Læs op Udskriv $name 25 år i medlemmernes tjeneste De faglige klubber hører desværre til en uddøende race. Sådan er det ikke i Lyngby-Tårbæk. Med 25 år på bagen er klubben sprudlende og synlig som aldrig tidligere. Den 19. september festede medlemmerne for sig selv på byens Rådhus. Det var kommunens gave til klubben. Af Merete Astrup Det hele startede i 1978, fordi hjemmehjælper Anna Grethe Thomsen var lidt træt af "være alene". Hun var medlem i det daværende Husligt Arbejder Forbund (HAF) i Gladsaxe afdeling. Men der var langt til Gladsaxe, og derude i Lyngby-Tårbæk kørte hjemmehjælperne rundt uden at kende hinanden. - Den gang var vores arbejde meget alene arbejde, vi så ingen kolleger i løbet af dagen. Vi kørte direkte ud til vores klienter om morgenen, og vi kørte hjem igen om eftermiddagen. Jeg syntes vi skulle kende hinanden, så vi kunne hjælper hinanden i arbejdsdagen, hvis der blev brug for det. Hvis jeg f.eks. stod med en klient, der faldt, kunne det være rart at vide, at der var en kollega i nærheden. Den gang havde vi jo ikke mobiltelefoner, siger Anna Grethe. - Vi havde heller ingen samlingssteder. Hvis vi overhovedet mødte en kollega, skete det i regnvejr i vaskeriet på Ulrikkenborg Plads. Her spiste mange af os vores madpakker, tilføjer Anny Christiansen. Jo, og så kunne de kende hinanden på gaderne - en kvinde på cykel med to cykelkurve og en madpakke. Opslag i den lokale Anna Grethe fik med hjælp fra HAF afdelingen skrevet til hjemmehjælperne i kommunen, at de skulle komme til møde den 12. september. Hun satte også en annonce i den lokale avis. - Der kom rigtig mange til mødet, fortæller Anna Grethe, og inden hun havde fået set sig om, var hun valgt til formand for den nystiftet faglige klub. Det kom helt bag hende. Men nu var det om at tage fat. Så Anna Grethe kontaktede kommunen og meddelte at klubben var stiftet. - Der gik ikke lang tid, så fik vi aftalt, at klubben kunne holde sine møder i rådhusets kantine. Dengang holdt vi møder fra kl. 19.30, så kunne kvinderne nå hjem og fodre børn og mænd og putte børnene inden, de gik til klubmøde. Vi skulle slutte klokken 22, så kom vagten på Rådhuset og smed os ud, husker Anna Grethe. Anny Christiansen husker den lunkne kaffe. Den havde rådhuspersonalet lavet til dem om eftermiddagen, så den stod klar. - Det hørte ligesom med griner Anny, der i øvrigt afløste Anna Grethe på formandsposten i 1991. Det var lykken, da klubben nogle år senere fik deres eget klublokale i et spejderhus på Baune Allé. Det var stort, at klubben selv kunne bestemme, hvornår de ville komme og gå i lokalerne. Og møder med frisklavet kaffe var heller ikke at kimse af. I de første år var det samlingsstedet, der var vigtigt, "så vi kunne udveksle erfaringer". Indkaldelserne til møderne kunne hjemmehjælperne finde i den lokale avis og på opslagstavlen i den lokale Irma, hvor indkaldelserne hang side om side med "cykel til salg" og "mand søges". Kattemad i SUMA Hjemmehjælperne havde deres faste klienter, som de kom hos to timer hvert sted. Da de begyndte at snakke sammen om deres arbejdsforhold, skete der ting og sager. - Vi begyndte jo at fortælle hinanden om det, vi lavede i hjemmene, og det var ikke småting, fortæller Anna Grethe. - Vi blev på nogle måder misbrugt. Nogle slæbte og bankede tæpper, nogle hentede tunge møbler på lofter og i kældre. Nogle af os blev beordret i SUMA, for at købe kattemad i kilovis på tilbud, selvom det lå langt væk. Opgaver som vi i virkeligheden ikke magtede, og som sled på os, fortæller Anny. Der er en forklaring på, at faget i løbet af årene kom ind i nogle aftaler om, hvad en hjemmehjælper måtte udføre af opgaver, og hvilke rettigheder de havde. Det var en stor hjælp for hjemmehjælperne. At det så har taget overhånd i deltaljeret regler og tidsmålinger er ærgerligt, siger de to "gamle" i faget. Hjemmehjælpernes tid var i det hele taget bestemt af klienterne og deres behov nu og her. - Vi kunne kun komme på TR kurser, hvis klienterne sagde, at de kunne undvære os, fortæller Anna Grethe og Anny. Vi tog konflikten Klubben blev omdrejningspunktet i den udvikling, der efterhånden tog fart i hjemmeplejen i Lyngby-Tårbæk. I løbet af årene fik personalet valgt tillids- og sikkerhedsrepræsentanter, og der blev indgået aftaler med kommunen. Ikke alle aftaler kom klubbens forhandlere lige nemt til. - Men til sidst indså kommunen, at det var en fordel af have den faglige organisation, siger Anny. Det var ikke kun med kommunen, at kampen skulle tages, det var også med kollegerne. Det kostede energi at organisere kollegerne. - Vi havde mange, der arbejdede på deltid af lyst. De havde en ægtefælle, der forsørgede dem, så de var ligeglade med fagforeningen, fortæller Anny. Både hun og Anna Grethe erindrer konflikten med kollegerne, da den faglige klub lavede aftaler med kommunen om, at de fastansatte hjemmehjælpere skulle arbejde i weekenderne. Anna Grethe får et glimt i øjet, der fortæller, at det var en lidt fræk sag, de havde gang i dér. Det var det også, forstået på den måde, at klubbens bestyrelse og tillidsrepræsentanterne gik imod kollegerne. - Den gang var det kun afløsere, der kom lige fra gaden, der arbejdede i week- enderne. Det var der mange af kollegerne, der var glade for. Men vi så det som en nedvurdering af vores arbejde, fortæller Anny. Og hun fortætter. - Vi syntes, at der var svært at få anerkendt hjemmehjælpernes arbejde som et rigtigt job og et fag, hvis vi accepterede, at helt uerfarne kunne gå ind og gøre vores arbejde i weekenderne. Uha da, hvor blev de upopulære. - Men vi tog konflikten med kollegerne, siger de to forhenværende klubformænd overbevisende, og de mener faktisk, at nogle tillidsrepræsentanter nu om dage er for konfliktsky overfor kollegerne. - Man bliver nødt til at tage diskussionerne, og stå ved sine holdninger og forslag, hvis man mener de er rigtige, lyder det. Medspillere Man skal naturligvis også søge kompromisser, når de giver gode resultater. Det har den faglige klub haft flere succeser med i samarbejde med kommunen. René Petersen, som nu er klubbens formand, og den tredje af slagsen i klubbens 25 årige historie, siger: - Vi har igennem årene fokuseret på, at fagforeningen, tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter er medspillere og ikke kun modspillere. Det har vi gode resultater med. Hvis ikke vi havde arbejdet sammen, havde vi ikke opnået de resultater, vi har i dag, siger René Petersen, som også er frikøbt fællestillidsrepræsentant på fuld tid. Sammen med den anden fællestillidsrepræsentant Kim Vesselgaard, der er frikøbt 23 timer pr. uge bemander han FTR-kontoret i Bauneporten tilsammen 60 timer om ugen. En hel del af tiden tilbringes dog udenfor kontoret. - Vi er ude arbejdspladserne alt efter behov. Men vi er ude på alle arbejdspladser i kommunen mindst to gange om året, siger René Petersen. Der ud over er alle tillidsvalgte frikøbt tre timer en gang om måneden, hvor de mødes sammen med de to fællestillidsrepræsentanter. Der er sket noget siden Anna Grethe startede med mødeindkaldelser som opslag i den lokale Irma. I dag er der ikke én eneste, der bliver ansat i kommunen uden, at de har mødt FOA. Omkring den første i hver måned, holder kommunen en introduktionsdag i alle områder for alle de nye ansatte, hvor de bliver informeret om området. På intro- dagen har vi, tillids- og sikkerhedsrepræsentanter en halv time alene med de nye kolleger, hvor vi fortælle om os om vores arbejde, træffetider om hvad der er aktuelt på det tidspunkt. Da det er en dag med mange informationer har vi lavet en folder med informationer om hvem vi er, siger René. Synlighed er nøgleordet for klubben. Det gør man bedst ved at vise sig, og stå til rådighed. Mens Anna Grethe hverken havde skrivemaskine eller telefon, har Kim og René computere mobiltelefoner, og de er åbne hele døgnet. Faktaboks. FOA´s faglige klub i Lyngby- Tårbæk Kommune er 25 år gammel. Har i 2003 400 medlemmer 15 tillidsrepræsentanter 2 fællestillidsrepræsentanter frikøbt tilsammen 60 timer ugentligt