$name

Tanja Burdykina 
"Jeg vil gerne videre"
 

Tanja Burdykina har fået fast job i serviceafdelingen på Møllebo. Men hun håber at skifte rengøringen ud med noget andet.
 
Af Hanne Bros
 
Tanja Burdykina har været to år på Lyngby Møllebo. Egentlig begyndte hun i aktivering på en af plejehjemmets afdelinger, men da hun er allergisk over for tobaksrøg, bad hun selv om at blive flyttet til serviceafdelingen. Det har ført til et fast job, som hun er meget glad for.

Tidligere har hun været i både jobtræning og aktivering i en anden kommune, før familien på tre flyttede til Lyngby.

"Vi har et godt arbejdsklima kollegaerne imellem, og vi hjælper hinanden, hvis der er nogle der er syge eller lignende," siger hun på et dansk, der ruller lidt på en blanding af ukrainsk og russisk. Selv er hun flygtning fra Ukraine, mens hendes mand er russer.

"Men jeg vil ikke gøre rent resten af livet," understreger Tanja Burdykina, der er 44 år og har en uddannelse som både bibliotekar og børnehavepædagog med i bagagen fra Ukraine.

Selv om hun ikke har fået uddannelserne anerkendt i Danmark, er hun alligevel fortrøstningsfuld og positiv. Hun har overvejet at blive social- og sundhedshjælper, men brænder mest for tanken om at tage en uddannelse til pædagog.

"Jeg kan godt lide at arbejde med børn. Jeg forstår sådan set godt, at min bibliotekarbaggrund ikke umiddelbart kan bruges. Jeg er ikke opdateret på computer-området, og jeg mangler selvfølgelig hele siden med den danske litteratur."