Læs op Udskriv $name På vej mod det blå stempel Hospitalerne i H:S, er i disse dage til eksamen. Det er nu, de skal have det endelige kvalitetsstempel, som i hospitalsverdenen går under navnet akkreditering. I to år har konsulenter fra Joint Commission sammen med personalet kigget hospitalerne efter i sømmene. Det har været en sej proces, men det rykker, mener tillidsrepræsentanten. Af Merete Astrup De fleste har eksamensfeber, når det endelig gælder, og sådan er det også på Rigshospitalet. 1. marts og de næste fem dage vil det vise sig, om hjemmearbejdet er gjort godt nok. I de forløbne to år har personale og ledelse fået lektier for, og resultaterne af "terminsprøverne" er ikke så tossede endda. Den sidste generalprøve inden den endelig akkreditering viste, at der er sket kvalitetsløft på Rigshospitalet. Men der var stadig områder, der skulle gøres noget ved før den rigtige eksamen. - Vi fik mest ros, og nu vil det vise sig, om vi når at få rettet på de sidste mangler, så vi kan få kvalitetsstemplet, siger Lis Heideman, næstformand for Hovedsamarbejdsudvalget på Rigshospitalet. Det har været en lang og sej proces at nå igennem, for det var ikke sådan, at personalet på hospitalet brød ud i jubel, da projekt akkreditering blev nævnt første gang. Akkredi- hvad for noget? Alene betegnelsen akkreditering vakte skepsis. Det var svært at finde et dansk ord, der nøjagtig forklarede, hvad det gik ud på. Noget med kvalitetsmåling. I bevidstheden lå det snublende nær kontrol. Og hvorfor i alverden skulle nogle konsulenter fra en amerikansk virksomhed, Joint Commission, have mere forstand på dansk sygehusvæsen end danskere selv? Var denne "akkredi- hvad for noget" endnu en ny opgave i rækken af rationaliseringer, effektiviseringer, omstillinger og besparelser? Lis Heideman er også fællestillidsrepræsentant, hun fortæller: - Vi har i H:S i flere år været igennem så omfattende omlægninger, rationaliseringer, effektiviseringer og besparelser, så det virkede uoverskueligt, hvordan vi skulle få tid til at koncentrere os om en ny, stor tidskrævende opgave. For sådan opfattede vi det. Bekymringen gik også på, om lederne nu ville bruge så meget tid den opgave, at de glemte medarbejderne. Efter nogen tøven bed de på, og Lis Heidemann tog på sine gruppers vegne plads i Kvalitetsrådet. - Hvis vi fravalgte det, fravalgte vi også os selv, siger hun. Amerikanerne kom Tre konsulenter fra det amerikanske Joint Commission står for at gennemføre akkrediteringen. De kom, så og spurgte til samarbejde på tværs, strukturer og procedurer. Først og fremmest spurgte de efter data og dokumentation, og de ville gerne se arbejdsgange og rutiner. Det skulle medarbejderne på afdelingerne vise dem, og fra dem fik konsulenterne efterhånden oplæg og svar på dansk og på engelsk. Tre gange har konsulenterne været på Rigshospitalet, og de har uddelt ris og ros. Konsulenterne roste blandt andet organiseringen på hele børneområdet, og så var der områder, hvor de anbefalede, at der straks blev iværksat tiltag til kvalitetsforbedringer. For eksempel på infektions- og hygiejneområdet samt fryse-køletemperaturer. - Vi har fulgt op i kvalitetsrådet med logbøger og "dagens fund" på intranettet, og der er sket kvalitetsløft. Meget af det er jo noget, vi godt vidste, men som vi nu kan se, at vi ikke har haft procedurer og organisering for. I løbet af årene er vi jo også blevet færre, og flere opgaver er ubevidst lagt over på plejepersonalet, uden at en tilpasset organisering af opgaver og ansvar er fulgt med, forklarer Lis Heideman. Det har været en lang og sej proces. Men Lis Heideman mener også, at det har været en god og lærerig proces. - Mange har udtrykt glæde over, at vi har fået lov at vende tilbage til tabte og glemte værdier. Værdier som var druknet i de omlægninger og effektiviseringer i kølvandet på besparelser, som H:S har kastet os ud i. De glemte værdier kommer frem nu, fordi vi skal måle kvalitet på alle procedurer og strukturer i stort og småt, og det er patienten, der er i centrum, siger hun. En gulvspand skal stå på gulvet Alt er ikke rosenrødt. Lis Heideman er stadig bekymret for, om alle medarbejdere er kommet med. Det tog tid at få overbevist medarbejderne på de enkelte afdelinger om, at denne akkreditering kunne skabe forbedringer og bruges positivt. - Indenfor mine egne grupper var der kolleger, der ikke havde lyst til at tale med konsulenterne. De mente, at lederne var bedst til det. De er jo vant til, at det er lederne, der udtaler sig. Men konsulenterne ville tale med medarbejderne, for de har brug for at få deres oplevelser af hverdagen. Derfor har jeg gjort meget ud af at få medarbejderne til at medvirke, fortæller Lis Heideman. Hun har også eksempler på, at kolleger er blevet stødte, vrede og kede af det, når konsulenterne har peget på et problem, som for eksempel en gulvspand, der stod i håndvasken. En gulvspand står naturligvis på gulvet. - Nogle af kollegerne tog det meget personligt, når konsulenterne påpegede mangler eller anbefalede at ændre på nogle procedurer. Derfor har vi brugt en del ti, på at blive bevidste om, at det ikke er den enkelte, der gør noget forkert, forklarer Lis Heideman. I tilfældet gulvspand, havde medarbejderen en forklaring på, hvorfor gulvspanden var placeret i håndvasken. Det var af hensyn til hendes arbejdsstilling, og i øvrigt blev spanden aldrig brugt til gulvvask, men kun rengøring at et bestemt apparat. . Derefter anbefalede konsulenterne, at det kom til at fremgå, at denne spand kun bruges til det formål. - Da kollegaen fik sovet på det, kunne hun godt forstå, at det ikke var hende, der gjorde noget forkert. Men jeg er stadig bekymret for generelt, hvor meget kollegerne ude på afdelingerne er med i hele det her. Jeg er bekymret for, om de får den tid til processen, som er nødvendig, siger næstformanden i Hovedsamarbejdsudvalget. Giv tid Det har været og er et must for Lis Heideman at få lederne inklusiv hende selv til at huske på, at medarbejderne skal have lige så lang tid, som de selv har haft. - Vi, der sidder med i udvalg og råd har jo hørt og diskuteret tingene flere gange, og er langt fremme i processen. Så vi kan ikke altid forstå, hvorfor medarbejderne ikke bare lige hopper på, når vi forelægger tingene. Det handler også om, hvordan vi formidler tingene. Vi kan nemt lyde indforstået og belærende, fordi vi kender det hele så godt, og det må vi passe på, advarer Lis Heideman. I den almindelige skepsis i starten var inkluderet, at sproget var engelsk. Der var nogle medarbejdere, der ikke ville eller kunne fortælle på engelsk. I anden omgang fik vi tolk på. Men det var heller ikke problemfrit, fordi tolkene ikke var dygtige nok til at oversætte mange af begreberne og udtrykkene indenfor sygehusverdenen. Vi har forlangt at få dygtigere tolke med i den endelige akkreditering, siger Lis Heideman. Sprogbarrieren var også i vejen, indtil hele det amerikanske koncept blev oversat til dansk, og det tog nogle måneder. Nu står Rigshospitalet midt i eksamen. Bagude ligger masser af møder, og der er brugt mange timer hos lederne og hos kollegerne ude på afdelingerne. Det er forskelligt, hvordan de enkelte afdelinger har organiseret sig. Nogle har holdt køkkenmøder, og andre har holdt en form for minikonferencer. Lis Heideman håber, at det store tidsforbrug kommer godt igen i det videre forløb. - Man kan spørge sig selv om, hvorfor der skulle amerikanere ind med et amerikansk koncept for at få gang i kvalitetsudviklingen på H:S`s seks hospitaler, funderer Lis Heideman. - Men det var et valg, som H:S direktionen traf, og i dag tror jeg også, at det var et rigtigt valg. - Hvad sker der, hvis Rigshospitalet ikke bliver akkrediteret? Det går nok ikke som i USA, hvor et hospital ingen kunder får. Akkreditering er en proces, og den vil fortsætte. Det er nærmest usandsynligt, at vi bliver akkrediteret uden bemærkninger. Det sker i hvert fald sjældent første gang. Meningen er at vi skalblive inspireret til at arbejde videre i processen, slutter Lis Heideman. Joint Commission kommer igen om tre år. Faktaboks: Akkreditering omfatter alle H:S`s seks hospitaler. Første hospital der gik til eksamen var var Frederiksberg, den 28 januar. Sidste hospital er Rigshospitalet, den 1. marts Hvis et hospital ikke opfylder de internationale kvalitetskriterier, som Joint Commission har sat op, bliver de ikke akkrediteret. De får altså ikke "det blå stempel". Hvem står for akkreditering? Joint Commission on Accreditation of Healtcare Organizations (JCAHO) er en selvejende, ikke profitskabende institution i USA. Den er opstået ud fra kirurgiske selskaber og har godkendt klinisk arbejde i sundhedsorganisationer i USA siden 1920`erne. Der er ansat omkring 600 personer, som udvikler standarder og evaluerer hospitaler. I USA skal sygehuse være akkrediteret, for at de offentlige og private sygeforsikringer vil betale for behandling af patienter.