Læs op Udskriv $name Livet blev lettere med førtidspensionen Egentlig ville hun det ikke. Længe kæmpede hun for at undgå førtidspensionen. Men kroppen sagde nej, for arbejdsulykken havde sat en stopper. Så startede kampen for førtidspensionen. I lang tid sloges hun alene mod en kommune, der imod alle lægelige odds ville have hende i arbejde, og sendte hende i den ene arbejdsprøvning efter den anden. Først da fagforeningen kom ind i billedet, blev forhindringerne ryddet af vejen. Af Merete Astrup Egentlig ville Winni Møller- Nielsen ikke selv førtidspensioneres. I dag er hun ikke i tvivl. Livet er blevet lettere med førtidspensionen. - For det er blevet legalt at være hjemmegående, som hun siger. I hele perioden med sygedagpenge og arbejdsprøvninger skulle hun ligesom undskylde, at hun gik hjemme. Også selvom smerterne hver eneste dag talte sit eget sprog. Det kunne andre ikke høre. - Hvis ikke min fagforening havde overtaget mig i de stumper og stykker, jeg var, så ved jeg ikke, hvor jeg var havnet, siger Winni Møller- Nielsen, der i dag er en livsglad kvinde. Hun beskriver det således: Fagforeningen kæmpede min førtidspension igennem sammen med en erstatning for tabt arbejdsevne, og her lærte jeg at fokusere på det jeg kan, i stedet for det, jeg ikke kan. Efter en arbejdsulykke i 1993, har Winni Møller-Nielsen endelig fået tilkendt førtidspension. Men hun skulle igennem mange arbejdsprøvninger og lige så mange kommunale sagsbehandlere, inden hun nåede hertil. Ikke mindst, måtte Winni Møller- Nielsen ned og suge grundvand, da kommunen lukkede for pengekassen og mere end antydede, at børnene kunne blive anbragt, hvis der ikke var penge til mad. - Du er for syg til sygedagpenge, men for ung til førtidspension, lød beskeden en dag til Winni. Tilbage var bistandshjælpen - bare ikke når man er gift. Gravid og nyuddannet Det hele tegnede ellers så godt. Winni var netop blevet uddannet social- og sundhedshjælper i 1992 efter halvandet år som vikar i hjemmeplejen. Familien, som på daværende tidspunkt talte hendes mand og en datter på 6 år ventede familieforøgelse. Men så skete det. Det var en almindelig dag hos en af Winnis faste borgere. En ældre herre på ca. 100 kg. med Parkinsons syge. Hun kendte ham rigtigt godt. Den dag havde hun travlt, så hun bad ham om selv at sætte sig i sin stol. Det havde han gjort tidligere. - Men han faldt og greb fat i mig og fik vredet min overkrop helt modsat min underkrop, og så faldt han oven på mig med sine 100 kg., fortæller Winni om episoden, der sendte hende i et smertehelvede, og ændrede hendes liv. Hun havde godt mærket et knald i ryggen, da hun faldt, men hun fik rejst sig op, og det gik da meget godt. Hun fik dog fat på en kollega, da hun efter at have forsøgt at bevæge sig fik det underligt i sit bækken, og hun fik så mange smerter i benene, at hun dårligt kunne stå. - Jeg begyndte også at pletbløde, så jeg blev sendt til lægen. Han beordrede hende hjem i seng. Næste dag kunne Winni ikke røre sig, og hun blev kørt på hospitalet. Bækkenløsning - kraftig- lød diagnosen, og Winni forlod hospitalet i kørestol, og med WC forhøjer og andre hjælpemidler til hjemmet. Alt var herefter overladt til husbonden. Ingen nævnte ordet arbejdsulykke. Kejsersnit I april fødte Winni sin datter med kejsersnit. Juleaften samme år gik den lille pige selv hen under træet og hentede sin julegave. For pigen havde i sit korte liv kun kendt en mor, der ikke kunne løfte hende. Smerterne var stadig så kraftige, at Winni ikke kunne komme ud af lejligheden uden hjælp. Efter halvandet års "indespærring" fik den lille familie et rækkehus, et rigtigt drømmehus. Desværre var der 1. sal på, hvilket senere skulle vise sig, at blive en belastning for Winni. Ingen sagde arbejdsulykke. - Heller ikke mig selv. Jeg havde jo en bækkenbundsløsning, fordi jeg var gravid. Og det er jo ikke en sygdom at være gravid, vel? Barselsorloven gik over i forældreorlov imod Winnis vilje. - Jeg ville på arbejdet, men kunne ikke. Så jeg blev kraftigt anbefalet forældreorloven. Herefter afløste sygemeldingen. På det tidspunkt savnede Winni kontakt med sine kolleger. Men hun hørte intet fra dem. - Jeg havde sådan brug for deres opbakning, erindrer hun. Og - jo, hun var skuffet. I maj 1995 blev Winni fyret fra sit job. Arbejdsulykke Winni kontaktede første gang fagforeningen, da hun skulle sygemeldes, for da anede hun ikke sine levende råd. Fagforeningen var det første sted hun fik spørgsmålet om, der kunne være tale om en arbejdsulykke. "Det ved jeg ikke," var hendes svar. Winni Møller- Nielsen havde ellers været i hænderne på både sagsbehandlere og rådgivere i kommunen og hos lægerne. Men alle konstaterede bare, at hun havde en bækkenbundsløsning. - Jeg havde aldrig selv tænkt over det med arbejdsulykken, for jeg havde nok at gøre med smerter og børn og familie, siger Winni. På et tidspunkt i sygdomsforløbet måtte familien forlade deres drømmehus, fordi Winni ikke kunne klare trappen til 1.salen. Det var anden gang Winnis helbred krævede flytning . Denne gang til et meget mindre hus, hvor forældrene sover i udestuen. Fagforeningen gik i gang. Nye lægeudtalelser blev indhentet på baggrund af grundige undersøgelser. Røntgenbilleder blev taget, og efterhånden stod det klart, at Winnis tilstand ikke skyldtes bækkenbundsløsningen, men at bækkenbundsløsningen var forårsaget af hendes fald på sit job. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte arbejdsulykken. Grænser På det tidspunkt mente fagforeningen, at der skulle søges førtidspension til Winni. Hendes hjemkommune vurderede imidlertid, at hun var for ung til en førtidspension. Så de sendte hende i arbejdsprøvning efter arbejdsprøvning. Det var også okay i starten, og kommunerne har pligt til at prøve alle muligheder, inden de tilkender en førtidspension. Men der skal være en grænse for, hvor langt og hvor længe man skal arbejdsprøve en arbejdskadet. I Winnis tilfælde var grænserne meget vide, mente både fagforeningen og Winni selv. Fagforeningen klagede til Den Sociale Ankestyrelse over kommunen og fik medhold. - Selv på et tidspunkt, hvor der lå en lægeerklæring fra en arbejdsprøvning på, at jeg ikke kunne arbejde, sendte de mig i en ny arbejdsprøvning. Jeg fik hele tiden nye sagsbehandlere, der ville prøve mig. Sagsbehandlerne fokuserede på, at Winni havde et basisår på EFG på skovbrugslinjen. - De ville have mig i arbejdsprøvning inden for anlægsgartneri og skovbrug, fortæller Winni. Da hun ironisk sagde, at hun da også kunne blive jord og betonarbejder, blev det taget meget ilde op. I sagsakterne findes en bemærkning om, at Winni ikke tager sagen alvorligt. Mens Winni i starten af sit sygdomsforløb var meget indstillet på at vende tilbage til arbejdsmarkedet på et eller andet timetal, sled de mange arbejdsprøvninger og jobtræninger så hårdt på hende, at hun til sidste brød sammen fysisk og psykisk. På et tidspunkt i sygdomsforløbet sagde kommunen, at hun skulle på HF. Det forsøgte hun. Under skoleopholdet fik hun fjernet livmoderen. Hun fortsatte alligevel. - Hele tiden hang truslen over mit hoved: Hvis ikke du stiller op, tager vi dine sygedagpenge. Og det gjorde de, da hun brød sammen på krop og sjæl. Pengekassen blev lukket. Bistandshjælp kunne hun ikke få, fordi hun var gift. - Vi havde 1.800 kr. om måneden til alt til to voksne og to børn. Hvis dine børn sulter, skal vi nok finde ud af noget andet til dem. Underforstået: vi kan da fjerne dem. Ny tilværelse Familien var på skilsmissens og sammenbruddets rand, da fagforeningen "overtog" Winni. Nu skulle den førtidspension tilkendes. Den var gennem det lange forløb blevet endnu mere påkrævet. For der var ikke mere tilbage i Winni. - Det er det bedste, der er hændt. Tage Christensen og Inge Anderberg overtog det hele. Jeg skulle intet foretage mig. Tværtimod: de samlede mig op i stumper og stykker, og de bakkede mig hele tiden op. Især Inge var min psykologiske og personlige støtte. På hendes anbefaling gik jeg til psykolog, og her lærte jeg at fokusere på det jeg kan, og at finde det positive i min nye førtidspensionist tilværelse. Jeg så kun ulykkerne ved at miste evnen til at være i arbejde. - Hvad har du fundet positivt? - Jeg er nu legalt hjemmegående, og det en lettelse. Det er positivt, at mine børn ikke skal hives tidligt op om morgenen for at gå i fritidshjem, inden de skal i skole. Min mand behøver aldrig at tage barns første sygedag. Pigerne kan komme hjem fra skole, for mor er hjemme, og de kan tage en veninde med hjem, - Men jeg skulle have øjnene op for den nye situation, forklarer Winni Møller-Nielsen. Når en veninde så siger: "I har varme i jeres hjem", så er Winni ikke i tvivl om, at livet er godt nok, selvom smerterne stadig er der. Hun har for længst smidt støttekorsettet. Og kørestolen har hun erstattet med Bonnie. - Vi går lange ture. Hun er min træner, for der skal træning og atter træning til, slutter Winni Møller- Nielsen, og sender sin "træner" et kærligt blik. En del af erstatningen for arbejdsulykken skal bruges til at gøre det bedre for Winni derhjemme. Det er foreløbig blevet til en ny elevatorseng og en stol, der er god at sidde i. Og der er lagt varme i udestuen, som far og mor sover i, og det har været koldt.