Læs op Udskriv $name Vi kan stort set det samme For personalet i socialpsykiatrien gælder det om at se det hele menneske. Lisbeth Strange og Steffen Holsøe tænker ikke til dagligt over, hvem der er sygeplejerske, socialpædagog eller social- og sundhedsassistent på arbejdspladsen, Thorupgården. Men selvfølgelig er der nogle forskelle. Af Hanne Bros Steffen Holsøe har lige lært at give insulinindsprøjtninger til en beboer. Han er blevet oplært af social- og sundhedsassistent Lisbeth Strange, fordi de arbejder på samme etage med de samme beboere. Lisbeth Strange er fulgt med over i socialpsykiatrien, da Thorupgården på Nørrebro blev omdannet fra somatisk plejehjem til socialpsykiatrisk bocenter. Hun tog orlov fra jobbet som social- og sundhedshjælper i 2001 for at tage sosuassistent-uddannelsen, så hun kunne blive lidt klogere på psykiatri som arbejdsfelt. I dag - en solbeskinnet søndag i april - er hun på vagt på bocentrets første sal sammen med Steffen Holsøe, der er uddannet socialpædagog. De siger samstemmende, at de til daglig ikke tænker over, hvem de er på arbejde sammen med. Her er også ansat sosu-hjælpere, sygehjælpere, plejehjemsassistenter, socialrådgivere og psykologer. Den eneste forskel er, at hjælperne ikke må være primær kontaktperson for beboerne. Begge to synes, at de som faggrupper er ligestillet med sygeplejerskerne, men ingen af dem kan give nogen god forklaring på, at de får forskellig løn. Steffen får på pædagogoverenskomsten mere i lønningsposen end Lisbeth. Hun har til gengæld et tøjtillæg, som FOA har forhandlet hjem. Supplement til hinanden - Vi kan noget hver for sig, og forskellene kan blandt andet være, at sosu-assistenter er fantastisk gode "fejlfindere" - det kan være at opdage noget eksem hos en beboer og vide, hvad der skal gøres ved det. De går måske også mere op i rengøring og hygiejne, end vi gør, mener Steffen. Omvendt er pædagogerne mere vant til at håndtere princippet hjælp til selvhjælp. Det giver Lisbeth ham ret i: - Jeg har været vant til et højt tempo, så jeg skal da nogle gange gribe mig selv i, at jeg synes, at det for eksempel går for langsomt med madvognen, når beboerne selv skal være med til at dække bord. Jeg har lært, at jeg skal være mindre omklamrende i min omsorg - her er pædagogerne gode til at give beboerne en chance. - Jeg synes, at mit arbejde er blevet mere mentalt, fortsætter Lisbeth Strange. - Her er mere tid til beboerne og heller ikke så meget tungt arbejde som førhen. Det er sådan set et ideelt arbejde, for her er mulighed for at lave noget med beboerne, f.eks. gå en tur, siger hun. Musik og medicin Thorupgården, der ligger i et boligkvarter på Indre Nørrebro, har omkring 112 boliger til beboere med psykiatriske diagnoser i alle aldersgrupper. Her er både mulighed for at være inde hos sig selv eller deltage i fællesskabet. Det være sig cafeen, motionsrummet, ved det runde bord i computerrummet eller over et slag billard. Selvom en del af den gamle indretning stadig hænger ved, dunker basguitaren ud fra kælderen under det tidligere plejehjem. Stativerne, der før har været brugt til drop, vil Steffen, Anton og Thure nu bruge til at hænge ledninger på inde i musikøverummet. Steffen Holsøe øver Rolling Stones numre med beboerne Anton og Thure, og de har store planer om at optræde som et "psyk-band". De har også lavet en ønskeseddel med ting, de godt kunne tænke sig for at friske det tidligere depotrum op. Et kvart glas mælk står mellem noder, askebægre og halvtømte colaflasker på bordet i øverummet. Pernille, der er social- og sundhedsassistent, skulle egentlig sidde bag trommerne og øve med, men hun blev nødt til at tage med en beboer på hospitalet. - Vi er gode til at bruge hinanden, siger Steffen, der tidligere har arbejdet i ungdomspsykiatrien. - Vi bliver stille og roligt et team, der snart kan det samme, mener både Lisbeth og Steffen. Men Steffen er med på, at socialpædagogerne mangler medicinvinklen, så han skal derfor på et internt kursus i morgen i medicingivning - selvom han også skal hjem og øve sig på basguitaren. Tilbage til maj 2005