Læs op Udskriv $name Fagforeningen skal gå på to ben En af de nye udfordringer, som fagforeningen står midt i, er at sejle op imod den truende personalemangel. Fagforeningen går på to ben, for det handler både om at få flere ressourcer, men også at bruge dem man har bedre, mener Karen Stæhr. Af Merete Astrup Fremtidens plejeprofil skal se anderledes ud, for der komme ikke flere hænder til sygehusene i de kommende år. Sådan ligger landet, og i den erkendelse deltager fagforeningen i forskellige projekter og forsamlinger. I samarbejde med andre faglige organisationer og arbejdsgiverne, forsøger man at løse problemerne med rekruttering og fastholde af personale. Karen Stæhr, næstformand i fagforeningen, deltager i dette arbejde på forskellige planer. Hun understreger, at det er ikke kun er indenfor sygehusområdet, at der er problemer. - Det gælder hele fagforeningens område. Der er en række fællestræk, som udover personalemangel handler om stive systemer og dårlig ledelse både i hjemmeplejen og i sygehusverdenen. - Er det ikke politikernes og arbejdsgivernes problem, at der er og bliver personalemangel? - Jo, det er det helt klart, for det er dem der bevilger pengene og har retten til at lede og fordele arbejdet. Men fagforeningen har et ansvar for at skabe så gode arbejdsvilkår for vores medlemmer som muligt. Det kan vi gøre ved at udvikle ideer til, hvordan man kan organiserer arbejdet på en anden måde, så vi bruger de hænder, vi har bedre, end vi gør i dag, og samtidig skaber nogle attraktive arbejdspladser. For det er afgørende for at holde på personalet, og tiltrække nye, forklarer Karen Stæhr. - Hvorfor kræver fagforeningen ikke bare flere ressourcer? - Jamen, det gør vi også, for uanset hvor dygtige vi bliver til at organiserer arbejdet, og fordele opgaverne bedre mellem faggrupperne, og udvikle fagene og kompetencen, så skal der tilføres både økonomiske og personalemæssige ressourcer. Men ressourcemangel eller ej, så er tiden inde til at ændre på arbejdsgangene. På sygehusene skal vi ændre på et hierarki og nogle forældede ledelsesformer. I hjemmeplejen støder vi også på problemer, hvor nogle af dem kan løses ved at dygtiggøre ledere og give mere kompetence. Vi skal bruge faggrupperne til det, de kan. Vi ved, at der ligger mange uforbrugte ressourcer, fordi medarbejderne ikke får de kompetencer og de opgaver, de allerede er kvalificeret til. Vi skal kort sagt gå på to ben, siger Karen Stæhr. - Er det fagforeningens opgave at fortælle, hvordan ressourcerne skal bruges, bør arbejdsgiverne ikke vide det og tage ansvaret på sig? - Jo, ud fra den synsvinkel skulle vi holde os væk fra de runde borde. Men arbejdsgiverne skal også overholde sikkerhedsbestemmelserne og overenskomsterne. Det gør de heller ikke altid. Så vi er nødt til at være med, der hvor vi kan få indflydelse, og give gode råd. Det gjorde vi sidste år i Københavns Kommune, da vi anbefalede et kommunalt vikarkorps i hjemmeplejen, og vi gør det i H:S. Men vi skal også selv gå i offensiven og komme med udspil, som vi for eksempel har gjort i Københavns Amt sammen med de andre faglige organisationer på sygehusene om opgaveglidning. Når vi arbejder sammen udgør vi en enorm styrke, det er vi ved at få fine eksempler på, siger Karen Stæhr. - Er der ikke en risiko, for at fagforeningen kommer til at lægge navn og rygte til arbejdsgivernes ønsker? - Nej, det opfatter jeg ikke. Tværtimod møder vi respekt, og både arbejdsgivere, embedsmænd og politikere lytter til os, hvis vi gør vores hjemmearbejde ordentligt. Det kan godt være, at vi ikke når for enden af den vej, vi gerne vil, men når vi et stykke af vejen, er det ikke spildt. Men det er et langt sejt træk. Og vi har jo altid lov at stå af, hvis vi når et punkt, hvor vi ikke kan lægge navn til. Det er til gengæld også vigtigt at huske. - Hvad er årsagen til at fagforeningen begynder at gå på to ben? - Fagforeningen skal hele tiden matche den udvikling, der sker i samfundet. Det er der vel intet nyt i. Løn og arbejdsvilkår er stadig kerneydelsen, men i vores tid handler arbejdsvilkår i høj grad også om at udvikle faget .Vi har jo også været med til at forme og udvikle social- og sundhedsuddannelsen. Løn og arbejdsvilkår handler ikke kun om at få 10 øre mere i timen, som da jeg for mange år siden startede som tillidsrepræsentant. Det er blevet mere komplekst. Man skal tilpasse sit faglige arbejde til samfundets udvikling, men man skal ikke hoppe blindt på udviklingen. Man skal have nogle holdninger siger Karen Stæhr. Hvilke nye udfordringer mener du, at fagforeningen kommer til at stå overfor den nærmeste tid? - Jeg tror vi får en stor opgave i at finde ud af, hvordan vi strukturerer os ude på arbejdspladserne. Vi skal finde ud af, hvordan vi får kollektivet til at gå i spænd i med individet. Der skal være plads til den enkelte, men vi er også afhængige af hinanden på en arbejdsplads. Det er en stor opgave, og den er svær. Og så tror jeg også, at vi i nær fremtid skal finde ud at organiserer os mere brancherettede. Vores medlemmer identificerer sig mere og mere med de grupper, de arbejder sammen med på arbejdspladserne. Indenfor sundhedsvæsenet har en social- og sundhedsassistent mere til fælles med sygeplejersken, lægen og rengøringsassistenten end hun har med en amtsvejmand i Sønderjylland. Jeg vil gerne understege, at den brancherettede organisering ikke skal være endnu en overbygning på det, vi har. En anden kæmpestor opgave vi får, bliver indvandrergrupperne. Det handler om faget og det handler om holdninger. Fagligt skal vi være med til at sørge for at de indvandrere, der sidder med uddannelser også kan få job på vores arbejdspladser. Vi skal nok se mere nuanceret på deres uddannelser og meritmuligheder . Holdningsmæssigt mener jeg også, at vi har pligt til at påtage os den opgave, at vi tager godt imod dem. På arbejdspladserne, i uddannelsen, men også i samfundet. Jeg mener, det er fagforeningens opgave at bekæmpe fremmedhad og fremme integration, og det betyder, at vi må tage dialogen også blandt vores egne medlemmer, slutter Karen Stæhr.