Læs op Udskriv $name Fra fængsel til egne huse De første år var hårde. Bevægelsens såkaldte agitatorer skulle overbevise hver enkelt arbejder om nødvendigheden af faglig organisering. Af Merete Astrup Den 5. maj 1872 strømmede de københavnske arbejdere til Københavns Fælled for at støtte de strejkende murersvende. Det var ikke uden risiko, for politiet havde forbudt mødet og arresteret Louis Pio, Poul Geleff og Harald Brix. De var ledere af den danske afdeling af Internationalen, den nye socialistiske bevægelse i Europa, og ud af Internationalen voksede i Danmark Socialdemokratiet og LO. Mødet på Fælleden endte med at blive 'Slaget på Fælleden'. Politiet slog med stor brutalitet ned på arbejderne, Internationalen blev forbudt året efter og lederne fik hårde fængselsstraffe, som blandt andet fik Louis Pio til at bryde sammen og rejse til USA ved løsladelsen. - Men mod forventning brød den nye bevægelse ikke sammen, forklarer forskningsbibliotekar Gerd Callesen på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA, i København. For den var resultatet af næsten 30 års forsøg på at organisere de få, men stadigt flere arbejdere i byerne. I begyndelsen var de splittede i borgerlige, kristelige og senere socialistiske arbejderforeninger. Men efter en strejke på skibsværftet B&W i København stiftede Louis Pio den 15. oktober 1871 en dansk afdeling af 1. Internationale, der var en sammenslutning af socialistiske grupperinger i Europa. Agitatorerne Forbilledet var de britiske fagforeninger, og den åndelige inspirator var den tyske filosof Karl Marx, hvis værker fik afgørende betydning for arbejderbevægelsen. Den danske afdeling samlede både den faglige og politiske kamp, og selv om de senere blev adskilt i en politisk organisation, Socialdemokratiet, og en faglig, fortsatte det tætte samarbejde med fælles organisatoriske bånd helt frem til 1996. Antallet af arbejdere og dermed medlemmer tog til. Men de var få, og de såkaldte agitatorer skulle overbevise hver enkelt arbejder om nødvendigheden af deltagelse i fagforeningen. Det var hårdt, for arbejdsgiverne truede og pengene til kontingentet skulle hentes op af en lille løn. Men trods alt gik det fremad - også selv efter et stærkt tilbageslag i 1870' erne, da en økonomisk krise ramte Danmark med massearbejdsløshed til følge. Da det gik fremad igen fra 1881 kom der fuld kraft på agitationen, og i de næste 20 år svømmede arbejderbevægelsen ind over det danske samfund. Men grundlaget var lagt i kriseårene. I 1874 blev 'De frie Fagforeningers Centralbestyrelse' dannet. Den samlede de eksisterende socialistiske fagforeninger og politiske klubber i en organisation, som i 1876 fik sit første program på et møde i forlystelsesetablissementet Gimle, og det kom derfor til at hedde Gimle-programmet. Fra 1872 sikrede dagbladet Socialisten - i 1874 omdøbt til Social-Demokraten - for oplysning og nyheder, og i byerne skød arbejdernes egne forsamlingshuse op. For eksempel i Rømersgade på Nørrebro i København i form af det hus, der i dag rummer Arbejdermuseet.