Læs op Udskriv $name Hun var verdensmester i undskyldninger Marie Pedersen er ordblind, men det er først i en sen alder, hun har opdaget, hvor meget hun egentlig er gået glip af i livet. Nemlig da hun for tre år siden startede på fagforeningens kursus for ordblinde og læsesvage. Inden da undskyldte hun sig med, at hun havde glemt sine briller, eller at lyset faldt dårligt. Af Merete Astrup Marie Pedersen har stadig sit lager med undskyldninger for, hvorfor hun ikke lige kan læse en skrivelse. Men i de sidste tre års tid er undskyldningerne begyndt at samle støv. Fagforeningens kursustilbud til ordblinde og læsesvage har ikke alene lært Marie Pedersen at læse og forstå, hvad hun læser. Marie Pedersen har fået selvtillid, og hun behøvet ikke at undskylde, at hun ikke læser hurtigt. Det er som at blive en del af det samfund og det fællesskab, som hun har undgået, fordi hun ikke kunne læse. Marie Pedersen stoppede i hjemmeplejen på Indre Østerbro sidste sommer, da hun 62 år gammel gik på efterløn. I 25 år har hun været på den samme arbejdsplads, og indtil for ganske få år siden, klarede hun sig uden at fortælle hverken kolleger eller bruger, at hun havde meget svært ved at læse. Marie Pedersen valgte at gemme sig. Hun mødte om morgenen og tog direkte til sine borgere, og da hun var færdig hos den sidste, kørte hun hjem. - Den måde kunne jeg klare mig på, uden, at jeg blev opdaget. Den gik i mange år, men så blev hjemmeplejen opdelt i grupper og teams. - Da holdt vi jo møder om morgenen og til frokost, så jeg var nødt til at være sammen med kollegerne. Det var forfærdeligt, og jeg fik brug for alle mine undskyldninger fra det lager, som jeg gennem mange år har opbygget, for at undgå at læse. Marie Pedersen blev dog afsløret en dag, da hun skulle læse en avis for en beboer, der var blind. - Da var jeg på spanden, jeg kunne dårligt læse overskifterne. I dag læser hun sit fagblad infoa. Så skal det være Verden blev større for Marie Pedersen, da hun startede på kursus i fagforeningen på Godthåbsvej. Det var hende selv, der tændte på ideen, da hun i 1999 læste om kurset for første gang i kursuskataloget. - Det var også fordi, at jeg havde fået et barnebarn, som mente, at jeg skulle læse højt. Så skulle det være nu! fortæller Marie Pedersen. Hun har været på læsekursus tidligere på aftenskole, men hun sprang fra. - Jeg gav simpelthen op, fordi jeg syntes, det var svært. Jeg havde også et lille barn på tre år den gang. Marie Pedersen gik hjemme i flere år, mens hendes sønner var små. - Hjemme kan man godt klare sig uden at behøve at læse, siger hun. Jobbet i hjemmeplejen var også gennemtænkt, fordi man dengang arbejdede meget alene. Marie Pedersen smiler ved tanken. - Tænk, hvor meget jeg er gået glip af sammen med mine kolleger. Men jeg havde aldrig trang til at fortælle dem om mit handicap. - Hvad gjorde du, da hjemmeplejen blev delt op i grupper? Marie Pedersen klukker lidt: - Jeg kom meget tit for sent, for så var alle strimlerne læst og klienterne delt ud. Så tog jeg dem, der var tilbage. - Men det betød vel, at du aldrig havde indflydelse? - Ja, men det ville jeg hellere leve med end at afsløre mit handicap. I dag kan Marie Pedersen læse stavelser og vokaler, det betyder, at hun forstår, hvad hun læser. - Tidligere læste jeg bogstav for bogstav, det giver jo ingen mening. Hun kommer i tanker om en historie fra hun var stor pige. Hun skulle skrive sit efternavn. - Så gik jeg ud og så på dørskiltet, og gik ind i stuen og skrev P og så fremdeles med alle bogstaverne, for jeg ville ikke stå med papiret og skrive foran skiltet. Så kunne alle, der kom forbi jo se, at jeg ikke kunne læse. Hun ryster let på hovedet - sikke et arbejde. Ordbøger er gode Nu skriver Marie selv breve til forsikringsselskabet. - Det tager godt nok nogle timer, men jeg skriver på min pc. Når der er ord, jeg ikke forstår, eller ord jeg ikke kan stave til, så slår jeg dem op, og skriver jeg dem ind i min ordbog i pc´en. Så har jeg dem til næste gang, fortæller Marie. Hun har stadig vanskeligheder med at læse opskrifter, derfor laver hun for det meste de retter hun kender. - I stedet for at læse opskriften, er det nemmere at springe fra. Igen det med at springe fra og springe over, som jeg har gjort hele mit liv. Marie Pedersen holder også stadig meget af at høre radiohørespil, foredrag og lydbøger. - Hvis jeg skal have noget ud at en tekstet film, skal jeg se den to gange. Jeg kan ikke se billederne og teksten på en gang, det læser jeg for langsomt til. Svære tider Marie Pedersen hører til den generation, hvor de ordblinde og læsesvage elever var dumme. Også hjemme i familien lød det: "Det ved Marie ikke noget om, hende kan vi ikke regne med. - Jeg gik i hjælpeskole, som det hed. Rugbakken Skole, men jeg fik aldrig at vide hvorfor. Jeg var bare dum. Ikke desto mindre fik Marie flidspræmie på skolen. - Tror du, det er nemmere i dag for de yngre at leve med dit handicap? - På mange måder, tror jeg, at det er sværere. For i dag kan de unge ikke gemme sig på en arbejdsplads på samme måde, som jeg kunne. På de fleste arbejdspladser arbejder man sammen i grupper og teams. Informationssamfundet stiller også helt andre krav, og det hele går meget stærkere. - Hvis vi vil være med, er vi nødt til at være på? - Ja, og dem der ikke kan det, fordi de har et læsehandicap, risikerer at falde helt ud. - Kan du selv mærke, at du rykker? - Ja, det kan du tro. Vores lærer Mette .. fortæller også, at jeg har flyttet mig meget. Det er en god lærer, og vi er ikke mange på holdet. Det giver tryghed. Jeg har tænkt mig at fortsætte kurserne, så længe jeg får lov, kommer det klart fra Marie Pedersen. Hun havde frygtet, at hun skulle stoppe da hun gik på efterløn, men sådan er det ikke med fagforeningens kurser. Kurserne er for alle medlemmer af FOA Social og Sundheds-afdelingen uanset alder og job. Men Marie Pedersens råd til andre med hendes handicap er: - Vent ikke så længe som jeg gjorde. Meld jeg på kursus, mens I stadig har mange år tilbage på arbejdsmarkedet.