$name

Personale på karruseltur 

 

Personalet frygtede ISS, men deres skepsis blev gjort til skamme. Nu hvor de er tilbage i den kommunale fold, frygter de ny rod med lønnen og større arbejdspres. Men det behøver de ikke, mener borgmesteren, der håber at indgå en kontrakt med medarbejderne, som ligner aftalen med ISS.
 
Af Merete Astrup
 
Kaffen galt i halsen. Eller noget der ligner. I hvert fald blev personalet på plejehjemmet Frydenholm taget på sengen af Søllerød-borgmester Erik Fabrins (V) beslutning om at smide de ansattes arbejdsgiver Care Partner på porten.

- Vi blev meget overraskede. siger tillidsmand Ib Baastrup.
 
Han og de øvrige medarbejdere er fra 1. marts tilbage i kommunalt regi og skifter dermed arbejdsgiver for tredje gang på godt tre år. Først fra kommunen til rengøringsgiganten ISS, siden fra ISS til Care Partner og nu tilbage til kommunen.

- Vi råber ikke hurra for det," siger Ib Baastrup diplomatisk og fortsætter:

- Man er nervøs for, om lønnen nu kommer til tiden. Det har der været meget bureaukratisk vrøvl med, og nu skal vi så atter over til et nyt lønsystem. Samtidig er der en frygt for, at arbejdspresset kan stige, nu hvor vi bliver kommunale igen."

Med den skrantende kommunale økonomi i mente er Ib Baastrup bange for, at der bliver slækket på vikardækningen, når en melder sig syg. De private arbejdsgivere sørgede altid for vikarer, fordi de gennem en kontrakt var nådesløst forpligtede til, at opretholde den aftalte kvalitet, forklarer han.
 
Nytænkning nødvendig
Men det behøver ikke at ske, mener Erik Fabrin.
- Alt det, tillidsmanden taler om, er beskrevet i en kontrakt. Og jeg håber, at vi kan lave en ny kontrakt, hvor den væsentligste ændring er, at ISS er skiftet ud med navnet på medarbejderne, siger borgmesteren.

Han forstår dog godt personalets frustration over igen at skulle skifte arbejdsgiver.
- Set fra et medarbejdersynspunkt er det ikke tilfredsstillende.

Når jeg alligevel udsætter dem for det, er det fordi, vi er nødt til at tænke nyt indenfor ældreplejen, hvor der bliver stadig flere ældre og færre hænder til at tage sig af dem.

- Det er åbenlyst for enhver, at det ikke hænger sammen. Og hvis vi ikke prøver at få flere hænder ind, falder kvaliteten eller personalet bliver nedslidt. Begge dele er stærkt utilfredsstillende scenarier.

Ifølge Erik Fabrin var en af begrundelserne for at gå ind i aftalen med ISS at bidrage til at opdyrke privat arbejdsmarked - netop for at trække nye folk til.

Og han hæfter sig ved Ib Baastrups udmelding om, at den private arbejdsgiver faktisk har
givet personalet bedre arbejdsvilkår.
 
Ikke flere kolbøtter
- Gode arbejdsvilkår tiltrækker arbejdskraft, så også ud fra den betragtning er det vigtigt, at der kommer nye spillere på banen. Og så kan vi andre jo også lære noget," siger borgmesteren, der er skuffet over, at ISS kastede håndklædet i ringen efter at have markedsført sig stærkt overfor kommunerne.

Gensidig læring mellem den private og den kommunale sektor kan være godt nok, men der vil altid være en forskel på at være ansat under de to typer af arbejdsgivere, mener tillidsmand Ib Baastrup. Og sætter plus ved den private model:

- Politikeren kan jo ændre sin beslutning om, hvordan ting skal fungere i morgen, uden at vi kan gøre noget ved det. Det kan et privat firma, der er bundet af en kontrakt jo ikke.

Men der er ikke udsigt til, at Frydenholm atter kommer på private hænder, understreger Erik Fabrin, så foreløbig bliver der ikke flere kolbøtter for de ansatte.

- Jeg har ikke opgivet troen på, at den private sektor kommer tilbage, men lige nu kan jeg ikke se hvordan, så nu må kommunerne selv prøve, siger han.