Læs op Udskriv $name Stemmen på skærmen En flue på væggen. Et højteknologisk hørerør. En talestrømsfordeler uden filter. Jo, en skrivende døvetolk skal både være usynlig og ustandseligt nærværende. Uden tolkens hjælp har de hørehæmmede svært ved at tage en videregående uddannelse. Af Michael Neumann, Defacto Kommunikation Det fylder meget, når en hørehæmmet skal deltage i den almindelige undervisning for at få en uddannelse. Ikke kun fordi handicappet stiller krav til både underviserne og de medstuderende, men også rent fysisk. Der kommer nemlig ikke bare én elev ind i klassen, men derimod tre nye ansigter. De to af dem er skrivetolke. Og dagen efter eller ugen efter er der måske nye ansigter på tolkene. Opgaven for dem er at skrive det ned, der kommer ud af munden på såvel underviser som medstuderende. Og det i et tempo, så den hørehæmmede er på højde med klassekammeraterne hele tiden. Det er en anstrengende koncentrationsopgave for tolken, og derfor tolkes der kun aktivt 15 minutter ad gangen. - Men det er sådan set kun den ene side af sagen. Den anden er, at vi vil undgå, at tolkebrugeren bliver afhængig af en enkelt person. Det kan nemlig nogen gange udvikle sig til, at vi bliver opfattet som hjælpere for den hørehæmmede. Det er vi ikke. Vi tolker, og absolut ikke andet, siger Lis Moltzen, der er tillidsrepræsentant for tolkene i Københavns Tolkecenter . For tolkene er det vigtigt at bevare integriteten. Tolkebrugeren skal kunne stole på, at tolkens tavshedspligt overholdes i enhver situation. Af og til skal der tolkes i vanskelige og personlige spørgsmål, og derfor er det vigtigt, at tolken så at sige kan forsvinde ud af billedet, så opgaven løses så skånsomt som muligt. Ny opfindelse Skrivetolke er en forholdsvis ny opfindelse. De første skrivetolke blev uddannet for omkring 13 år siden. Deres eksistens hænger naturligt sammen med indførelsen af den personlige computer, pc'en. Med en bærbar i hånden er der kun brøkdele af sekunder fra et ord er udtalt, til det står på skærmen. Det giver større sikkerhed i "oversættelsen" end at tolke på tegnsprog, som ikke har tegn for alle fagudtryk. Men er det nu også det hele, der kommer med? - Det er umuligt at skrive alt ned ordret. Og det er ligeså umuligt for tolkebrugeren at skulle læse alt. Derfor er vores opgave at uddrage essensen af det sagte og skære "fyldet" væk. Og så bruger vi selvfølgelig anerkendte forkortelser i stor udstrækning, ligesom vi kan aftale andre forkortelser med tolkebrugeren. For begge parter betyder det, at de skal være meget koncentrerede hele tiden, siger Kirsti Christensen, der er skrivetolk og i øjeblikket sammen med Lis Moltzen er en af dem, der tolker på Social- og Sundhedsskolen i Ballerup. Begge har grundig uddannelse bag sig foruden skrivetolkeuddannelsen. Kirsti Christensen er kontoruddannet, engelsk korrespondent, har fået både den kommunale uddannelse (nuværende kommunom-uddannelse) og 2 år på Forvaltningshøjskolen, ligesom hun har arbejdet som både kørelærer og advokatsekretær. Lis Moltzen er uddannet som sekretær og er cand.mag. i nordisk filologi, kommunikation, retorik og formidling og er censor for fremmedsprogstolkene. - Det er en misforståelse at tro, at vi ikke får alt det med, der bliver sagt, enten fordi vi ikke forstår det, eller ikke er hurtige nok. Jeg tror folk bliver overrasket over, hvor meget vi egentlig får med, også af den "smalltalk", der f.eks. foregår under undervisningen eller i pauserne. Det skal den hørehæmmede ikke snydes for. Det er ikke sjældent, at vi får beskeden, at "det behøver du ikke skrive". Hvilket så lige præcis er det, vi giver videre til tolkebrugeren: "Det behøver du ikke vide". Så er det op til tolkebrugeren at reagere, nøjagtig som de ville gøre, hvis de havde hørt det, siger Kirsti Christensen. Kan det ikke ske, at I misser noget i en undervisningssituation. Det er vel ikke alt fagsprog I er lige velbevandrede i? - Nej, vi behøver ikke at forstå alt. Det er jo ikke os, der er i en undervisningssituation, selv om vi også på det område får noget erfaring gennem årene. Vi skal først og fremmest kunne gengive det, der bliver sagt. Det gør vi ved forelæsninger på universitetsniveau, så det kan vi selvfølgelig også på Social- og Sundhedsskolen. Oven i købet har vi i klasseundervisningen mulighed for at spørge, hvis noget skulle glippe. Men det gør det yderst sjældent eftersom vi sidder to tolke sammen og kan hjælpe hinanden, ligesom vi kan på universitetet, siger Kirsti Christensen. - Vi ved godt, at der er en historie i omløb der fortæller, at et hørehæmmet ægtepar gennem en tolk fik at vide af en læge, at deres barn havde for lidt hjerne. Efter flere dages frygt og bæven fik de opklaret, at lægen havde sagt, at drengen manglede jern. Det er sandsynligvis ikke andet end en af de sædvanlige vandrehistorier, men den hænger stadig på os, fortæller Lis Moltzen.