$name

Motion og afslapning i Hjemmeplejen 

 

De svømmer ikke i penge, social- og sundhedshjælperne og hjemmehjælperne, men de tager nogle gode svømmeture i Frederiksberg svømmehal, til fede rabatter.
Frederiksberg Hjemmepleje har med tilskud fra kommunen, fået etableret nogle personalegoder. 
  
Af Merete Astrup
 
Svømning, en tur på løbebåndet, og besøg hos en zoneterapeut.
Medarbejderne i Frederiksberg hjemmepleje behøver ikke at tage flyveren til Lanzarote.

De kan tage i Fitnesscenter og Frederiksberg svømmehal, og de kan besøge zoneterapeut Janne Ravn Jensen og hendes kollega. Det kan de gøre hele året, de kan bare tage deres cykler, og det hele er næsten gratis.

Personalegoder kalder tillidsrepræsentant Lisbeth Bastholm tilbuddene til kollegerne i Hjemmeplejen.
Selvfølgelig ville de alle sammen hellere have et arbejdsmiljø uden nedslidning og dårlige rygge.
Kompensation kunne man vel også kalde det.

Men sådan ser hjemmehjælper Karina Kristensen og social- og sundhedshjælper Chuwan Sir ikke på det.

- Jeg ser det ikke som en påskønnelse af vores arbejde, men som et tilbud, siger Karina
Kristensen.
Hun er begyndt at svømme flere gange om ugen og det havde hun ganske enkelt ikke råd til, hvis ikke hun kunne købe svømmebilletterne til "Hjemmeplejepris".  Seks billetter for 100 kr. (en enkeltbillet koster 28 kr.- red.)
 
Gider ikke at være syg
Det er heller ingen hemmelighed, at Frederiksberg Kommune på et tidspunkt gerne ville have bragt sygefraværet ned. I den forbindelse blev den gratis zoneterapi indført.

- Vi synes jo heller ikke, at det er sjovt, at blive syge. Og det da slet ikke sjovt, når man skal vente i halve år på behandlinger, og det er dyrt at betale sig fra ventelister. Så på den måde opfatter jeg personalegoderne som et tilbud. Kommunen får nogle friskere medarbejdere, men vi får det også hver især bedre.

Sygefraværet er faktisk bragt ned, kan Lisbeth Bastholm berette.
Chuwan Sir, som bruger zoneterapeuten en gang om måneden, er et eksempel på, at det  lykkes. Hun har i årevis lidt af voldsomme menstruationssmerter.

Smerter i lænden, i underlivet samt voldsom hovedpine, har sendt hende i seng et ukendt antal dage igennem hendes arbejdsliv. Hun kunne ikke engang cykle.

- Mange gange har jeg gået på arbejde på piller, for at undgå nogle sygedage, fortæller Chuwan Sir.
Da tilbuddet om zoneterapi blev et gratis tilbud i Frederiksberg Hjemmepleje ville Chuwan Sir prøve på anbefaling af en veninde.
 
Helt menneske
Men hun måtte vente et halvt år, inden hun kom til hos Janne Ravn Jensen. For der var rigtig mange af hendes kolleger, der havde fået samme idé.

- Både jeg og min kollega har stadig ventelister til behandlinger, fortæller Janne Ravn Jensen.
Medarbejderne kan også komme akut, og få klaret et hold i nakken f.eks., så de ikke nødvendigvis behøver en sygedag.

- Meget af vores arbejde er jo langsigtet. Ved siden af behandlingerne snakker vi med medarbejderne om kosten og væskeindtagelse, om vægt og fysisk form. Vi snakker arbejdsstillinger og psykisk arbejdsmiljø.

- Medarbejderne i hjemmeplejen er presset tidsmæssigt, og det giver både spændinger, hovedpine og forkerte bevægelser. Jeg behandler, og vi snakker om, hvad de selv kan være med til at gøre, og de fleste vil gerne selv være med, siger zoneterapeuten, der for nylig også begyndte at behandle med øre-akupunktur.

Det er en stor succes, det virker lige med det samme.
De typiske lidelser Janne Ravn Jensen møder hos medarbejderne, er ondt i ryggen, kroniske lidelser, fordøjelsesproblemer, stress, spændinger og hævede led. 

Det er jo en god blanding af fysiske og psykiske skavanker.
 
Social styrke
Før Karina Kristensen begyndte at svømme, var hun storbruger af Fitnesscentret. For medens 50 kr. om måneden kan medarbejderne komme i Fitnesscentret så tit de vil. Hvad enten de vil styrke sig i maskinerne, eller deltage på aerobichold, steptræning eller få strammet balder og lår.

- Jeg kommer stadig i centret, men svømmer mest lige øjeblikket. Det er jo også dejligt, at vi kan skifte lidt mellem motionsformerne, siger hun.

Ofte følges hun med andre kolleger. Tilbuddene har også en social styrke.
- Der er nogle, der ikke kan lide at gå alene i Fitnesscenter eller svømmehal, alene fordi de ikke kender forholdene. Når vi har nogle med, der kender til dem, så hjælper det. Og så hygger vi os ved at gøre noget sammen uden for arbejdstid.

- Vi får det selv godt, vi bliver mindre syge og vi får et godt kammeratskab, siger både Chuwan Sir og Karina Kristensen.

Og så gør det da ikke noget, at Frederiksberg Hjemmepleje får nogle glade og friskere medarbejdere.