Læs op Udskriv $name Heidi Jensen holder stanken og skidtet nede Social- og sundhedshjælperen sørger for, at borgeren kan blive boende og at naboklager undgås af Merete Astrup På tredje sal i en af gaderne i kvarteret bor Peter. Han er 66 år og født og opvokset i denne lejlighed. Han har boet sammen med sine forældre til de døde, og han bor alene i den tre rums store lejlighed. Peter kom under voksentemaet for seks år side, da der kom klager over stanken fra lejligheden. - Vi tog til lejligheden fortæller Jens Flyvholm og beskriver stanken og rodet i lejligheden. Lejligheden var et at de tilfælde, hvor der skulle rengøringsfirma og skrappe kemikalier til. Det blev sat nogenlunde skik på det hele, og siden 1999 er Heidi Jensen kommet hos Peter. Hun aflægger sine daglige besøg for at holde det værste fra dørene, og hjælper med at holde styr på bankpapirer, regninger, husleje og alle de ting, man skal have i orden for at fungere i boligen og i samfundet. Sur mælk og small talk Peter hilser hjerteligt, da vi træder ind hans lejlighed, hvor indelukket slår os i møde. Han fortæller, at han hver morgen kl. 5 står op, og tager bussen til tidligere arbejdsplads , et dagblad, for at hente sin avis. Det har han gjort hver morgen, siden han stoppede som portvagt i huset. Han fortæller om sit job, og han kan huske en masse navne på journalister både fra dengang, og dem der skriver i avisen nu. Peter sidder i sin lænestol og fjernsynet kører, hvilket det gør det meste af dagen. Han virker hyggelig og fredelig, som han sidder der i skjorte, bukser der er holdt op af seler og i hullede strømpesokker. Han ligner ikke en, der kunne gøre nogen fortræd. - Det gør han heller ikke bevidst. Men han kan finde på at råbe om natten, fordi han føler sig forfulgt, forklarer Heidi, og i billedet over sofaen er der skåret med kniv. På det lille bord ved siden af stolen har Peter en karton sur mælk stående, som han drikker af. Den får Heidi hurtig fjernet, da hun kommer ind, og han får senere tilbudt et glas frisk mælk. Heidi Jensen gætter på, at der står en ny karton sur mælk på bordet i morgen, når hun kommer. Det der med at sætte den i køleskabet, er ikke noget Peter bruger. - Jeg kommer hos Peter hver dag undtaget tirsdag, der kommer kontaktpersonen, fortæller Heidi Jensen, mens hun begynder at ordne i stuen. Og det er mere end at tørre støv af. Der skal flyttes bunker af både papirer og tøj. Der skal sorteres papirer, så vigtige papirer bliver skilt fra reklamer osv. - Peter har en mani med at købe mærkelige ting. I en periode har det været seler, som du kan se, siger Heidi Jensen og skyder på, at Peter efterhånden har købt flere hundrede par seler. Køkkenbordet er nærmest dækket til af stakkevis af røde pakker pålægschokolade af mærket Toms Kæmpepålæg. Sådan er der forskellige varelagre af diverse indkøb rundt omkring i lejligheden. Heidi Jensen fortæller, at hun smider lidt ud i smug, for det er ikke altid nemt at overbevise Peter om, at det kan være nødvendigt. - Men min opgave er jo at holde skidt og stank væk, så Peter kan blive i lejligheden uden klager fra naboerne, forklarer Heidi Jensen. Nye udfordringer Hun er et levende bevis på, at man skal have lyst og talenter for at have det job, hun har. Eller som Heidi selv siger: Man skal have hjertet på det rigtige sted. Hun startede i sin tid, som social- og sundhedshjælper i den almindelige hjemmepleje. - Da vi skulle deles i hjemmeplejen for voksne under og over 67 år, så valgte jeg denne del, hvor vi har handicappede både psykisk og fysisk. Jeg så det som en ny udfordring at arbejde med de borgere, der har et særligt behov. Og det er stadig et spændende arbejde, lyder det fra Heidi Jensen, som ind imellem sludrer med Peter om løst og fast. Og det er hun rigtig god til. - I det her arbejde kan jeg se, hvad jeg laver på en anden måde. Udover oprydning og rengøring kan jeg se hver dag, at jeg gør noget for Peter, og det gør det sjovt at komme hver dag. Hun synes, at hun gør en forskel. - Hvad er det man skal kunne for at komme i sådanne hjem du kommer i? - Jeg tror det vigtigste er, at man har lysten til at omgås disse skal vi sige, særlige mennesker. Man skal kunne lide dem, og man skal respektere dem. Man skal nok også kunne klare omgangsformen, som ind i mellem kan være lidt speciel og til tider vanskelig. Og man skal aldrig være bange. Men når man kommer hos de samme borgere i flere år, så lærer vi jo også hinanden at kende, forklarer Heidi Jensen. Og det synes hun er givende. Alle ansatte i voksenteamet skal på kurser i psykologi, og der ud over får de mulighed for at deltage i andre fagligt orienterede kurser indenfor psykiatriens arbejdsområde. Heidi Jensen kan også godt lide teamarbejdet. - Det er rart, spændende og lærerigt at være en del et tværfagligt team, synes hun.