Læs op Udskriv $name Alt er vundet i kamp Lige fra retten til medlemskab af en fagforening til den sidste krone, du får på lønsedlen, er det resultat af kamp og indsats. Intet er kommet eller kommer gratis til danske lønmodtagere, viser fagbevægelsens over 100 år lange historie. Af Merete Astrup Omkring 80 procent af de danske lønmodtagere er medlemmer, af en fagforening under en af de tre store hovedorganisationer LO, FTF eller AC, der organiserer akademikere. Det tal er blandt de højeste i verden, og det er en af forklaringerne på, at danske lønmodtagere fortsat har et højt lønniveau, gode arbejdsvilkår og et organiseret arbejdsmarked sammenlignet med andre lande i verden. Vi skal endda ikke så langt væk, for at se helt andre tal. I Storbritannien er organisationsprocenten omkring 50, i Frankrig kun 10 procent, og overalt går det igen, at lønmodtagere med den dårligste uddannelse og det hårdeste arbejde, også har den laveste organisationsprocent. I mange lande er fagbevægelsen splittet op i politisk stridende organisationer. Der er typisk en socialdemokratisk, en mere venstreorienteret, en borgerlig og en kristelig landsorganisation - den kristelige er altid stærkt politisk orienteret og støtter konsekvent højrefløjen. Hjælper de svage Resultatet er forvirring blandt lønmodtagerne og hård konkurrence blandt de stridende faglige organisationer om de få, der i det hele taget ønsker medlemskab af en fagforening. I den hårde konkurrence skal disse fagforeninger, overgå hinanden i markeringer og profilering, og tit bliver de mere optaget af det og af de indbyrdes kampe, end om at kæmpe for lønmodtagerne. Resultatet er tydeligt: lønmodtagerne holder sig væk. Et andet træk ved dansk fagbevægelse er, at den tidligt - allerede i 1899 - indgik en aftale med arbejdsgiverne om en model, for vilkårene på arbejdsmarkedet, som i store træk holder i dag. En af forudsætningerne er, at en og kun en faglig organisation repræsenterer lønmodtagerne, og at den forhandler på deres vegne. Med det såkaldte septemberforlig i 1899 blev der ikke længere plads til arbejdsgivervenlige eller såkaldte gule fagforeninger - datidens kristelige. Arbejdsgiverne organiserede sig på tilsvarende måde, og den såkaldte 'danske model' for arbejdsmarkedet, som fortsat bliver fulgt med stor interesse verden over, bygger netop på stærke organisationer. Uden dem falder arbejdsmarkedet fra hinanden, som man kender det fra for eksempel USA, og uden et velorganiseret arbejdsmarked står især de lavest lønnede og de dårligst uddannede - og typisk kvinderne - meget svagt på arbejdsmarkedet. Hvert eneste af fagbevægelsens resultater er kommet efter en målbevidst indsats og kamp. Det har været strejker, der for over 100 år siden sendte de faglige ledere i fængsel. Det har været samarbejde med arbejderbevægelsens politiske partier eller det har været de hårde forhandlinger med arbejdsgiverne, hvor hver krone, hver feriedag og hver rettighed har kostet mange års indsats og kamp. Intet er kommet af sig selv - og det gør det fortsat ikke.