Læs op Udskriv $name Klumme: Mig og de andre Det var mig, der var etnisk minoritet forrige weekend. Jeg var i Karrebæksminde, nærmere bestemt Smålandshavet. Her var jeg sammen med Kosna, Ismail, Jalloh, Pete og flere andre, der ser anderledes ud end mig, og har en anden baggrund end dansk. Vi var sammen til NIFs årsmøde, /Netværk i Fagbevægelsen. Jeg havde det godt, og tænkte ikke over, at jeg var anderledes. Vi snakkede, vi grinede, og vi diskuterede dagens avisoverskrifter. Vi drak kaffe og spiste chokolademuffins i pauserne. Men så kom Irene. Hun heder Simonsen til efternavn og er integrationspolitisk ordfører for Venstre. Hun sagde hele tiden "I", og "os", da hun fortalte om den der integrationsaftale, der er indgået mellem nogle partier i Folketinget. Hun fortalte, hvorfor muslimer i fremtiden skal skrive unde på en "erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund". Jeg lærte, at det skal de for at få at hjælpe dem selv til at få det bedre, De skal nemlig skrive under på at de vil betale skat, at de ikke vil være kriminelle, at de ikke vil slå deres børn og deres koner, samt en del andre ting. Så vil de komme til at ligne os danskere. For alt det må jeg som hvid indfødt dansker heller ikke. Alligevel er jeg anderledes, for jeg skal ikke underskrive en erklæring. For som Irene belærte mig, er jeg jo omfattet af en allerede eksisterende dansk lovgivning. I følge dansk lovgivning må jeg ikke begå kriminalitet, og jeg må ikke slå mine børn, og jeg må ikke snyde i skat og så videre, og så videre. "Så du skal ikke skrive under på noget," sagde Irene til mig Hvor svært kan det være. Nårh nej, det er kun de andre. Dem og os. Irene henviste for resten til at kvindekrisecentrene er overfyldte af forslåede kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Hun mente nok, hun havde trumfen her. Men historien er, at rigtig mange af de udenlandske kvinder, der kommer i krisecentrene er gennembankede af hvide danske mænd. Men vi danskere har en indforståethed mellem hinanden, og det skaber ofte misforståelser, når det gælder udlændinge, sådan nogenlunde sagde integrationsminister Rikke Hvilshøj, da hun fremlagde troskabserklæringen. Hun sagde også: "Vi har alt for længe haft berøringsangst for i et klart og tydeligt sprog at fortælle udlændinge om spillereglerne i Danmark." Kosna, Ismail, Jalloh, Pete ville stadig gerne spise chokolademuffins sammen med mig. Udbrud af Merete Astrup, Redaktør, infoa Tilbage til december 2005