Læs op Udskriv $name Ernæringsassistenter får patienterne til at spise Tid og omsorg er hvad der skal til, for at få indlagte til at spise, så de ikke ligger og svinder hen i sygesengen. På Bispebjerg Hospital ansætter man nu ernæringsassistenter, og det er social- og sundhedsassistenterne, man går efter. 1.maj startede fire social- og sundhedsassistenter et månedlangt intensivt kursus. Af Merete Astrup På Bispebjerg Hospital har de en "Gitte Model". Den har kørt i fire år, og det er den model, man nu udvider på hospitalet med fire nye ansættelser i fire afdelinger. Modellen er opkaldt efter social- og sundhedsassistent Gitte Jagtman. Hun er pioneren i arbejdet med at sikre, at patienter med risiko for fejl- eller underernæring får noget at spise under deres indlæggelser. På baggrund af akkrediteringen i H:S, fandt de på Bispebjerg ud af, at der måtte sættes ind over for de patienter, der ikke kunne eller ville spise under indlæggelse. Ruth Nyholm, sygeplejerske, som er tovholder på de nye ernæringsassistenter fortæller: - Når vi screener patienterne ved indlæggelse, kan vi jo se, om de er i risikogruppen, for ikke at få nok at spise, så de enten bliver fejl- eller underernæret. Det ville vi gøre noget ved, og vi havde erfaringer med, at hvis vi snakkede roligt med patienterne om, hvilken mad de kunne lide og, hvornår de helst ville have den, så kunne vi få dem til at spise. Problemet var og er bare, at maden er det plejepersonalet går let henover i patientkontakten, fordi der er så meget andet, de skal huske på. Ernæringsassistenten har fokus på patienten og maden hele tiden. Risengrød en måned Gitte Jagtman arbejder på ortopæd. kirurgisk afdeling, og da tilbuddet om at starte et projekt med en ernæringsassistent kom, meldte afdelingen sig, og Gitte blev ansat. Hun skiftede dermed sine mange andre opgaver ud med den ene opgave, at ernære patienterne. I dag er hun medunderviser hos de fire nye ernæringsassistenter, der startede på afdelingerne 1. juni. Såvel som hun underviser sine kolleger på afdelingen. Det er vigtigt, at kollegerne bliver introduceret til Gittes arbejde, og at hele afdelingen tænker i ernæring. Gitte Jagtman fortæller om sine erfaringer: - Det første halve år så vi, at patienterne faktisk indtog mere mad, så vi besluttede at udvide med et halvt år. Næste opgave var, at nedbringe madspildet samtidig med, at vi ernærede patienterne. Nu er vi nede på madspild på 8 %. Det tilladte er 15 %. Rent økonomisk betyder det, at de ekstraudgifter, vi har med at købe specielt ind til patienterne, opvejes af det mindre madspild, siger Gitte Jagtman. Ekstraudgifter skyldes, at der bliver indkøbt en hel del dyre frostvarer, så der altid er et individuelt tilbud. Når patienter har svært ved at spise under en indlæggelse, så gælder det om at finde ud af, hvad de kan lide. - Det betyder mere, at de spiser end, hvad de spiser, forklarer Gitte Jagtman. Derfor var det okay, da en af hendes patienter kun ville have risengrød en hel måned. Alternativet var, at patienten intet spiste og dermed tabte sig. - Af samme grund giver vi patienter med sukkersyge et stykke lagkage eller chokolade, hvis det er det, der skal til, så de får noget at spise. Sideløbende regulerer vi så deres insulin, fortæller Gitte Jagtman. Det kræver samtidig stor øvelse, at skulle forklare de pårørende, at det er bedre end at patienten ikke spiser. Patienten er i centrum. Det er vigtigt, at han eller hun får lov at bestemme. De bestemmer også om portionerne skal være store eller små. - De får aldrig en tallerken ind med noget, de ikke vil have, og hvis de synes at portionerne er for store, bærer jeg den ud, og anretter en ny og mindre portion. Hvis man ikke har lysten til at spise, er det vigtigt, at man kan overskue, det der ligger på tallerkenen, siger Gitte Jagtman. Hun supplerer kosten med ernæringsdrikke, som endelig ikke må kaldes protein drikke, for de har ry for at smage afskyeligt. - Alligevel kan det være svært at lokke en ernæringsdrik ned hos nogle af patienterne. Men igen, bruger man noget tid til at forklare, hvorfor det er godt for dem, og lover at kigge forbi senere, så glider det ned, forklarer Gitte Jagtman. Røde bakker Netop det med at kigge forbi senere, og spørge ind til den enkelte patients madønsker hver dag, får kritiske patienter til at spise. Ernæring handler om meget mere end mad. Det er her tid og omsorg kommer ind i billeder. Efter patientscreeningen, møder Gitte Jagt man patienten, og sammen med patienten prøver hun at afdække, hvad patienten kan lide. Surt, sødt, saft, mælk, og så pejler hun sig ind på det. Hun snakker med patienterne om, hvor vigtigt det er, at de spiser, mens de er indlagt. Gitte Jagtman starter om morgenen, når hun møder med at gå rundt til sine patienter, som i reglen tæller mellem seks til 10 på hendes afdeling. Som en anden form for roomservice tager Gitte imod bestillinger. Hun går ud i afdelingens køkken, og anretter de to stykke brød, marmelade eller ost, kaffe eller the eller, hvad det er patienten har bestilt, på en rød bakke. Samme runde går hun til frokost og aftensmad, Hendes patienter får mad på de røde bakker, så både patienterne og det øvrige personale er klar over, at her er tale om patienter, der bliver ernæret. Til gengæld står patienten "til regnskab" overfor Gitte. Hun følger hele dagen op på patienten, og skriver ned i kostskemaet, hvad der bliver spist og drukket. Gitte er det faste holdepunkt for patienten, når det det drejer sin om maden og måltiderne. Det udvikler et tillidsforhold, som også betyder noget for lysten til at spise. Her og nu Alene ved at imødekomme patientens ønsker nedbringes madspildet væsentligt. - Vi kan dog ikke helt undgå det. Når vi har med disse patienter at gøre, skal vi nemlig være indstillet på, at den mad de bestilte tidligere på dagen, ikke er den, de har lyst til når maden kommer. Så skal vi kunne stille en lasagne eller en portion suppe på bordet, hvis det er det der fremmer lysten til at spise, forklarer Gitte Jagtman. Derfor har ernæringsassistenten altid et godt og varieret udvalg af frostvarer, som enten hun selv eller aftenvagten kan varme i mikroovnen. Duften af mad fremmer også lysten til at spise. Derfor bager Gitte Jagtman brød næsten hver dag. - Duften af hjemmebagt brød fremmer ikke bare lysten til at spise, den skaber også glæde. Når de pårørende kommer på besøg, er det også noget de bemærker, fortæller Gitte Jagtman. Pandekager med is er ligeledes en populær spise hos patienter, der ellers ikke vil spise. - Bliver de andre patienter ikke misundelige over denne særbehandling? Gitte Jagtman smiler, og svarer helt oprigtigt nej. - Jeg snakker jo også med dem, når jeg er inde på stuerne, og de patienter der ikke har spisevanskeligheder er godt tilfreds med den mad, der bliver serveret fra det store køkken.