansvaret for 37 beboere og 20 daghjemsbesøgene, og det er første gang hun er ene ansvarlig for så stort et sted. -Det havde jeg ikke turde lægge billet ind på før, jeg fik min opskoling. Men jeg er ikke nervøs, fortæller Kirsten. Afslutningsfesten er ved at rinde ud, men hele det stærke hold slutter af med en god middag ude i byen.