Læs op Udskriv $name Hilsen fra Grønland Min mening med denne og de efterfølgende artikler er at sætte fokus på sundhedspersonalets muligheder for at arbejde uden for landets grænser. Jeg tager udgangspunkt i min egen hverdag og oplevelser. Jeg vil forsøge at skrive om, hvordan det er at arbejde i et andet samfund og være langt væk fra alt det kendte og trygge. Af Nina Ginnerup, social- og sundhedsassistent på Dr. Ingrids Hospital, Nuuk For at blive lidt i det trygge har jeg valgt at arbejde i mit kendte speciale; ortopædkirurgien. De næste otte måneder er jeg ansat og bosiddende på Grønland. Den første måned er nu gået, timerne flyver af sted, dagene er ovre før de overhovedet er begyndt, og ugerne flyder ud i et. Før afrejse havde jeg en ide om, at jeg skulle op og slappe af. Jeg skulle nyde naturen, ensomheden og mig selv. J eg havde forventet, at jeg ville få rig mulighed for at læse, gå lange ture og fordybe mig i enkelte oplevelser og gøremål. Jeg har allerede nu erfaret at, at planlagte forventninger får et helt anderledes udfald end man troede. Planlægning i det hele taget foregår anderledes på Grønland. Her er alt meget impulsivt og aftaler længere ud i fremtiden er ikke noget man bruger. I stedet aftaler man fra time til time og efter hvad man lige nu har lyst til. Stemningen er meget afslappet og alle folk meget imødekommende. I alle de breve jeg har skrevet hjem til familie og venner har jeg skrevet: alle folk er søde, venlige, imødekommende og meget hjælpsomme. Både grønlændere og alle de andre danskere er meget gode til at sørge for, at man fra første øjeblik føler sig velkommen, og man er velkommen. Sundhedssektoren er fortsat meget afhængig af udefrakommende hjælp for at kunne fungerer. At arbejde i grønland er som at arbejde på en stor global arbejdsplads, hvor der konstant er nye ansigter. Nye og gamle medarbejdere kommer og går. Nogen er i lange vikariater, andre for en kort periode og ikke mindst er der nogen, der er kommet for at blive. Det er min klare oplevelse, at enten elsker man Grønland eller også gør man absolut ikke. Jeg er en af de mange, der absolut befinder mig rigtigt godt heroppe. Naturen er ekstrem smuk og overvældende. Her er meget højt til loftet og et utal af muligheder for at opleve det på nærmeste hold. Men man behøver ikke være udtalt "naturmenneske" for at være her, der er også mange andre muligheder. Der er et stort kulturliv, både nationalt og ikke mindst internationalt, her er biograf, kulturhus og massevis af friluftaktiviteter, f.eks. alpin og langrendsski, snescooters, moderne motionscenter med danske instruktører, power flying og tusind andre ting. Grønland er ifølge mig mulighedernes land, det er bare et spørgsmål om at turde tage udfordringen, og nyde den imens det er muligt. Faglige udfordringer er der også mange af for det danske sundhedspersonale. Der er store muligheder for at gøre karrierer i Grønland. Mange faggrupper herunder social og sundhedsassistenterne har et større og udvidet kompetenceområde. Er man god til at arbejde tværfagligt, uden den store fokus på faggrænser og den rangstige-mentalitet, der kan være på nogle store danske arbejdspladser inden for sundhedsvæsenet i Danmark, har social og sundhedsassistenter (på min afdeling) stor mulighed for at udvide deres arbejdsområde. Det fungerer i praksis således, at den ansatte efter endt introduktion gennemgår et funktionsbeskrivelsesprogram med specielle sygeplejeopgaver, som personen efterfølgende kan varetage selvstændigt efter grundig individuel oplæring. Dette er et syv sider langt program, som efterfølgende underskrives af afdelingssygeplejersken og til sidst opbevares af chefsygeplejersken. Programmet skal ruste den enkelte medarbejder til, at varetage de forskellige arbejdsopgaver, der er i netop denne afdeling, og derved muliggøres et større kompetenceområde for den enkelte. Jeg har gennemgået og afsluttet dette program. Programmet indeholder diverse opgaver fra vejlederfunktion, medicin og stuegangsfunktion til meget andet. Det gør, at faggrænserne bliver mindre synlige, men det stiller også et stort og altafgørende krav til den enkelte social og sundhedsassistent. Man skal kunne sige fra over for opgaver, som man ikke føler sig sikker i personligt og ikke mindst fagligt. Det er ekstremt vigtigt, at den enkelte medarbejder selv føler sig ansvarlig for sit eget arbejde, og er tryg ved at sige fra og bede om hjælp. Det også afgørende for at sygeplejerskerne tør og kan uddelegere arbejdsopgaver, og derved kan være ansvarlig for den hele patientpleje. Jeg mener afgjort, at langt flere social og sundhedsassistenter burde prøve denne spændende udfordring det er at bo og arbejde i et andet land. Og det er til tider en udfordring, problemstillingerne er ikke altid de samme som hjemme i Danmark. Når man arbejder i et land med et indbyggerantal på ca. 56.000 (fordelt over et meget stort areal) får man hurtigt følelsen af at kende alle. Afdelingerne på hospitalerne er meget små, og som medarbejder kan man hurtigt danne sig et (overfladisk og lille) overblik. Man kender navnene på de forskellige ansatte, og deres funktion er derved også langt mere synlig end, hvis man er på en stor arbejdsplads i H:S. Det gør at mange arbejdsopgaver og funktioner kan gøres hurtigere og mere effektivt end det f. eks er muligt på en stor hospitalsafdeling med det tredobbelte medarbejderantal og et firdobbelt patientantal. Det er både en fordel og en ulempe, at der er et stort medarbejderflow på hospitalet, det kan være meget anstrengende for det faste personale konstant at skulle oplære nye medarbejder velvidende, at de kun er der i en kort periode. Men heldigvis er det noget man fortsat vægter højt og afsætter mange ressourcer til. Sådan er det også med opfattelsen af studerende. Hvis de bliver taget godt imod, er der en større chance for at de vil være interesseret i specialet og selve afdelingen. Derved er det er investering i fremtidige kollegaer, og det er derfor meget vigtigt at tage godt imod alle os nye, der forhåbentligt enten bliver eller kommer igen. For der er fortsat store problemer med at være "selvforsynende" med hensyn til sundhedspersonale i Grønland. Der bliver ikke uddannet personer nok. Der er ganske enkelt ikke harmoni i efterspørgsel og udbud. Hvorfor er der så ikke det? En af grundende er, at de grønlandske sosu elever ofte er længere tid om at gennemføre deres studie. Der bruges der flere ressourcer på den enkelte elev da de ofte må gå deres praktik om, og hvorfor nu det? En af de årsager, jeg er støt på, er den forskellighed der er rent mentalt. Grønlænderne er langt mere ydmyge og tilbageholdende end f.eks. danskerne er. De profilerer sig ikke i samme grad som mange danskere gør. Det kan give forskelligheder og i nogle tilfælde problemer på grund af den folkelige - anderledes adfærd vi ligger for dagen. Problemet kan opstå når en ung grønlænder, som måske for første gang skal arbejde med en dansker, bliver underlagt et dansk værdi og normsæt, som personen aldrig før har kendt til. Det kan, give nogle sprogvanskeligheder. Det kan være nogle problemer med, hvorvidt man er opsøgende, om man er aktiv og deltagende, hvis man aldrig før er blevet præsenteret for sådanne krav og forventninger. For det er i nogle tilfælde forventningerne om aktiv læring, refleksion til egne og kollegaers adfærd og handlinger, der kan være svære at udtrykke, hvis det samtidig er meget langt fra ens egen personlighed. Men samtidigt er det også charmen ved at arbejde med mange forskellige personligheder, der gør det så interessant at arbejde som dansker i det grønlandske hospitalsvæsen også kaldet hjemmestyret. Arbejdets indhold på afdelingerne er også anderledes. Jeg har aldrig været præsenteret for kæbebrud på min afdeling hjemme i Danmark. Det er jeg i allerhøjeste grad blevet i Grønland, mange af de patienter der er indlagt på hospitalet har været indblandet i en eller anden form for vold. Naturligvis langtfra alle, men flere end jeg er vant til hjemmefra. En anden forskel er personligheden og en anderledes adfærd, der gør at patienterne under indlæggelse er langt mere selvhjulpne end de danske patienter er. Jeg oplever grønlænderne som et meget stolt og selvstændigt folkefærd, der sætter en ære i at klare mange ting selv, blandt andet er det meget få patienter, der ønsker hjælp til personlighygiejne og sociale vanskeligheder. Man ændrer ikke bare den adfærd, man altid har haft, heller ikke, hvis den i nogles øjne må være uhensigtsmæssig. Man accepterer, at vi hver især er forskellige og, at vi hver især lever vores eget liv. Mangfoldigheden lever i bedste velgående i Grønland.