Læs op Udskriv $name Livet er ingen dans på roser Ikke når man bor i den fattige del af verden, hvor mange mennesker drømmer og danser sig væk fra slummen og fattigdom. I Filippinerne drømmer 9 ud at 10 om at forlade landet. Marie Welling både drømmer og danser, men det er af glæde. Hun bor nemlig i den rige del af verden. - Solidariteten skal leve, siger hun, der er nyudklækket ambassadør for FOA. Af Merete Astrup Hun har nærmest lyst til at skrige det ud, når strejker er ulovlige og offentlige ansatte ikke må forhandle løn og arbejdsvilkår som i Filippinerne, hvor staten bestemmer. Marie Welling råber ikke, selvom hun brænder for at fortælle sine kolleger og fagforeningskolleger om forholdene i den 3. verden. Den 25 årige social- og sundhedsassistent har netop afleveret sin skriftlige afslutningsopgave på LO`s ungdoms-ambassadør uddannelse. Så nu venter hun sådan set bare på at blive brugt. - Meningen er, at vi skal bruge vores uddannelse som har været studier i globalisering og international solidaritet. Jeg vil meget gerne inviteres ud på arbejdspladser, til medlemsmøder i FOA afdelinger, på kurser og lignende. Jeg vil også gerne bredere ud, siger Marie Welling. Ungdoms- ambassadørerne er ambassadører både på hjemmebane og udebane. På hjemmebane er Marie ambassadør for at formidle sin viden om 3. verden og globalisering, og på udebane er hun ambassadør for FOA og LO. Sin viden har hun tilegnet sig teoretisk og gennem et 3 ½ ugers praktik i Filippinerne i den faglige organisation PS LINC, som organiserer offentlige ansatte. Der ud over har hun været i Indonesien på studietur sammen med otte unge fra andre LO forbund. Studierne har ligget på en række weekendkurser. - Heldigvis lå de fleste af dem i mine fri weekender, smiler Marie Welling. Det har da været lidt hårdt, men det gør ikke noget. Bare sagen er vigtig nok, og Marie Welling mener, at der er en yderst vigtig sag at beskæftige sig med forholdene i andre dele af verden. Intet kommer af sig selv. - Vi skal yde solidaritet moralsk og kontant. Samtidig får vi også sat vores eget samfund og vores egne rettigheder lidt i perspektiv. Her tænker jeg ikke mindst på de unge, og for den sags skyld nogle midaldrende, der går rundt og mener, at de faglige rettigheder vi har tilkæmpet os, nærmest er kommet af sig selv. Og at den velfærd vi har opnået, nærmest er en naturlov, lyder det fra Marie Welling. I Filippinernes hovedstad Manila besøgte Marie Welling slumbyer. Sådan nogle blikskure der var banket op på jernbaneskrænterne uden vand og uden el. Slumbeboerne er nærmest en slags jordbesættere. - De har ikke tilladelse til at bo der, men staten og regeringen ved godt, at de ikke har andre boliger til dem. Beboerne har ingen rettigheder, så hvis staten vil bruge jorden til noget andet, bliver de hjemløse. Rettigheder er i det hele taget en mangelvare i Filippinerne. PS LINC er en slags søsterorganisation til FOA, og bliver støttet af Fagbevægelsens Ulandssekretariat, og med PS LINC besøgte Marie hospitaler. Både offentlige, halvoffentlige og private hospitaler. Kontrasten mellem et privat hospital og et offentligt hospital, viser også den ekstreme kontrast mellem fattig og rig, der eksisterer i Filippinerne. På en fødestue på et offentlig hospital deler tre - fire kvinder én seng, med eller uden babyer. Det private hospital lignede et hotel i Beverly Hills. Her kan man betale sig til en suite med egen kok. Løn glem det! En stor del af sundhedspersonalet arbejder gratis. Man har godt nok en lovfastsat mindsteløn, men den bliver ikke overholdt. Det kan jo også sagtens lades sig gøre, når personalet ikke må strejke for bedre vilkår. Det er forbudt, fordi man ikke må sætte det offentlige apparat i stå. Men der er en årsag mere til at sundhedspersonalet arbejder gratis. De "træner " til at komme ud af landet. - Ni ud af 10 ansatte i sundhedssektoren drømmer om komme til udlandet og arbejde. De ser simpelthen ingen fremtidsmuligheder i deres hjemland. De vil helst til Europa eller USA. De ved godt, at vi i vores del af verden har mangel på arbejdskraft i sundhedssektoren. Men for at komme ud, skal de have to års arbejdserfaring derhjemme, og for at få den erfaring arbejder de gratis. De er så opsatte på at komme til udlandet. Om de så får det ringest betalte job i udlandet, mener de, at det er bedre end det de kan opnå i Filippinerne, fortæller Marie Welling. Eksport af arbejdskraft udgør den største indtægt på Bruttonationalbudgettet, fordi de eksporterede sender penge hjem til familierne. - Man kalkulerer bevidst med eksport af arbejdskraft, det får man bare aldrig regeringen til at sige højt. Hjerneflugt - Dræner man så Filippinerne for kvalificerede arbejdskraft? - På et tidspunkt gør man nok. Men i øjeblikket er der et hav at skoler, der uddanner sundhedspersonale, fordi det er en eftertragtet uddannelse. Så i nogle år er der et flow af dem, der skal arbejde gratis i to år. Men principielt er det helt galt, at kvalificerede folk forlader landet og tager deres erfaringer med sig ud, fordi de ikke kan få ordentlig betalt job i Filippinerne, forklarer Marie Welling. Og lige præcis her slår hun, ikke i bordet, men verbalt et slag for solidariteten fra den vestlige verden. - Når vi i vores verden vender os mod den form for hjerneflugt, og i stedet støtter den lokale fagbevægelse i sin kamp for rettigheder til løn og arbejdsvilkår, så er det solidaritet. Globaliseringen kræver efter Marie Wellings opfattelse at fagbevægelsen orienterer sig internationalt. Derfor brænder hun får at komme ud og fortælle.