Læs op Udskriv $name Opskoling med tolk Som den første tunghøre er Lena Esmarch i gang med at blive opskolet til social- og sundhedsassistent. Det giver en masse praktiske problemer, men ikke mere end hun lige har bestået den første eksamen med glans Af Michael Neumann, Defacto Kommunikation Det værste ved at have en tolk siddende lige ved siden af sig er tastaturet. Hver gang en tast trykkes ned, giver det et lille hørbart klik. Og når man skriver med en fart som tolken gør, kan det blive til rigtig mange klik i løbet af en undervisningstime. Tolken er med i undervisningen for at hjælpe Lena Esmarch, der er svært hørehæmmet, med at blive opskolet til social- og sundhedsassistent. De mange klik bliver til et læsbart referat af, hvad underviseren eller de medstuderende siger. - Men kan de små klik være et problem, når man er hørehæmmet? - Ja, for jeg har et høreapparat, der hjælper mig lidt i det daglige. Og de klik går meget tydeligt igennem, fortæller Lena, der åbenbart har diskuteret det før med sin tolken. Men tastaturet er tolkens arbejdsredskab, og så må det være, som det er. Lena Esmarch blev uddannet som sygehjælper i 1980. De sidste fem år har hun arbejdet på Døvehjemmet Egebækhus, og i år syntes hun det var tid til mere uddannelse. - Jeg synes, det er helt nødvendigt med mere uddannelse. Der er sket meget nyt på det faglige område, som er nødvendigt at lære sig. Og det gælder jo også mig, selv om jeg skal have hjælp til undervisningen, siger Lena Esmarch, der i øvrigt er den første døve eller hørehæmmede, der lader sig opskole til social- og sundhedsassistent. Kommentarer misses Hun kan klare sig ganske godt med høreapparatet og mundaflæsning, konstaterer vi ved selvsyn. Tolken har ikke meget at lave, mens vi interviewer Lena. Faktisk gik hun til eksamen uden tolk, fordi hun var bange for, at det i den situation ville forstyrre mere end det ville gavne. Tilsyneladende fik hun ret, for hun bestod den mundtlige prøve med en pæn karakter (som vi har lovet ikke at offentliggøre). Men mundaflæsning holder ikke i en undervisningssituation, hvor underviseren ikke konstant kan stå vendt mod Lena (og måske heller ikke er let at aflæse) og, hvor de medstuderendes spørgsmål og kommentarer misses, fordi hun ikke kan se dem eller de taler i munden på hinanden. - Det sidste kan nu også være et problem for tolken, siger Lena Esmarch med et lille smil. - Så nu har alle efterhånden lært, at kun én må tale ad gangen. Det synes især lærerne er ganske praktisk. Selv om tolken er rap på fingrene, vil tolkningen altid være bagud i forhold til det, der bliver sagt. Detaljer og nuancer kan selvfølgelig smutte, så det er ikke alt, der bliver sagt, der bliver til skrift på computerskærmen. - Men hvorfor får du ikke en tolk, der kan tegnsprog? - Det bliver det slet ikke bedre af. Først skal tolken "oversætte" det talte til tegnsprog, og bagefter skal jeg selv "oversætte" det til dansk igen. Og det er en vanskelig proces, bl.a. fordi der er meget fagsprog, sige Lena. Umiddelbart kunne det jo også være en fordel for Lena, at få en udskrift af tolkens "oversættelser" med hjem. - Men det er strengt forbudt. Og det ærgrer ikke mindst mange af mine medstuderende, som meget, meget gerne vil have fingre i teksterne, griner Lena. Spændende og krævende Hun er glad for at gå på skolen og i den klasse, hun er kommet i. Hendes medstuderende er meget positive og synes, det er spændende og udfordrende at skulle vise det hensyn det kræver at have en hørehæmmet i klassen. Den samme holdning deler lærerne og en af dem, Mette Ørtoft, kiggede ind til os mens vi snakkede med Lena. - I starten var vi lidt usikre på, hvordan vi skulle forholde os til Lena. Vi havde jo ikke prøvet før at have en hørehæmmet med i undervisningen. Vi må da også nok konstatere, at det stiller store krav til undervisningen, fordi vi skal være nogenlunde sikre på, at Lena kan følge med. Vi får jo ikke den samme umiddelbare bekræftelse fra Lena, som vi gør fra de andre. Til gengæld har vi det rigtig godt med, at der ikke bliver råbt i munden på hinanden, når der skal diskuteres, siger Mette med et glimt i øjet. - Vi skal også være opmærksomme på, at tolken ikke altid forstår det, der bliver sagt, og måske får noget helt forkert ud af det. Det vil jo være katastrofalt for Lena, hvis ikke vi får redet misforståelsen ud, siger Mette, der er uddannet sygeplejerske. Men tilsyneladende har problemet med misforståelser ikke være særligt stort. Ellers havde Lena næppe kunnet gennemføre eksamen med samme gode resultat. - Jamen, det er da også gået glimrende, og vores nervøsitet fra starten er helt forsvundet. At det går godt, er da især Lenas egen fortjeneste, mener Mette. Lille verden Med eksamenen er den første teoriperiode overstået, men endnu to perioder venter, før den første praktik skal begynde i marts til næste år. Lena har fået praktikplads i Ballerup på en psykiatrisk klinik, og det glæder hun sig til. Tolken får til gengæld mindre med Lena at gøre, for i praktikken er der kun 10 timers tolkning til rådighed. - Jeg er meget spændt på praktikken. Jeg har valgt stedet, fordi der også er døve patienter, og måske kan jeg hjælpe dem bedre, fordi jeg kan tegnsprog. Men at jeg er hørehæmmet kan også være en bagdel, fordi døve-verdenen er så lille. Måske har jeg mødt patienterne før i andre sammenhænge. Det kan måske gå hen at blive et problem, forudser Lena. Men lige nu er hun bare lykkelig over, at eksamen - hendes første i 20 år - er blevet godt overstået. På et nærliggende værtshus sidder en flok af hendes medstuderende og venter med eksamens-pils. Også den del af dagen klarer hun uden tolk.