Læs op Udskriv $name Der er for stille om døvehjemmet Egebækhus Kommunerne i hovedstadsområdet kender for lidt til Egebækhus i Nærum. Det betyder tomme pladser på plejehjemmet, der kan give ældre døve tryghed og rive dem ud af den ensomhed, de ellers er henvist til på andre plejehjem. Af Michael Neumann, Defacto Kommunikation Den lille skov er et orgie i efterårets gule, brune, røde og grønne farver. I dens udkant ligger døvehjemmet Egebækhus, hvorfra beboerne snildt kan følge med i årstidernes skiften. Når frosten kommer, vil søen blive rolig, mens iskrystallerne lægger glas på overfladen. Også det kan beskues bag plejehjemmets vinduer eller på de små vandreture i området. Mulighederne for den slags naturoplevelser bliver flittigt benyttet. Duft og syn er vigtige sanser, når man er døv eller svært hørehæmmet, sådan som beboerne er på Egebækhus. Derfor er Lone Puurlund, leder på plejehjemmet, også noget skuffet over, at plejehjemmet ikke er fyldt helt op. - Vi har 25 pladser, men kun de 20 er besat. Og det er ikke fordi, vi bliver valgt fra af de ældre døve og hørehæmmede, men kommunerne er ikke opmærksomme nok på vores eksistens, mener Lone Puurlund. Før i tiden var plejehjemmet et feriehjem for kvinder, der arbejdede på Døves Vaskeri (som i øvrigt stadig er aktivt i Herlev). Siden det blev omdannet til plejehjem er det blevet moderniseret i 2000, hvor 33 plejehjemspladser blev ombygget til 25 moderne plejeboliger og med plads til otte på dagcenteret - som der arbejdes på at permanentgøre. Der er ved indretning og ansættelse af personale taget højde for de ældres særlige handicap, og visiteringen foregår som for alle andre plejehjem bortset fra, at de ældre skal have brugt tegnsprog i deres kommunikation med omverdenen. I øjeblikket bor der yderligere to døv/blinde, der har et helt specielt plejebehov. - Blandt de ansatte er der 11 døve eller hørehæmmede, og det er selvfølgelig helt afgørende for beboernes trivsel. En ældre døv eller hørehæmmet, der også er dement, er næsten umulig for os andre at forstå, og på et almindeligt plejehjem ville de være helt isolerede, siger Lone Puurlund, der selvfølgelig "taler" tegnsprog med beboere og ansatte, selv om hun er normalt hørende. Bekymret for fremtiden Gugga - der på selvangivelsen hedder Gudrun Sønnichsen - er en af de 11 døve ansatte. Hun har været i huset i 27 år og er glad for sit arbejde som beskæftigelsesvejleder på Egebækhus. Men hun er også bekymret for fremtiden, hvis plejeboliger fortsat står tomme. - Nogle synes, stedet er for langt væk, og foretrækker et plejehjem i nærmiljøet. Det kan kun være et hensyn til pårørende, for hvis ikke den døve er i et tegnsprogsmiljø, ender det med isolation, hurtigere aldring og konflikter med de hørende. Vi får beboere fra andre plejehjem, og det er helt åbenlyst, at de får det meget bedre og bliver gladere her, hvor alle vores aktiviteter er tilrettelagt for døve, siger Gugga, der ikke behøver meget hjælp fra Lone Puurlund, der "oversætter" vores spørgsmål. Det meste forstår hun ved mundaflæsning. Selv om kommunerne kender til Egebækhus, er der alligevel en vis træghed, når det gælder visitation. Dels koster en plads noget mere end andre steder, og dels er kommunerne ikke meget for at sende deres egne borgere ud til andre kommuner. - Men det viser sig da, at når sagsbehandleren og ældrekonsulenten får øje på, hvad døvhed og tegnsprogskommunikation betyder for den ældre døves livskvalitet, vedligeholdelse af funktioner og indflydelse på eget liv, så holder betænkelighederne op, fortæller Lone Puurlund. Især Københavns Kommune, hvor der bor mange ældre døve, er noget tilbageholdne med at visitere ældre, døve medborgere til Egebækhus. "Vi kan selv", mener man i kommunen, men det er Lone Puurlund ikke enig i. - De kan ikke tilbyde de samme muligheder, som vi kan. Vi ved, at kommunen har etableret 10 pladser for døve i beskyttede boliger, men det hjælper ikke dem, der er plejekrævende og kan visiteres til plejehjem. Hvis de bor i et plejetilbud, uden at der er et tegnsprogsmiljø, vil de blive isolerede og fungere mere plejekrævende. Vi har selvfølgelig nogle planer for, hvordan vi kan udbrede kendskabet til Døvehjemmet, så vi ser positivt på fremtiden. Større viden om vores tilbud vil give flere døve muligheden for at vælge os, mener Lone Puurlund. Ihærdig indsats Indtil nu er der ikke nogen, der er blevet fyret på grund af for få beboere. Men det kan sagtens komme. - Vi har kunne klare os med at undlade at genbesætte stillinger indtil nu, men hvis ikke der sker noget i fremtiden, bliver vi da nødt til at se på personalesituationen. Problemet er bare, at vi lige nu har et godt uddannet personale, som vi gerne vil holde fast på. Det vil tage lang tid at lære nye op, hvis vi skulle få fuld belægning igen. Så vi må gøre en ihærdig indsats for at forklare kommunerne, at det er bedst for de døve ældre, at være hos os, slutter Lone Puurlund.