Læs op Udskriv $name Mimi er træt 2004 den 1. august er krydset ind i Mimi Nørgaard Mikkelsen kalender. Den dag går hun på efterløn, og det kan ingen rokke ved. Heller ikke de to dages kursus i Pen Sam. Af Merete Astrup Hun har masser af smil i øjnene bag brilleglassene, når hun fortæller om sin beslutning. Mimi Nørgaard Mikkelsen har valgt datoen med omhu. - Det er en god dag, for så har jeg været på arbejdspladsen i præcis 31 år, siger hun. Det har været 31 dejlige år, med mange forandringer undervejs, både fysiske forandringer og organisatoriske forandringer. Hendes arbejdsplads Bostedet Vestervænget er slet ikke den samme i dag, som da hun startede for 31 år siden. - Det er jo det, der har været spændende, også selvom noget har været vanskeligt. Men nu kan jeg mærke, at jeg er ved at være træt. Så min beslutning ligger fast, jeg holder ikke til de 62 år, selvom efterlønnen bliver højere. Så nu håber Mimi, at Hedvig Rasmussen og Lone Enemark kan fortælle hende, hvordan hendes økonomiske situation bliver, når hun stopper. Og det kan de. For det er økonomien, der bekymrer hende. - Jeg er alene og har kun min egen indtægt. Og jeg har jo altid bare lagt alle de der papirer, der er kommet fra Pen Sam ned i en kasse, så jeg ved ikke rigtigt, hvordan det står til, siger Mimi og trækker på skulderen. Den ældre Hun har igennem årene fået vrøvl med knæene, og det er blevet værre. Der udover er hun stærkt ordblind og har altid haft brug for hjælp til at læse. Det har hun har været meget åben om, og kollegerne har været til stede. Ikke desto mindre har hun været elevansvarlig indtil for nylig, og hun har også taget sin tørn ved computeren. - Men nu synes jeg, at det går det for stærkt. Vi får mange yngre og meget dygtige kolleger. Jeg er efterhånden 15-20 år ældre end de fleste af mine kolleger, smiler Mimi bredt. - Jeg kan ikke følge med dem, og jeg orker ikke at sætte mig ind i tingene mere. Det tager jo længere tid for mig på grund af min ordblindhed. Vi har en seniorpolitik, og min leder bad mig om at skrive alt ned, hvad jeg skulle have hjælp til, og hvilke opgaver jeg ville lægge fra mig. Det er fint, og det holder til den dag jeg går, håber jeg. Mimis smil tager af, da hun siger, at det aller sværeste bliver at sige farvel til kollegerne.