$name

Selvtilliden røg efter overfald

  
Et overfald har sat en stopper for Haakons karriere som social- og sundhedsassistent. Angst, ensomhed og depressioner har overtaget hans tilværelse, og han savner stadig hjælp og støtte til at komme videre.
 
  Af Hanne Bros
 
Haakon er som sædvanlig i god tid og står af bus 6A på Tagensvej i København. Han går ned ad Sjællandsgade på Nørrebro-siden, for her er en låge med en sideindgang til De Gamles By.
 
Gitterlågen er en smutvej til Haakons arbejdsplads, afdeling R, frem for at gå over til hovedindgangen på Nørre Allé.

Klokken er kun 23.10, for Haakon er vant til at komme i god tid til sine nattevagter, selvom han bor helt i Ishøj. Han er glad for sit arbejde på afdelingen, der har aflastningspladser for en broget flok borgere: Det kan være patienter med hoftebrud eller diabetes, alkoholikere, demente og psykisk syge.

Gennem en måneds tid har De Gamles Bys store område dog været plaget af unge med indvandrerbaggrund, der er fortrukket hertil efter at politiet holder mere opsyn med Blågårds Plads.

De unge kan finde på at spytte efter folk, vise numse overfor de ældre beboere, der sidder bag vinduerne i stue-etagen, køre på cykler og knallerter inde på området eller ringe på dørtelefonerne.
 
Chokerende overfald
Den lørdag aften, 6. september 2003, hvor Haakon møder på arbejde, bliver han omringet af en flok af de unge drenge, der generer ham, slår ham og tager hans pung, hans nøgler og hans mobiltelefon.

En af Haakons kvindelige kollegaer kommer løbende til og får ham hevet med ind på afdeling R. Selvom Haakon formelt set er på arbejde hele natten, har han det ikke godt, og den assisterende sygeplejerske sørger for at anmelde overfaldet som en arbejdsskade.

-  Efter den aften blev jeg bange for andengenerationsindvandrere, så jeg turde ikke være hjemme i min lejlighed i Ishøj, fortæller Haakon mere end 2½ år efter episoden.

I begyndelsen bor jeg hos en ven det meste af tiden og er sygemeldt fra min arbejdsplads frem til nytår. Gennem min arbejdsplads får jeg betalt fem gange hos en psykolog for at tale overfaldet og chokket igennem, men jeg følte, at jeg blev ved med "at stå i nul", prøver Haakon at forklare.

Det er svært for Haakons omgivelser at forstå, hvor truet og udsat han har følt sig under overfaldet.
 
 
Nedtur
I dag er det stadig svært for ham at fortælle om: Han ryger mange cigaretter, og hans stemme dirrer.

Først prøvede Haakon at skifte afdeling internt i De Gamles By til en dagvagt, men følte sig ladt i stikken: "Jeg var opfarende og kom nemt til at græde. Jeg fik ordineret antidepressiv medicin fra den psykiatriske skadestue på Glostrup, men det var så også det eneste, de gjorde."

- Jeg følte, at hele verden sagde til mig, at jeg bare kunne tage mig sammen.
Ikke nok med, at Haakon må leve med højst forskellige lønudbetalinger fra Accenture, der står for Københavns kommunes lønudbetalinger på det tidspunkt, får han også problemer med Ishøj kommune.

Hans sagsbehandler vil stoppe hans sygedagpenge efter de første fire måneder, da hun sætter tvivl ved, om der er tale om en arbejdsskade.

Haakon har heller ikke specielt lyst til at være sygemeldt, så han prøver flere andre jobs i løbet af 2004, men uanset om det er plejehjem, vikarbureauer eller nattevagter, så bliver han ikke ansat nogle af stederne efter prøvetidens udløb.

Han har for mange sygedage og fungerer ikke i jobbene. Han reagerer alt for voldsomt, er både opfarende og det modsatte: Hans medicin sløver ham.

De forkerte lønudbetalinger fra tiden i København, kombineret med de mange skiftende jobs, får Haakons økonomi til at skride. Han bor stadig i Ishøj, hvor han er bange for at blive opsøgt af dem, der stjal hans pung og dermed hans sygesikringsbevis.

Han drikker for meget alkohol, især for at dulme nerverne, når han skal til afgørende møder om sin egen fremtid. Det er et problem FOA SOSUs sagsbehandler konfronterer ham med.

Selvtilliden er røget: Før den fatale lørdag i september 2003 opfatter Haakon i hvert fald sig selv som en åben og aktiv person. Som erklæret homoseksuel er han aktiv i Stop Aids-kampagnen i sin fritid og har overskud til at tage ekstravagter hos private hjemmepleje-firmaer ved siden af sit faste arbejde.
 
Stress-syndrom
Omkring jul 2004, har Haakon det så dårligt, at han prøver at begå selvmord. Han kommer på Nordvang i en længere periode i det nye år og bruger meget energi i 2005 på at være bitter på systemet.

- Arbejdsskadesagen tager hårdt på mig, for jeg synes ikke rigtig, at jeg får noget konkret at vide."
Selvom Haakon hele tiden føler sig i venteposition, har han kun ros til overs for sin fagforening.

Blandt andet hjælper sagsbehandleren ham med arbejdsskadepapirerne, mens han er indlagt på psykiatrisk afdeling og sørger for, at han kommer i behandling på Stolpegården. Det er en amtslig psykiatrisk institution, der hjælper folk, der har det psykisk dårligt.

På Stolpegården får Haakon konstateret post traumatisk stresssyndrom.
- Det er en lettelse at få en diagnose, for så behøves jeg ikke være flov over at jeg hele tiden mistede mit job. Syndromet gør blandt andet, at det ikke dur at presse mig, kan Haakon se i dag.

Haakon gør gode fremskridt på Stolpegården, men skal stadig være i sin lejlighed i Ishøj i weekenderne. Han tør ikke gå ned i centret og købe ind, fordi der hænger andengenerationsindvandrere dernede.

Han begynder derfor at lede efter et nyt sted at bo, og får til sidst en lille lejlighed på Frederiksberg. Med en erstatning for arbejdsskaden på 96.000 kroner får Haakon det meste af sin gæld ud af verden, så egentlig burde al ting se lysere ud for Haakon.
Men Haakon sidder stadig i sin osteklokke.
 
Ventetid
Haakon er glad for at flytte væk fra Ishøj, men med skift af kommune følger jo også skift af sagsbehandler. Frederiksberg kommune vælger at sende ham i arbejdsprøvning i oktober 2005. Her skal han blandt lægge tøj sammen på vaskeriet eller lave ler på værksted mellem 9 og 15.

Arbejdsprøvningen er en blindgyde for Haakon, der føler sig alene som voldsoffer på stedet: "Jeg blev klar over, at jeg nok aldrig ville komme tilbage til mit fag.

Jeg har taget sosu-uddannelsen ved hjælp af lydbånd, fordi jeg er ordblind," siger han som forklaring på, hvor glad han er for at have arbejdet i social- og sundhedssektoren siden 1990.

I stedet håber Haakon på en afklaring i marts i år, hvor han skal møde sin sagsbehandler på Frederiksberg igen.

Han tager FOA SOSUs sagsbehandler med som bisidder, fordi mødeindkaldelsen lover en opfølgningsplan: Kan Haakon få en plads på arbejdsmarkedet eller kan han ikke?
 
FOA SOSU  sagsbehandler vil gerne have Haakon indstillet til et længerevarende psykiatrisk samtaleforløb, men mødet bringer ingen afklaring - kun på at Haakon skal have en ny sagsbehandler efter påskeferien.

- Hvad skal jeg nu? Hvilken hylde skal jeg være på, spørger Haakon - og tager endnu en cigaret.
 
 
Vi har valgt at lade Haakon optræde uden efternavn, men Haakons fulde navn er redaktionen bekendt. I næste nummer af infoa  kan du læse om Gitte, der faldt på et glat gulv med en kurv vasketøj. Hun betegner selv sin arbejdsskadesag som "et helvede".

Tilbage til april måned