$name

Fra sejr til sejr gennem solidaritet

 
For 100 år siden grundlagde arbejderbevægelsen et system, som hjalp i kampen for hver krone, hver feriedag og hver lille rettighed. Trods kritik og ny udvikling har det holdt til i dag og efterlignes andre steder i verden.
  
Af Merete Astrup

I 1880´ erne og 1890´ erne gik den unge arbejderbevægelse fra sejr til sejr. Men hele tiden skete det som et resultat af hårde kampe. Alene i 1885 var arbejderne ude i 107 strejker, men på det tidspunkt var også en tredjedel af arbejderne medlemmer af en fagforening. Og arbejdsgiverne svarede igen med at udelukke arbejdere fra fabrikkerne, hvis de stillede for store krav.
 
Alene i 1885 blev de allerede den gang stærke smede- og maskinarbejdere i København udelukket i hele fem måneder med en såkaldt lockout. De måtte ikke komme på arbejdspladsen, med mindre de opgav kravene om retten til at være medlem af en fagforening og mindsteløn.

Denne lockout blev på mange måder afgørende. Andre arbejdere samlede ind til smedene, og bønder, der i partiet Venstre kæmpede for demokrati mod den næsten diktatoriske Højre-regering, tog imod arbejdernes børn eller hyrede smedene til høstarbejde. Begrebet solidaritet fik konkret betydning.

Skruebrækkere og kvinder
Konflikten endte med, at arbejdsgiverne måtte anerkende retten til faglig organisering. Men mindsteløn blev der ikke noget af, og arbejderne var stadig langt fra deres traditionelle krav: 8 timers arbejde, 8 timers fritid, 8 timers hvile. Ferie var et ord, ingen kendte.

Men konflikten fik også politisk betydning. Den fik bøndernes parti, Venstre, til at nærme sig arbejdernes parti, Socialdemokratisk Forbund, som partiet hed indtil 1961.

Partiet blev stiftet, da man i 1878 delte den hidtidige enhedsbevægelse i en politisk organisation - Socialdemokratiet - og en faglig, der 20 år senere blev til De Samvirkende Fagforbund. Den skiftede senere navn til LO.

Men hele tiden hed det kamp. Ikke kun mod arbejdsgiverne, men også mod de kolleger, som ikke ville organisere sig og som tilmed brød strejkerne. De fik navnet skruebrækkere, for den gang blev en strejke kaldt en skrue. Princippet var nemlig, at arbejderne på en virksomhed strejkede, kollegerne i arbejde støttede, og derefter drejede 'skruen' videre til en anden virksomhed, hvor arbejderne så gik i strejke.

Det var ekstra hårdt at være kvinde og fagligt aktiv. De skulle passe hjemmet, men ud over det nægtede arbejdsgiverne kategorisk at anerkende kvindelige fagforeninger. Først i 1898 kunne de stifte Det Kvindelige Arbejderforbund.

Men der var også interne diskussioner i selve bevægelsen. Det store spørgsmål var, om den skulle organisere sig i snævre fagforbund eller brede industriforbund. Denne 'strukturdiskussion' har plaget dansk fagbevægelse siden, og en anden konflikt gik mellem faglærte og ufaglærte arbejdere.

De faglærte gav ikke ved døren. Men i 1891 blev den kun 27-årige Michael Lyngsie valgt til formand for forløberen for SID, Centralforbund for Arbejdsmænd i Danmark, der var stiftet kun tre år tidligere. På få år formåede Lyngsie at placere de ufaglærte på det faglige og politiske kort, og han banede vejen for andre ufaglærte grupper.

Mellem 1885 og 1899 oprettede faglige agitatorer og organisatorer omkring 50 landsdækkende fagforbund, og i 1900 var 50 procent af de faglærte arbejdere medlemmer af en fagforening. På 30 år var fagbevægelsen blevet den stærkeste organiserede kraft i Danmark.