Læs op Udskriv $name Sultne sanser skal stimulere - og overreagerende sanser skal hæmmes Sanseintegration er et ergoterapeutisk behandlingskoncept, som har været praktiseret i Danmark i ca. 15 år. Men det er blot fire år siden, en lille gruppe medarbejdere på Rødbo, satte sig for at undersøge om sanseintegration kunne være en mulighed for at nå Rødbos beboere, der alle har erhvervede hjerneskader. Af Merete Astrup Indgangspartiet til bostedet Rødbo, ligner de fleste andre indgange til bosteder og institutioner. Store vinduer, flisegulve og dagens grå lys. Heidi Stenbæk og Maj- Britt Nielsen, begge social- og sundhedsassistenter, byder velkommen, og viser os hen til det rum, som det hele skal dreje sig om i dag - sanserummet. Her er der anderledes. Herinde er der afdæmpet belysning, og et stort gult oplyst kuglekar fylder det meste af rummet. Af med jakke og sko, tøm lommerne og hop op! - Ellers forstår I ikke, hvad det er, vi vil fortælle om at arbejde med sanserne, lyder det fra de to social- og sundhedsassistenter. Infoa`s udsendte hopper ikke, men kravler op ad den lille trappe. Og vi skulle hilse at sige, at det ikke er så enkelt at finde balancen i kuglerne. Men ned kommer vi da. Heidi Stenbæk dækker os til med kugler, og en stjernehimmel bliver tændt. Imens tænder Maj- Britt Nielsen for CD afspilleren, og en beroligende musik flyder ud i rummet og sætter trumf på velværen. - Ligger I godt? - Joh tak, bare vi ikke falder i søvn. - Det er ikke alle beboere, der ønsker at høre dæmpet klassisk musik, Nogle slapper bedre af ved at høre livligere musik. Andre har deres egne CD`er med, og slapper af ved at lytte til dem. Og det betyder ofte, at de begynder at huske ting fra deres fortid, fortæller Maj- Britt Nielsen. Heidi Stenbæk fortsætter: - Sansestimulering virker forskelligt på personer, og for vores beboere, som alle har erhvervede hjerneskader, er hele ideen, at de skal have styr på deres verden. Det kan vi gøre ved at stimulere nogle sanser og hæmme andre. Altså afgrænse deres billede af verden. Og sådan er det faktisk at ligge i kuglekarret. Kuglerne slutter sig tæt til kroppen, og her ligger du og bliver koncentreret om krop og berøring. Så hvorfor bekymre sig om det udenfor. Bobler og lys De beboere som Heidi og Maj- Britt taler om, er Rødbos 40 beboere. De får alle tilbuddet om at komme i sanserummet. Foruden det oplyste kuglekar, som jeres udsendte overlader til Peter Matysiak, som helt tydeligt nyder tilværelsen dér, er der en stor musikseng i rummet. En diskokugle i loftet, og to glascylindre med levende lyskæder i. I hjørnet hænger en hængekøje, og i det tilstødende rum risler vandet i boblebadet. Desværre har vi ikke taget badetøj med. Hver ting har sin funktion for træning af sanserne. Det hele startede tilbage i 1998. En gruppe beboere og personale besøgte Snoezelhuset i Maribo, hvor de så hvordan sansestimulation kunne påvirke beboere med hjerneskade til at fungere bedre. De to social- og sundhedsassistenter, samt stedets ergoterapeut Tina Karina Nielsen og fysioterapeut Bodil Storm ville undersøge mulighederne for, hvorledes man kunne overføre ideerne fra Snoezelhuset i Maribo til Rødbo. Københavns Amt bevilgede i 2001 penge til et pilotprojekt, for at udvikle et særligt tilbud til de mobile beboere med erhvervede hjerneskader. Fire beboere blev udvalgt til pilotprojektet, som kørte fra november 2001 til december 2002. Misbrug Vi taler om projektdeltagere med diagnosen erhvervet hjerneskade. En skade der er erhvervet efter fødslen, og fælles for projektdeltagerne er, at de har et alkohol og eller stofmisbrug bag sig. Hjerneskaden er en følge af deres misbrug enten har de erhvervet den ved en traumatisk ulykke eller en sygdom. Typisk sukkersyge som har sendt dem i koma, som følge af insulinchok. De har problemer med deres kropsopfattelse, med kognitive problemer og med emotionelle problemer. På Rødbo får de i stigende grad beboere som har en fortid som misbruger. Forklaringen er enkelt, det er sket i takt med det stigende alkohol misbrug i samfundet. - Vi interesserede os for, om vi kunne give et tilbud til disse mennesker, der alle er mobile, og som deres medborgere opfatter som værende generende, støjende og ud ad reagerende: Vores mål med projektet var, at forbedre deres funktionsniveau, adfærd og evne til at indgå i sociale sammenhænge, fortæller Maj- Britt Nielsen. Efter et år lå en rapport om arbejdet, og det er så vidt de to social - og sundhedsassistenter er orienteret den første af slagsen om denne gruppe mennesker. I den kan man læse: "der var en generel forbedring af funktionsniveau, adfærd og evne til at indgå i sociale sammenhænge. Gennem sanseintegrationens træning dannedes et helt sansepuslespil, hvorved deltageren fik et mere helt billede af sin verden." Heldigvis mente Rødbos leder og kollegerne, at arbejdet med sanseintegration skulle fortsætte. Sanse-eksperter Maj- Britt Nielsen og Heidi Stenbæk er hovedansvarlige for sanserummet. Det indebærer, at de sørger for afkalkning af boblebad, skiftning af sengetøj osv. Det er også de to social- og sundhedsassistenter, der tester, laver statistiker og kartoteker. Projektet har også ført undervisning med i kølvandet. - Vi underviser vores kolleger, og vi underviser elever fra social- og sundhedsskolen i Brøndby. De kommer her i grupper. Derudover har vi besøg af privatpersoner og kolleger fra andre bosteder, der gerne vil bruge af vores erfaringer, fortæller Heidi Stenbæk.. De to social - og sundhedsassistenter arbejder hver én dag om ugen i rummet. - Alle beboere bliver testet med den anerkendte test, kaldet SIIR og en kognitiv test. Det gør vi for at finde ud, hvor der skal sættes ind. Men vi koncentrerer os samtidig meget om kommunikationen med beboeren. Vi skal være helt sikre på om, beboeren har det godt eller hellere vil noget andet eller slet ikke vil være i sanserummet. Det fortæller Maj- Britt, og hun og Heidi har hele tiden et øje over til Peter, der ligger i kuglekarret. Ansigtsudtrykket og kroppens afslapning taler tydeligt: han nyder det. Hver beboer får deres logbog, således at man kan orientere sig om, hvad der sker. Erfaringerne fra pilotprojektet viste, at arbejdet med sanserne virkede bedst, når det blev en del af hverdagen. Derfor er sanserummet i dag en lige så naturlig del af hverdagen som måltiderne. Fysio- og ergoterapeuten har deres dage i rummet. Der ud over bruger beboerne rummet sammen med deres kontakt personer efter behov. - Vi opdeler beboerne i tre kategorier. Den gruppe der skal have behandling, dem der skal have stimulation, og dem der skal have underholdning. Og så er der nogle, der slet ikke vil komme her, og så skal de heller ikke, siger Heidi Stenbæk. Men en ny beboer skal have tilbuddet, når han flytter ind. Hjerterytme til bass Vi flytter os over i musiksengen, læner os tilbage i kugleposerne, og musikkens behagelige basrytme transformere sig ind på kroppen, og vibrerer som en mild massage. - Rytmen stimulerer muskelsansen og kropsbevidstheden, og rytmen svarer til en hvilepuls. Hvis man kan lide at sidde her, vil man opleve at ens egen hjerterytme begynder, at slå i takt med bassen, forklarer Heidi Stenbæk. Alt efter temperament er diskokuglen i loftet tændt. - Ligesom med musikken, reagerer beboerne forskelligt på lys. Det er mega vigtigt, at vi ved hvordan og hvilket ting, vi tænder for. Det må endelig ikke blive sådan en Tivolitur. Meningen er jo at indkapsle oplevelserne, så beboeren få styr på deres verdensbillede, siger Heidi Stenbæk. I rapporten illustreres sanserne, som der er syv af, som et puslespil med syv brikker. Hver brik er en sans, og der mangler en prøve. De andre sanser at kæmpe om pladsen. Mindskes input fra en sans, øges den hos en anden. Savnes sansen helt, fylder de andre sanser en større del i puslespillet. Udvikling og grænseoverskridelser Det er måske for meget at kalde dem små eksperter, men de fire projektmagere har lagt timer bag sig, i det år de arbejdede med pilotprojektet. De har læst bøger, mange bøger. De har læst faglitterære tidsskrifter, og de har overværet foredrag. Og de har skrevet side op og side ned, og de har slettet og skrevet om. De har opsøgt og fået konsulent hjælp fra de "rigtige" eksperter. Ikke mindst fra ergoterapeut Hanne Holmer, som leder Snoezelen Huset i Maribo. - Det var stort da vores rapport blev fremlagt ved den Nordiske Snoezelen Konference i Gøteborg i september 2002. Her var vi i blandt neurologer og andre hjernespecialister, fortæller de social- og sundhedsassistenter. Tæt på - Det har været en fantastisk personlig udvikling, siger Maj- Britt Nielsen og Heidi Stenbæk. Især skrivefasen har lært os meget, og det var hårdere, end vi troede at skrive projekt. De har også måtte arbejde meget med sig selv. For at arbejde med sanser kan være grænseoverskridende. - Vi er jo i meget tæt berøring med beboerne. Vi ligger f.eks. ved siden af en beboer i kuglekarret eller i hængekøjen. Vi går med dem i boblebadet. Man skal vænne sig til denne tæthed, fortæller Maj- Britt og Heidi. De har været med i alt. De indtog bogstaveligt talt to tomme rum, og så gik de i gang med at måle op og indrette. De har dog ikke selv bygget kuglekarret og boblebadet, men de har designet det. Og alt lys, udsmykning og stemning er deres fortjeneste. Delfinerne, som er deres symbol, har de selv malet.