Læs op Udskriv $name Forskerrapport møder kritik Praktikpladschokket for sosu-elever kan måske mindskes men ikke helt forsvinde. Der er visse ting, du selv må erfare, før teorien giver mening, mener studievejleder. Af Hanne Bros Annie Philipsen er studievejleder på sosu-skolen i Københavns Amt og synes, at det er en myte, at der ikke er sammenhæng mellem skole og praktik. - Når du skal arbejde med mennesker, både praktisk og intimt, så tror jeg altså ikke, at det er muligt at lære alting teoretisk. Det er først, når du selv kommer ud og oplever tingene, at teorien giver mening. For mig at se, skal der da være forskel på uddannelsesmiljøet og praktiktiden på hjælperuddannelsen, siger hun. Som studievejleder er hun blandt andet med til at vurdere, hvilke ansøgere, der skal slippe gennem nåleøjet til sosu-skolen tre gange om året: - Da mange af vores kommuner i amtet er flinke til at bevilge voksenelevløn, har vi et godt miks i klasserne af både erfarne og uerfarne elever. På den måde kan vi også være med til, at minimere et eventuelt praktikpladschok, fortsætter hun og minder om, at i praktikken kommer den enkelte elev til at stå til regnskab for sin kunnen. - På sosu-skolen kan hun måske gå og gemme sig lidt. Eleverne bliver "for dygtige" I Annie Philipsens øjne er det vigtigste, at arbejdspladserne udvikler sig. - Det er svært for kommunerne at fastholde de nyuddannede social- og sundhedshjælpere. Det arbejde, de kommer ud til, er for ensformigt, for presset og for dårligt organiseret. Det er min personlige holdning, at der er et dilemma mellem arbejdsfeltet, og hvad eleverne rent faktisk har lært i løbet af uddannelsen. Som eksempel nævner studievejlederen logbogen, der kan være med til at gøre social- og sundhedseleven bedre rent fagligt, når den virker efter hensigten: - Eleverne bliver gode til refleksion og til at formulere sig, men det er ikke noget, de får lov til at bruge på en arbejdsplads bagefter. Jeg oplever, at mange hjælpere vil videreuddanne sig til assistenter, fordi der simpelthen ikke er udfordringer nok i det arbejde, de kan få. Arbejdet skal gøres mere afvekslende med flere forskellige arbejdsopgaver, for vi skal jo ikke glemme, at det er et hårdt arbejde, både fysisk og psykisk. Annie Philipsen ser derfor frem til, at Arbejdsmiljøinstituttet skal kortlægge frafaldet blandt de nyuddannede her i løbet af efteråret: - Humlen er jo, at vi ikke ved, hvor de unge går hen, når de falder fra." Forskning giver status Nogle af Annie Philipsens udtalelser faldt på en personalepolitisk messe, der blev holdt i begyndelsen af juni. Her sad hun blandt andet bænket i en paneldebat med uddannelseskonsulent fra Lyngby-Taarbæk Kommune, Marianne Bøtcher. Sidstnævnte er ansvarlig for kommunens 30 social- og sundhedselever - og Lyngby-Taarbæk er en af de kommuner, der har deltaget i RUCs undersøgelse af praktikforløbet. Uddannelseskonsulenten synes, at det er godt, at praktiktiden er blevet kortlagt på ægte akademisk manér i RUC-rapporten "Ude i virkeligheden", da det kan give status til området. Til gengæld forstår hun ikke, hvorfor to så forskellige uddannelser som social- og sundhedselever og socialrådgivere er med i samme undersøgelse. - Det er tankevækkende, at social- og sundhedselever tror, at de skal kunne alt fra dag et i praktik, kommenterer hun og ønsker straks at tage dette åg af social- og sundhedselevernes skuldre. Hun vil også gerne slå et slag for, at vejlederne tager sig tid til deres opgave. Hun oplever, at alt for mange praktikvejledere vender frustrationerne indad, hvis de ikke synes, at de kan vejlede eleven godt nok. - Vi skal huske på, at det er en lovbefalet uddannelse, vi snakker om, så vi skal jo uddanne og vejlede eleverne. For hende gælder der ikke noget argument om, at der ikke er tid nok: - Groft sagt er det en floskel. Man kan også vende den om og spørge: Hvornår har vi tid nok? - Det er i bund og grund ledelsens problem, for så skal arbejdet organiseres bedre. En praktikvejleder skal ikke gå og tumle med problemerne selv - så må de komme til mig med aben. Det er også ærgerligt, hvis en elev ikke fortæller mig noget undervejs, hvis hun har problemer. I hjemmeplejen er sosu-eleverne meget alene, så det er altid bedst at starte med at være på plejehjem - især hvis eleven ikke har nogen erfaring," slutter Marianne Bøtcher.