Læs op Udskriv $name Kirsebærhavens ekspertise Der står ikke ekspert på deres visitkort. Men plejehjemspersonalet i Kirsebærhaven, har efterhånden så megen ekspertise i plejen af de unge sclerose ramte beboere, at selv hospitalerne spørger dem til råds. Af Merete Astrup På gangen i stueetagen sidder tre fire mennesker i hver deres kørestol, og ryger på en plastik slange. Rygerobotten kan beboerne med sclerose selv styre, selvom de har svært ved at styre deres bevægelser. Rygerobotten kræver kun, at en personale tænder smøgen, så kan hun trygt går videre. Der er ingen fare for at smøgen bliver tabt på gulvet. Når normeringen ikke giver personalet tid til at ryge med beboeren, må der findes alternativer. Så personalet gik i gang, og rygerobotten blev udviklet. Det er blot et eksempel på, hvordan personalet kaster sig ud i løsninger, når de ikke kan hente dem andre steder. Gider dem ikke Engagement, interesse, opfindsomhed og nød er nogle af ingredienserne i den pleje og omsorg, som kommer de 12 yngre sclerose ramte beboere til gode hver dag på Kirsebærhavens Plejehjem i Valby. Personalet har ikke så meget andet materiale end dem selv. Forskning og faglitteratur fader ud, når det handler om sclerosesygdommens slutfase. Der er heller ikke meget at hente på Scleroseklinikken, og i Scleroseforeningen. - Selvom vores beboere er medlemmer af Scleroseforeningen og abonnerer på bladet, er der intet for dem, siger Jean Petersen, plejehjemsassistent, og TR. - Heller ikke for personalet, tilføjer sygeplejerske Pernille Berglind, og henviser til den gang, de henvendte sig for at få vejledning til at hjælpe beboerne med deres seksuelle problemer. - Vi fik en sludder for en sladder. Selv hospitalerne behandler vores beboere uforskammet, siger Pernille Berglind meget bestemt. De er dem de andre ikke vil lege med. Rum til udvikling Men det vil de gerne i Kirsebærhaven. Igennem årene har personalegruppen derfor sammen oparbejdet og udviklet en pleje og omsorg, der imødekommer de yngre beboeres behov, i den fase af deres sygdom de er. Pernille Berglind, kom for otte år siden til afdelingen. Hun kom fra et hospital og alle de fine teorier, som hun siger. Hun sammenfatter personalet således: - De er super. Jeg er dybt imponeret. Jeg kom med en forestilling om, at plejepersonalet nok ikke havde så meget forstand på empati. Men jeg blev hurtigt belært om noget andet, og det er et personale, der tør tænke tanker, siger hun. Jean Petersen forklarer, at personalegruppen ser arbejdet som en stor udfordring. - Det kan også kun lade sig gøre, fordi vi får rum til udvikling. Vi bakkes 100 % op af vores ledere. Vi har nogle ledere, der tør lægge ansvaret ud. Her på plejehjemmet ser vi ikke så meget på medarbejdernes titler. Vi ser på vores personlige og faglige kvalifikationer, og vores kompetenceglidning går op og ned. Vi er ikke "bare". Viden søger personalet individuelt på nettet, og de debatterer i personale gruppen, hvad de finder frem til, og udvikler ny muligheder. På et tidspunkt var der dog en læge på en hospitalsafdeling, der fik øjnene op for at lære personalet at lægge en sonde. Så det gør de selv. - Til gengæld får vi tit opringninger fra hospitalerne, når vores beboere indlægges, fordi personalet ikke ved, hvad de skal gøre med vores beboere, fortæller Pernille Berglind. Yngre behov Når man får beboere med sclerose, får man også unge plejehjemsbeboere. For der findes ikke nogle plejehjem for yngre, de kan flytte til. - Da vi startede med vores sclerose beboere, havde vi en forventning om, at der var et sted, vi kunne få hjælp. Når man har et sådant cpr. nr. er det nogle meget anderledes plejebehov, vi skal opfylde, forklarer Jean Petersen. De yngre beboere, sclerose beboerne, er fuldstændig klare i hovederne. De vil selv købe deres tøj, de ved hvilke slags creme og hårshampoo de vil bruge. De vil også helst selv med i byen og købe ind. Men det kræver tid og atter tid for sclerosen er så fremskreden, når beboerne kommer til Kirsebærhaven, at de sidder i kørestol. Og de ryster så meget, at de ikke kan få pengene op af pungen. De skal have hjælp til det det hele. - Derfor drager vi afsted med en ordentlig dosmerseddel, siger Pernille Berglind. Heavy Rock På et tidspunkt havde Kirsebærhaven 18 yngre beboere med sclerose, nu er man nede på 12. De bor alle i stueetagen, sammen de gamle plejehjemsbeboere. Det fungerer meget godt, selvom det ikke er den ønskværdige situation. De gamle synes ikke om Heavy Rock, og de unge kedede sig, når den gamle nabo spillede Ravels Bolero. - Og de gamle græder nogle gange, fordi de syntes, at det er synd, når de unge mister livet, fortæller Jean og Pernille. De ønsker sig endnu flere yngre beboere. Systemer støder sammen En egentlig scleroseafdeling står meget højt på ønskesedlen. - Da vi havde 18 beboere håbede vi, at vi kunne få en selvstændig afdeling for sclerose beboerne. Så det var sørgeligt, da vi fik den politiske udmelding om, at vi kun skulle have 12 pladser, fortæller Pernille Berglind. De mener på Kirsebærhaven, at det ville være genialt med en hel afdeling. - Vi har ekspertisen her, og de sclerose syge kommer til at bo sammen med jævnaldrene, i stedet for at blive spredt. Vi kan jo se på vores beboere, hvor meget det betyder at have nogen at identificere sig med, siger Jean Petersen og Pernille Berglind. Det lyder logisk, man kan undrer sig over, hvorfor det ikke sker. Et gæt fra Jean Petersen: - Vi er under to forvaltninger. Vores yngre beboere hører under Familie- og Arbejdsmarked Forvaltningen og vores ældre hører under Sundhedsforvaltningen. De to "systemer" kan ikke finde ud af at arbejde sammen, siger Jean Petersen. Det er synd.