Læs op Udskriv $name Svigt "Jeg får aldrig andet end lugten, men af den kan man godt bli´ mæt" Det er Manden på risten på Vesterbro, som Carl Alstrup sang om i Apollorevyen 1938. Jeg har altid holdt af den tekst, sådan på den gode måde. For i mange år har vi da alligevel haft et samfund, hvor vi inviterede manden på risten med indenfor. Sangen har jeg gået og nynnet de sidste uger. Det kan skyldes fokus på de efterhånden mange danskere, der i de senere år er lukket ude fra den store forbrugsfest. Hver femte dansker er sat udenfor, viser den seneste vismandsrapport. Uligheden i vores samfund bliver større mellem dem, der har arbejde, og dem der er på pension, dagpenge og andre overførselsindkomster. De er nemlig haltet voldsomt bagefter lønudviklingen. Uligheden er nærmest eksploderet på boligmarkedet. Vi kan læse, at boligejeren i Gentofte tjener 2000 kr., mens han eller hun sover. Har et liv med friværdier, der giver adgang til at købe designsofaer, fladskærme og nye køkkener. Den ledige, den syge, den enlige mor med to børn i lejebolig, og kontanthjælpsmodtageren kan tage plads på risten til duften af bourgogne og postej. Og ifølge debatten blandt meningsdannere, politikere og tænketanke, kan de vist få lov at blive stående. Som tiderne skifter. For nogle år siden satte et Socialdemokrati sig i front med positive holdninger til fællesskab og solidaritet med de svage. Nu er det mest offensive bud takststop på busser og børnehaver, som også gavner gentofteborgeren. Holdningen den gang bredte sig langt ind i andre politiske miljøer end socialdemokraternes egne. Det var ligesom ikke accepteret, at grupper i befolkningen blev hægtet helt af. Nu sætter vi spørgsmålstegn ved, om det egentlig er så vigtigt med denne her lighed. Argumenter som "vi er stadig det land med mest lighed" får lov at hænge. Mest lighed i forhold til hvad? Og hvem? Den borgerlige tænketank CEPOS mener at, det er sundest for samfundet, at nogle får lov at tjene alle de penge de kan. Okay, ikke overraskende for en liberal tænketank. Men der tænkes godt nok så højt, at det socialdemokrati, som tidligere var garant for lighedsidealet, i dag accepterer, at uligheden blot ikke må blive større! Af Merete Astrup, redaktør, infoa. Tilbage til september 2005